Læsetid: 5 min.

Paradisets slaver

Børge Madsen levede fem år i en kult, men visionen endte i terror og hedonisme. Her fortæller han, hvor galt det kan gå, når mennesker følger karismatiske guruer – fra Otto Mühl til Amdi Petersen
31. oktober 2001

Den unge dansker Børge Madsen havde besluttet sig for at flytte ind i kunstnerkollektivet Friedrichshof i Østrig, og hans gamle gruppe skulle nedlægges.
»Jeg ville spules ren for den materialisme, som gør mennesker til kryb for ting. Opløsningen af gruppen var sund for os. Pludselig glædede jeg mig til at se alt mit møg forsvinde i form af en sum penge, som ville blive sendt til en konto i Østrig. Jeg havde besluttet at slå skånselsløst til over for min gamle ven, som jeg pludselig foragtede for denne svaghed (vennen var meget bundet til sine ejendele, red.). Alt hans habengut blev solgt på loppemarkedet. Hver aften berettede jeg for de andre, hvordan Rolf forsøgte at undgå at sælge sine ting og vi lo og lo ad ham. (...) Jeg havde sat nye mål i livet og ofrede gerne et venskab for dem. Jo, mesterens skole kunne drive én til at gøre ting, man aldrig havde drømt om tidligere.«
Sådan skriver Børge Madsen i sin bog Paradis Slaver fra 1996 om indledningen til de fem år fra 1982-87, han tilbragte i »kunst- og seksualkommunen« Friedrichshof. Her ville man skabe et nyt menneske, spængfyldt med nye energier, potente og emotionelt sprudlende gennem et opgør med kernefamiliens snærende bånd og kapitalismens konsumidioti. Ideologien hed psykoanalyse og guruen hed Otto Mühl. I dag sidder Mühl i fængsel, dømt for seksuel omgang med mindreårige. Og cand.scient.pol. Børge Madsen, der nærmer sig de 50, har de sidste godt ti år arbejdet i Londons finansverden.
Som historien om Tvind og ikke mindst skolesamfundets grundlægger Mogens Amdi Petersen, der i disse dage ruller igen, fordi Morgenavisen Jyllands-Posten har fundet hans opholdssted i USA, er omdrejningspunktet i historien om Friedrichshof også en eneherskende guru.
Og Børge Madsen kender kun alt for godt baggrunden for, hvorfor Tvindlærere i dag afviser pressehistorier som konspiratoriske anslag mod skolesamfundet. Eller accepterer, at Amdi Petersen lever anderledes end de selv og i egentlig modstrid med de oprindelige idealer om revolution og hjælp til de fattige i ulandene.

Et sprog der glemmes
Gennem sin tilknytning til Friedrichshof oplevede Børge Madsen, at han langsomt begyndte at acceptere ting, han aldrig tidligere ville have gjort.
Hans første bekendtskab med Friedrichshofs tankeunivers og praktiske udøvelse var med til at nedbryde hans hidtidige ’jeg’. Han følte sig isoleret, ensom og ulykkelig og passede ikke ind, men var også fascineret og tiltrukket af de stærke mennesker. Derefter tog han en beslutning om at gøre alt for at tilpasse sig, samtidig med at hans gamle ’jeg’ sagde, der var noget galt. Men denne hvisken over skulderen blev langsomt svagere, »som et sprog der glemmes«.
»Man bygger nye erfaringer op, som bekræfter det nye tankesystem – den ideologiske virkelighed, der er baseret på en sand viden om samfundet eller menneskene. En indsigt, der gør dig i stand til at skabe det perfekte menneske eller det perfekte samfund. Men det er ikke kun en ubevidst proces, det også et valg, hvor man forsøger at skubbe tanker og følelser til side for at nå de nye mål, man har sat sig,« siger Børge Madsen til Information.
»På overfladen ser Tvind og Friedrichshof forskellige ud, men kulturelt set er, det der sker, identisk. Vi forsøgte ganske vist at gå et stik dybere og ændre vores personlighed, men afstanden mellem ideal og virkelighed i de to grupper er nøjagtig den samme. Begge grupper har skabt en ideologisk virkelighed, der mangler den feedback-mekanisme, som normalt indtræder, når der sker fejl. Det bliver til, at ideologien har ret og menneskene tager fejl.«

Guru og disciple
Forholdet mellem guruen og hans disciple er, ifølge Børge Madsen, en farlig konstellation og har stor betydning for, at dét, der starter som en revolutionær kamp for en bedre verden eller et bedre menneske, ender i idealernes modsætning.
Relationen mellem guru og disciple er baseret på forskel og går ud på, at guruen er god, og de andre er ham underlegen. Han er den karismatiske leder, lysbringeren. Over tid eskalerer det. Han bliver bedre og bedre, og disciplene mere og mere menneskelige og fejlagtige og kan ikke leve op til guruens idealer. Derfor nedgør og foragter guruen sine medrevolutionære. Han mangler den nødvendige feedback, som hedder kritik, der ikke tillades.
»I det system får man hele tiden bekræftet, at dem på toppen – tæt på guruen – er bedre, for de har jo netop været på toppen i så lang tid. ’Jeg er jo bare en af dem, der ligger og roder rundt nede på bunden.’ Og nu siger de, ’hvorfor skal de gode ikke have det bedre. Det er dem, der skaber det hele.’«
På Friedrichshof havde guruen Otto Mühl til sidst samlet en garde omkring sig, der levede det vilde liv med stoffer og sprut på en bananplantage på Gomera. Imens knoklede de ’menige’ medlemmer af kommunen som »effektive salgsmaskiner«. De var blevet »slaver, der sled for den gudsbenådede konge, som levede i overflod og fysisk forfald.«
»Vi skabte et emotionelt aristokrati, og jeg accepterede forskellen og min egen middelmådighed. Når du først er der, er der ikke langt til at acceptere, at de siger: ’nu lever vi sådan, og hvis du ikke kan lide det, kan du bare rejse. For vi har ikke brug for dig, men du har brug for os.’ Så siger du til dig selv, at de nok har ret, og at du hellere må glemme alle dine drømme om, at mennesker er lige,« siger Børge Madsen, der den dag han forlod Friedrichshof som »et institutionsmenneske«, ikke vidste, hvad ting kostede eller hvem Michael Douglas var og desuden ikke ejede meget mere end en kuffert med sine få ejendele.
»Det var en stor befrielse, at få lov til at gøre de mere personlige ting, man havde haft lyst til. Men samtidig manglede jeg engagementet, spændingen, og at der var et formål med ens liv. Jeg manglede appetit på livet.«
Børge Madsen undrer sig ikke over, at små og store utopier har så stor udbredelse og dukker op igen og igen i historien.
»I den kristen-europæiske kultur eksisterer der en længsel efter at skabe paradis på jord. En evig trang til at perfektionere. Små utopier som Tvind eller Friedrichshof eller store utopier som kommunismen; stort eller småt, det går altid galt, når mennesket forsøger at realisere utopier,« siger han.
Børge Madsen tror ikke, at Tvind bryder sammen under det øjeblikkelige pres: »Paradokset er, at presset medvirker til at, de lukker sig endnu mere om sig selv,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu