Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

6. oktober 2001


Frank Jensen vil ændre praksis
*Justitsminister Frank Jensen vil sikre, at PET (Politiets Efterretningstjeneste) i fremtiden orienterer regeringen, når en asylsøger oplyser, at han har deltaget i krigsforbrydelser. Det oplyste han i går aftes til TV-Avisen efter kritik under Folketingets åbningsdebat af PET’s håndtering af sagen om den irakiske eksgeneral. Skønt PET ifølge Frank Jensen havde håndteret sagen helt efter bogen, lovede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), at praksis ændres.
Justitsministeren understregede over for TV-Avisen, at praksis bl.a. ændres i lyset af terrorangrebet på USA.
SF og Enhedslisten kræver, at Frank Jensen forklarer, hvorfor han ikke blev orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt.

Forsker forudser menneskeklon i år
*Verdens første menneskekloning vil måske finde sted allerede i år. Sådan forlød det i går fra en forsker, der arbejder med det kontroversielle projekt. Dr. Panayiotis Zavos har sammen med sin italienske kollega Severino Antinori forårsaget verdensomspændende furore med planerne om at skabe ’skræddersyede’ børn.
Zavos konstaterede, at forskningen skrider frem hurtigere end oprindeligt forventet, selv om forskerteamets forskning er blevet forbudt i de fleste EU lande.
»Det går helt fint, så vi går muligvis i gang med forsøget med den første produktion af fostre, klonede fostre, i den nærmest fremtid. Det vil sige om tre-fire måneder fra nu af,« siger Zavos til nyhedsbureauet Reuters.

Powell kritiserer Sharon
*Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, irettesatte i går den israelske premierminister, Ariel Sharon, og betegnede dennes udtalelser om USA’s optræden i Mellemøsten som uacceptable. Det skete samtidig med, at israelske kampvogne og tropper rykkede ind i Abu Sneinah-området i byen
Hebron på Vestbredden og besatte en række strategiske punkter. Fem palæstinensere blev dræbt under de efterfølgende skudkampe. Senere blev en israelsk bilist dræbt nær Tulkarm på Vestbredden, sagde jødiske bosætterkilder.

Amnesty-kritik af Pia Kjærsgaard
*Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, bør tage afstand fra overgreb mod muslimer i Danmark. Det mener generalsekretæren for menneskerettighedsorganisationen Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann Jørgensen.
»Den holdning til islam, som Pia Kjærsgaard fremsatte under åbningsdebatten, frygter vi, er med til at skabe grundlag for voldelige reaktioner, som dem Amnesty International netop har dokumenteret i en rapport,« siger han.
Rapporten beskriver bl.a. overgreb i mindst ti lande på muslimer og folk med mellemøstlig eller asiatisk oprindelse. Amnesty International glæder sig over, at Folketingets flertal i åbningsdebatten vedtog at inddrage internationale konventioner i dansk lovgivning.

CIA og FBI frygter nye terrorangreb
*De amerikanske efterretningstjenester har advaret medlemmer af USA’s kongres om, at det er højst sandsynligt, at terrorister med forbindelse til Osama bin Laden om kort tid vil forsøge et nyt større angreb på amerikanske mål i USA eller i udlandet, skrev avisen Washington Post i går.
En efterretningskilde har angiveligt oplyst, at der var ’100 procents chance’ for et angreb, hvis USA går i aktion i Afghanistan. En højtstående embedsmand advarede dog samtidig om, at mens en del af de nye informationer virkede meget troværdige, så skal man også være opmærksom på muligheden for misinformation rettet mod at skræmme USA for at svare igen på terrorangrebene 11. september.
De nye informationer kommer fra kilder i England, Tyskland, Afghanistan og Pakistan.

Raket kan være årsag til flystyrt
*Ukraines premierminister, Anatolij Kinakh, blev i går citeret for at sige, at en vildfaren raket muligvis var årsag til, at et russisk passagerfly styrtede ned i Sortehavet. Kinakh sagde, at teorien om vildskuddet ’har ret til at eksistere’.
Kinakhs talsmand uddybede: »Premierministeren sagde, at der var flere teorier, og at de alle har ret til at eksistere, og at det er for tidligt at drage konklusioner, fordi efterforskningen er i gang.
Det var den første udtalelse fra den ukrainske ledelse, hvori den anerkender muligheden af, at en militærøvelse med langtrækkende jord-til-luft raketter på Krim kan have fået passagerflyet fra Sibir Airlines, som var på vej fra Tel Aviv til Sibirien, til at eksplodere i luften.

Flere russere smittes med hiv
*Flere end 150.000 mennesker, heraf 2.012 børn, er nu registreret som smittet med hiv i Rusland, og det reelle tal er måske mere end 20 gange højere, meddelte de russiske sundhedsmyndigheder i går.
Hidtil er omkring 60.000 nye tilfælde af hiv-smitte blevet registreret i år, hvilket er næsten dobbelt så mange som antallet sidste år. Flest tilfælde er registreret i Moskva regionen med 16.000 nye hiv smittede.
Irkutsk i Sbibirien følger lige efter med 13.000 nye hiv-smittede.

Salget af Koranen eksploderet i USA
*Salget af koranen er femdoblet i USA siden terrorangrebet 11. september, oplyser Penguin Books, som er den amerikanske hovedudgiver af værket. Ifølge avisen Boston Globe er Penguin Books i færd med at hente ekstra kopier fra Storbritannien for at møde efterspørgslen fra amerikanske læsere.
»De ønsker at finde ud af, hvad den religion egentlig handler om for at besvare det spørgsmål, som alle stiller: ’Hvorfor hader de os?’«, siger Yvonne Y. Haddad fra Georgetown University.
Efterspørgslen er også slået igennem hos boghandlerne: »Vi har helt klart solgt flere koraner end bibler siden 11. september,« siger Jim Scott, en boghandler i New England, til avisen.
Boghandlere i USA melder også om gang i bøger om den mistænkte Osama bin Laden, bøger om sorg, og en ny bog om terror med biologiske våben.

Information præciserer
*I onsdagens avis blev en udstilling med portrætkunst fra fem århundreder omtalt. Den skulle angiveligt kunne ses på ’Nationalmuseum’. Det omtalte Nationalmuseum er imidlertid ikke – som læseren kunne foranlediges til at tro – Nationalmuset i København.
Det er Nationalmuseet i Stockholm, der viser udstillingen, som kan ses frem til den 27. januar 2002.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her