Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

15. oktober 2001


Uafbrudte angreb på Afghanistan
*Hovedstaden Kabul og Taleban-bevægelsens hovedby, Kandahar, blev i løbet af søndagen udsat for nye, uafbrudte luftangreb fra USA’s luftvåben, der rundede den første uges angreb. Også lufthavnen i byen Herat i den vestlige del af landet blev angrebet, ligesom en militærlejr nær byen Jalalabad i det østlige Afghanistan blev udsat for luftangreb.
Samtidig fik vestlige pressebureauer søndag for første gang mulighed for at komme ind i Afghanistan, hvor en gruppe internationale journalister besøgte landsbyen Kadam i den østlige del af landet. Journalisterne, som blev ført til landsbyen på invitation af Afghanistans regerende Taliban-milits, blev mødt med et syn af omfattende ødelæggelser og vrede indbyggere, der berettede, at næsten 200 af deres slægtninge og naboer blev dræbt, da landsbyen blev bombet af amerikanske fly i sidste uge.

200 døde under uro i Nigeria
*Over 200 mennesker er blevet dræbt under to dages voldelige sammenstød i byen Kano i det nordlige Nigeria, der var affødt af de amerikanske luftangreb mod Afghanistan, sagde indbyggere søndag.
De fleste af drabene fandt sted natten til søndag, da rivaliserende muslimske og kristne bander drog hærgende gennem et tætbefolket distrikt i udkanten af byen. Det skete trods et natligt udgangsforbud og trods trusler fra politiet om at ville skyde først og spørge bagefter.

Schröder imod fredsprotester
*En voksende fredsbevægelse i Tyskland blev søndag kritiseret af forbundskansler Gerhard Schröder, der mener, at fredsdemonstranter har rettet deres fokus mod det forkerte sted.
»Jeg har respekt for fredelige demonstrationer. De er en del af det civiliserede samfund, og det er godt, at de er der. Men jeg er nødt til at sige, at demonstranterne, der kritiserer de amerikanskledede bombardementer i Afghanistan, bør rette deres fokus mod dem, der startede denne konflikt,« sagde Schröder i et interview i berliner-avisen Tagesspiegel, efter at mellem 15.000 og 30.000 fredsaktivister lørdag gik gennem gaderne i den tyske hovedstad.

En dræbt under uro i Pakistan
*En person blev dræbt og 12 andre såret, da pakistansk politi søndag åbnede ild for at sprede adskillige tusinde stenkastende demonstranter, der protesterede mod de amerikanske styrkers brug af en lufhavn i den sydlige del af Pakistan, sagde vidner.
Politi og paramilitære styrker affyrede også tåregas mod demonstranterne i byen Jacobabad.
Pakistan har som led i dets løfte om at yde logistisk støtte til USA's angreb mod Afghanistan tilladt amerikanske styrker at benytte to lufthavne - den i Jacobabad og den afsidesliggende lufthavn i Pasni ved Det Arabiske Hav.
Omkring 3000 paramilitære styrker og soldater er blevet udstationeret ved Jacobabad, efter at flere radikale muslimske ledere havde opfordret til at belejre lufthavnen i protest mod, at de amerikanske styrker benytter den.

WTO-topmøde rykkes muligvis
*Handelsministrene fra den 142 lande store Verdenshandelsorganisation (WTO) overvejer at flytte WTO-topmødet i næste måned fra Qatar på grund at bekymring over den globale sikkerhed.
WTO håber at kunne opnå enighed blandt de 142 medlemslande om en ny runde globale handelsforhandlinger, når topmødet finder sted den 9.- 13. november. Men ved et forberedende møde i Singapore søndag stillede flere af de deltagende ministre spørgsmålstegn ved, om det var hensigtsmæssigt at afvikle mødet i Qatar som planlagt på grund de store følelser, der er i kog i Mellemøsten på grund af den USA-ledede kamp mod global terror.
Flere lande bl.a. Singapore er blevet nævnt som et alternativt mødested. Men der er samtidig bekymring over, hvorvidt det moderat muslimske land Qatar vil føle det som en stor fornærmelse, hvis topmødet flyttes.

Minister afviser superlaboratorium
*Trods miltbrand-angreb i USA og generel frygt for biologisk terrorisme har Danmark ikke i øjeblikket behov for et topsikret super-laboratorium til at diagnosticere ekstremt farlige sygdomme som kopper eller ebola, siger sundhedsminister Arne Rolighed (S).
Det var ellers med i regeringens overvejelser omkring et forøget terrorberedskab at bevilge op til 50 mio. kr. til bygning af et klasse 4 laboratorium.
Sundhedsministeren vil dog ikke udelukke, at det kan komme på tale på længere sigt. Det tager Sundhedsministeriet først endelig stilling til i slutningen af denne måned, oplyser han til Ritzau.

Flertal parat til frigedsindgreb
*Politiet skal have bedre muligheder for at efterforske terrorister, og danskerne er – i lighed med nordmændene og svenskerne – villige til at give køb på visse grundlæggende retsprincipper.
Det viser en nordisk måling foretaget af Gallup Instituttet for Berlingske Søndag.
73 procent af de adspurgte danskere er således villige til at give politiet mulighed for at telefonaflytte terrormistænkte uden en dommerkendelse.
59 procent mener ligeledes, at politiet skal kunne tilbageholde terrormistænkte i en længere periode uden dommerkendelse.
Gallups undersøgelse viser dog, at 65 pct. af danskerne »slet ikke« eller »kun i ringe grad« er bekymrede for, at Danmark udsættes for terrorangreb.

Fyringer koster millioner
*Københavns Kommune betaler hvert år omkring 50 millioner kroner til medarbejdere, som ikke længere arbejder for kommunen.
Erhvervsbladet Direct Office skriver, at dette beløb udgør den samlede betaling til de personer, der modtager den såkaldte rådighedsløn.
Den tilfalder medarbejdere, som kommunen ikke kan finde beskæftigelse til i forbindelse med nedlæggelse af stillinger.
Hvis den ansatte er tjenestemand eller ansat på lignende vilkår, udløser det automatisk rådighedsløn i tre år.

Arne Melchior: Jeg bliver i CD
*Arne Melchior har besluttet sig for at kæmpe for sit medlemskab af CD, selv om partiets forretningsudvalg helst så, at hans afgang fra folketingsgruppen også blev fulgt op af et farvel til CD.
»Hvis mit parti vil forlade mig, så må de selv bestemme det. Jeg er CD’er - det har jeg været i 30 år – og det er jeg fortsat, siger han til Ritzau.
Han havde ellers overvejet at melde sig ud, fordi forretningsudvalget i sidste uge indstillede ham til eksklusion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her