Læsetid: 4 min.

Panderynker og andre mønstre

Västerbotten synes at være et magisk område i svensk fortællekunst. Det er også voksestedet for mange af Torgny Lindgrens figurer
4. oktober 2001

Ny bog
Titlen på Torgny Lindgrens seneste noveller, I Brogede Blades vand, nu oversat til dansk, lyder umiddelbart besynderligt og også forjættende, bl.a. i kraft af det smukke bogomslag, der gengiver en sommerglad akvarel af Anders Zorn. Man må vente på forklaringen til nummer syv af de ti navnløse fortællinger, hvor en mand har et landskabsbillede af maleren Herman Andersson, kaldet Brogede Blade, hængende over sin seng. Og i slutnovellen får han så selvstændig skikkelse: En ferm fidusmaler i en herlig debat med prins Eugen, maleren fra Waldemarsudde, der anonymt har søgt tilflugt på pensionat Karlshem i Norsjö, Västerbotten, hvor moster Lydia holder hus for kolportører og rejsende handelsfolk.
Brogede Blade kan afsætte sine billeder, fordi folk kan genkende deres liv i dem, mens prins Eugen i sin kunstneriske stræben efter betydning vil investere sig selv, men må erkende lidenskabens bedrag.
Og det er den debat, der gennemtrænger hele bogen med dens brogede miljø- og menneskebilleder. I en anden sammenhæng, hvor den svenske symbolistiske maler Olof Sager-Nelson påkaldes, hedder det om et portrætmaleri, at det nærmest ved en tilfældighed lignede modellen. Men hendes eksistens gav ham »påskud til at male det han virkelig havde i sig, dette hemmelighedsfulde og indholdsrige sammenstød mellem farveklange.«
En lille plet på størrelse med en tommerfingernegl udgør det egentlige motiv.

Hvem er jeg
Også denne novelle har en jegfortæller, der med hensigt selv lægger sig på grænsen mellem fiktion og realitet, giver sig f.eks. ud for at være forfatteren, der sender en rapport til en navngiven kunsthistoriker ved Uppsala Universitet. Torgny Lindgren har også tidligere leget med fortællinger om eksisterende personers gøren og laden, som kunne være sandfærdige, men på fantasiens betingelser. Han gør det med et afvæbnende lune, en rigdom af finurlige detaljer og fortællemønstre, der ligner skæbne. Med kunsten som filter går han tæt på den sansede hverdag, på det fortrolige liv, med en sympati for mennesker og deres svagheder. Han går gerne efter berømtheder, også dem blandt folk, som er berømt for mindre kunststykker, som nu Olle Karlson, der med fremskudte skuldre og bagudvredne arme kan spille »Avestafossens brus« med harmonikaen på ryggen.
En større musik er i gang i optaktsnovellen, et fint fletværk af maleri og toner med en ara-papegøje som ledemotiv og Alma Mahlers familieforhold som miljø, datter af maleren Schindler og gift med Gustav Mahler. Papegøjen kan en sang på fem toner. Ad forskellige veje bliver den grundmotivet i Das Lied von der Erde. Tilværelsen skildres som fuld af tegn og betydning. Således også det hellige træ i næste fortællings landsby. Det har helbredelseskraft, men helbreder engang forkert som i distraktion og bliver fældet. Men idet man forgriber sig på mysteriet, rammes man af den uhæmmede vækst, nutidens forbandelse. Også her er det mesteren, der dekorerer kirken, som kommer til orde med sin viden om kunstnerens martyrium.

Lots hustru
Det er stadig de uventede lidenskabers historier under uventede synsvinkler, som nu den om Lot, hvis hustru bliver til en saltstøtte. Hvem har før forestillet sig, hvad de nu gjorde med hende? Torgny Lindgren lader dem føre statuen med sig, Lot kærtegner hende, elsker hende. De møder en fremmed karavane på flugt, hvor føreren medfører sin hustru som kobberstøtte. Der trækkes et langt perspektiv ind i en farlig nutid ved denne konfrontation. Men til slut slår Lots hustru øjnene op, ligner sig selv med undtagelse af rynker i panden, »alle der har været saltstøtte i nogen tid har den slags rynker, altid dybe, altid tre.«
En fortælling ligner grangivelig en rapport om forfatterens møde med en tjekkisk kollega i Zürich, hvor de spiser middag på et næs ved søen, ganske nær Thomas Manns sidste opholdssted. Det viser sig nærmest at være indviet jord, etableret ved den store digters begravelse. Det bliver til en sindrig analyse af Thomas Mann og afkaldets passion.
Det er et tema med variationer, således i historien om den rige arving, som prøveligger mange forskellige kvinder og først kan engagere sig i en, der lover ikke at nære følelser. Da hun alligevel gør det, må hun forlade ham, hvorefter hans følelser vækkes. Da han genfinder hende, har hun opbrugt sine.
Optrapning af konsekvenser er en stadig proces, med politiske overtoner flere steder, således for bonden øst om Lübeck. Han går i en rævesaks, først bogstaveligt, senere som en art gidsel i ingenmandsland mellem de bevogtede hegn mellem øst og vest. Hans lille, tilsyneladende uanfægtede, resignerede liv bliver en turistattraktion med skæbnesvangre konsekvenser.
Med udgangspunkt i og stadig tilbagevenden til det Västerbotten, som er et mærkeligt kraftfelt i svensk litteratur, kommer læseren langt af led med Torgny Lindgren og ind i forførende fortællelabyrinter med udsigt til ukendte himle og under opsigt af skjulte magter. Han har ro og tid til at lade pointerne gro. Det sker her tilmed i en fintmærkende oversættelse.

*Torgny Lindgren: I Brogede Blades vand. Figurer. Oversat af Karsten Sand Iversen. 204 s., 228 kr. Samleren. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her