Læsetid: 4 min.

På for enhver pris

Den nyslåede teaterdirektør Ole Bornedal vil skabe underholdningsteater med mening. Åbningsstykket Skrigerne er underholdende, men meningerne når aldrig ud over det forudsigelige
1. oktober 2001

Teater
Vi er publikum til et freak show i bedste sendetid, når skandaleprogrammet Fannys hjerte ruller over skærmen. Her leveres opium til alle, der er med på en kigger. Her skider man på gulvet, får resultatet af sin hiv-test klasket i synet, chokerer sine nærmeste med skeletterne i skabet. Ydmyger og lader sig ydmyge. Alt sammen for snurrende kameraer naturligvis. Det handler selvfølgelig om at være på for enhver pris. I årevis har vi på scenen på Frederiksberg set på navlepillende og forvirrede narcissister ligesom os selv. Her er vi så i yderste potens. Og det er den forskruede og forrykkede menneskeopfattelse, konfrontations-talkshowene er tidens tydeligste symptom på, som Ole Bornedal langer ud efter i sit åbningsstykke på Aveny-T.
Og det gør han veloplagt – men også noget videre oplagt. Naturligvis i det ydre med samme effektive håndelag, når det handler om at fastholde publikums opmærksomhed, som også benyttes i de tv-rædselskabinetter, der er under beskydning. At Bornedal kan underholde, er der vel ikke nogen, der er i tvivl om. Men hvad er det så ellers, Skrigerne bidrager med – i forhold til en diskussion af det menneskesyn, der er på spil?
Når dramatikeren Bornedal er bedst har han en evne til at ramme den indre nethinde med voldsomme billeder og stærke indtryk. Det sker et par gange i et par af de monologer, hvor nogle af glittershowets ofre får mulighed for at formulere sig anderledes ærligt om deres forkvaklede skæbner.
Og det er den rå og kompromisløse linje, man tror, han vil udvikle i det øjeblik, staklerne pludselig spærres inde i tv-studiet med gassen sivende ind – uden mulighed for at komme ud. Nu er der ingen vej tilbage, nu skal sandheden for alvor på skærmen i det tv-show, der naturligvis kører videre med astronomiske seertal. Lad gongongen lyde og send løverne ind! Så kommer den helt store åndelige striptease, hvor vi får talt os ind på kernen af medieindustriens udnyttelse af en stakkels, selvcentreret ungdom – tror man.
Desværre tyr Bornedal i stedet til forudsigelighederne og selvfølgelighederne i en ophobning af klicheer, som måske ville være friske i mediedebatten for 15 år siden, men som gud og hvermand nutildags mumler for sig selv og til hinanden i hjørnesofaernes dyb. Og det er måske det iboende problem i Skrigerne. Hvor meget mere er der egentlig at tilføje?

Bastant moralist
Helt ærgerligt bliver det, når den hjælpeløst anakronistiske repræsentant for de ældre generationer, i øvrigt smukt og blufærdigt spillet af Baard Owe, formulerer stykkets afsluttende manende ord om en verden gået af lave, holdt op mod tidligere tiders diskrete anstændighed – endda akkompagneret af vibers nostalgiske skrig.
Her afslører Bornedal sig noget bastant som den moralist, vi godt vidste, han var. Og det er gennemført sympatisk, men fortællemæssigt håbløst firkantet og dramatisk temmelig uinteressant. For blot at nævne den tydeligste markering af de problemer, Bornedal i det hele taget har med cementtung, unødig pædagogisering og alt for stereotyp tænkning af de figurer, som han ellers lader sine skuespillere spille flot og fræsende for fuld udblæsning. Rollegalleriet er undertiden godt på vej, når Bornedal med skrap humor, oratorisk klarsyn og virkningsfulde billeder får fortalt et par gode historier – men det hele bliver alligevel ikke rigtig til noget, der samler sig, ryster og kradser.
Flere af figurerne må nærmest sejle deres egen sø. Det gælder for eksempel Helle Dolleris’ kærlighedsslave, der ellers endnu engang rykker ud med sit vidunderlige speciale, den upolerede, dårligt behandlede kvindelighed. Ofre for klicheerne bliver også en ellers tændt Andrea Vagn Jensens neurotiske barbie-værtinde, der selvfølgelig bærer rundt på en lille, grædende pige bag den blankpolerede facade. Steen Stig Lommer som kynisk tænkende producer (frafalden venstreintellektuel, naturligvis). Ture Lindhardt som psykopatisk smilende voldsamøbe på jagt efter 15 minutters berømmelse. Eller Dejan Cukics leopardprikkede trans, fucked up og med lig i lasten.
Men til gengæld tager Bornedal røven på os et stykke hen ad vejen i oprulningen af den mildest talt utraditionelle romance mellem Anna Neye Poulsens kontante, sorte pige med det store hjerte og en pragtfuld grotesk og hæmningsløs Nicolas Bros næsten troskyldige naziformand, der må foretage alle mulige mentale justeringer for at få sit verdensbillede til at passe med parforholdet. Det er både rørende, skideskægt og herligt på tværs af konventionstænkningen. Inden dramatikeren mister interessen for parret, altså – som med så mange af figurerne i det hele taget.

Tag springet
For nu at sige det, som det er, så må vi sgu forlange mere af et talent og en begavelse som Bornedal. Han har som både instruktør – og i glimt også som sceneskribent – en evne til i det ydre at fastholde blikket og øret ved at gøre brug af de mange fortælleformer, det moderne teater råder over. Han kan noget med skuespillere. Han mestrer til fulde det i det ydre uimponeret formfuldendte underholdningsteater, der er Dante-generationens. Men tilsyneladende har han altså også en proklameret lyst og vilje til at sparke det moderne morskabsteater videre.
Den vidt udbasunerede målsætning bag hans og direktørpartneren Jon Stephensens overtagelse af Cederholms scene er at skabe teater til tiden – at fortælle underholdende historier med mening, at tilføje samfundskritik der, hvor danterne altid holdt op. Efter Skrigerne er det endnu ubesvaret, hvor meget dramatiker Bornedal så egentlig lige er. Hvor meget har han at sige? Kan han reducere entydigheden? Det må tiden vise. Værs’go. Scenen er din.

*Aveny-t: Skrigerne. Skuespil af Ole Bornedal. Scenografi: Richard Hoover. Til 3. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu