Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

5. oktober 2001


Irakisk eksgeneral bedyrer sin uskyld
*Politiet i Ringsted venter tidligst i næste uge at indlede afhøringen af den 62-årige irakiske general i Sorø, der mistænkes for at have begået krigsforbrydelser mod menneskeheden. Ringsteds politimester, Signe Justesen, oplyste i går, at eksgeneralen, som juristerne har vurderet ikke kan fængsles på det nuværende grundlag, risikerer at blive anholdt, hvis han forsøger at forlade landet.
I et telefoninterview med den arabiske tv-station MBC har den tidligere general erklæret sin uskyld. Her lagde han skylden for massedrabet på civile kurdere i hænderne på Iraks leder, Saddam Hussein.

Pakistan godkender beviser
*Presset på det afghanske Taliban-styre blev yderligere forstærket i går, da Storbritannien afslørede nøglebeviser for, at den saudiarabiske ekstremist, Osama bin Laden, vitterlig stod bag attentaterne i USA den 11. september, og endnu mere, da også Pakistan accepterede de amerikanske beviser.

Ukraine: Passagerfly fejlagtigt skudt ned
*Et russisk fly med 64 passagerer og 12 besætningsmedlemmer på vej fra Israel til Sibirien blev torsdag antageligt skudt ned ved en fejltagelse af ukrainsk militær.
En talsmand for Ukraines flåde, Igor Laritjev, siger til det franske nyhedsbureau AFP, at flyet blev skudt ned af en ukrainsk raket. Artikel side 5

Gravid vikar støttes af EF-domstol
*Det er ikke tilladt en arbejdsgiver at afskedige en arbejdstager på grund af graviditet, uanset om arbejdsaftalen er indgået for et bestemt eller ubestemt tidsrum. Det fastslår EF-domstolen i Luxembourg i forbindelse med en dansk sag i Højesteret mellem Tele Danmark (nu TDC) og en kvindelig vikar, der blev afskediget i 1995.
Kvindens sag føres af fagforeningen HK, og her vurderer faglig sekretær og jurist Lars Kristiansen, at dommen er så klar, at Højesterets afgørelse må være givet på forhånd. »Det spørgsmål, der står tilbage, er, hvor stor en godtgørelse, der skal gives kvinden,« siger han.

Terror fører til dansk højredrejning
*Terrorangrebet på USA har ført til en markant højredrejning i den danske vælgerbefolkning. Det viser en politisk meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for Børsen.
Trods fremgang til Socialdemokratiet har den samlede regeringsblok tabt otte mandater siden en tilsvarende måling i september.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) står dermed til at miste regeringsmagten, da regeringsblokken kun kan mønstre 75 mandater mod 105 til de borgerlige. Højredrejningen giver sig bl.a. udslag i en meget stor fremgang til Dansk Folkeparti, og at Fremskridtspartiet atter vil komme i Folketinget.

Vejen banet for europæisk terrorlov
*Europa-Parlamentet banede i går vej for et fælleseuropæisk lynindgreb, der skal gøre det muligt at indefryse bankkonti, som myndighederne mistænker for at tilhøre internationale terrororganisationer. Med flere ændringsforslag sagde europaparlamentarikerne i Strasbourg god for et lovforslag fra EU-Kommissionen, og dermed har EU-landenes udenrigsministre mulighed for at hastevedtage forslaget allerede mandag, når de mødes i Luxembourg.
Hvis ministrene kan nå til enighed, vil der være tale om en i EU-sammenhæng uset hurtig lovbehandling, der er et led i EU’s løfte til den amerikanske regering om at yde et mærkbart bidrag til kampen mod international terrorisme.

Leszek Miller danner polsk regering
*Den tidligere kommunist og nu socialdemokrat, Leszek Miller, blev torsdag udpeget af den polske præsident, Aleksander Kwasniewski, til at lede regeringsdannelsen efter parlamentsvalget den 23. september.
Det lykkedes ikke for Millers socialdemokratiske parti (SLD) og dets allierede i Arbejderunionen at få absolut flertal, men sammen repræsenterer de 41 procent af vælgerne. Det ser ud til, at de to partier vil forsøge at danne regering med det polske bondeparti, som det delte magten med i perioden 1993-1997.

Behov for nyt skøn over økonomien
*Der er god grund til at lave et nyt skøn over samfundsøkonomien efter terrorangrebet på USA. Det vurderer økonomer over for Ritzau i forbindelse med et krav fra SF. Partiet vil have regeringen til at fremlægge et notat om virkningerne på den økonomiske aktivitet og statsfinanserne efter angrebet.
SF vil have notatet, inden regeringen i næste uge indleder forhandlinger om finansloven. Finansminister Pia Gjellerup (S) mener dog ikke, at der er et behov, fordi rammerne for finansloven er uændrede.
Cheføkonom Jørgen Birger Christensen, Danske Bank, mener, at det hidtidige skøn ikke længere er helt aktuelt, efter at der er sket mange ting i verdensøkonomien. Han forudser, at et nyt skøn vil vise, at politikernes muligheder for at bruge penge er blevet færre.
Ifølge finansminister Pia Gjellerup (S) er den økonomiske afmatning efter terrorangrebet blevet besvaret med en lavere rente, så rammerne for finansloven er »så nogenlunde uberørt«.

Sellafield udvider
*Den britiske regering har sagt OK til, at atomoparbejdningsværket Sellafield starter en ny produktion af det såkaldte MOX-brændsel, der er en kombination af genbrugt plutonium og uranium. OK’et sikrer 1.600 jobs på værket. Sellafield er ofte blevet kritiseret for at udlede farlige stoffer i Det Irske Hav, som senere finder vej til Skandinavien.
Såvel britiske miljøorganisationer som den irske regering undersøger nu, om det er muligt at stoppe den nye produktion ad juridisk vej. Mange af Sellafields kritikere havde håbet, at MOX-produktionen, hvis økonomiske fundament de mener er usikkert, var blevet standset på grund af vestens nye frygt for terror.

Præmiestigninger i vente for industrien
*Danmarks store industrivirksomheder kan vente en massiv præmiestigning på deres forsikringer efter terrorkatastrofen i New York. Det er endnu uklart, hvor høj stigningen bliver, men flere af landets største forsikringsselskaber vurderer over for Ritzau, at 30-40 procent dyrere forsikringspræmier for de største virksomheder langt fra er urealistisk.
»Stigningerne vil være på mindst 15 procent. 30-40 procent kan blive aktuelt for de store virksomheder – og muligvis endnu mere for de helt store,« siger vicedirektør John Kristensen fra Topdanmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu