Læsetid: 4 min.

Peter den Store

Peter Abrahamsen markeres på 60 års dagen med ny cd, der fornyr højskolesangen
11. oktober 2001

Ny cd og bog
Der er meget få renæssanceskikkelser i produktionsleddet i dansk musik; personer, der også er personligheder og som spiller på flere strenge, og som samtidig er så profilerede, at man sagtens kan støde sig på dem. Og der bliver ikke flere af dem i en branche, der i takt med globaliseringen bliver mindre og mindre national og mere og mere bundlinjefikseret – musikfunktionærernes paradis.
Entreprenøren bag bl.a. Gasolin’ og Kim Larsen, Poul Bruun, er en af dem. Peter
Abrahamsen en anden, men hvor Bruun var den snu, musikelskende jyske hippie-købmand, var Abrahamsens tilgang anderledes. Han var 50’er popidolet, der lærte at elske branchen. At ikke alle dele af branchen altid har elsket ham, kan han tage som et ekstra lys i fødselsdagslagkagen på 60 års dagen i morgen.

Modsætningernes mand
Dagen markeres med en dobbeltudgivelse, en cd med sangeren Peter Abrahamsen, og en essaysamling af journalisten, kommentatoren og forfatteren af samme navn.
Titlerne, Tit Er Jeg Glad og Lidt Sur Er Man Vel Altid, giver modsætningerne i manden, der som producer og talentspejder siden sidst i 60’erne har været leverandør til det danske folk. Varen har meget af tiden heddet ’kvalitet’ og ’uforudsigelighed’.
Uden Peter Abrahamsen havde Povl Dissing – hvor sært det end må lyde i dag – stadig været udskældt og forhadt, og Svante Svensson ville have været endnu mere hjemløs. Nu fandt han fred i den danske folkesjæl. Og navne som Anne Linnet, Pia Raug, Sebastian og Erik Grip kan takke Abrahamsen for identitetsudfordrende opgaver, der fornyede deres karrierer og udvidede deres udtryk.

Verdensborger
Peter Abrahamsen har aldrig været i tvivl om sit eget værd. Han fylder rundt, men har altid kun været rund af statur. Hans til tider lidt brøsige facon har skaffet ham fjender i en branche, hvor smålighed stortrives. Og hvor generøsitet pr. definiton er mistænkelig. Verdensborgeren Peter Abrahamsen har paradoksalt nok altid tænkt nært (og dansk), men også stort, og aldrig på egne vegne. Altid på musikkens. Måske var det derfor, at han som erklæret socialist i en periode kunne håndtere en stilling som pladeselskabsdirektør for Bent Fabricius-Bjerre, der ikke mindst levede af at distribuere multinational rock.
Op gennem 80’erne og 90’erne genopdagede Abrahamsen sig selv som sanger. I musikken fandt han en modpol til forretningslivet, men han har hjertet lige meget med begge steder. Følsomheden får dog mere luft, når han synger. Der kan være noget til tider lige lovligt brystsvulmende over hans viseforedrag, en uskolet Poul Reumert med hår på brystet, men engagementet er uomtvisteligt, og på jubilæumspladen går det hele op i en højere samklang.
Det er en fin, lavmælt, men aldeles ikke undselig plade, hvor poesi og patos betinger hinanden på en måde, der er meget gammeldags og så alligevel helt tidløs.
Abrahamsen er i akustisk guitarregi ude på at genopgrave den danske sangskat. Med egen skovl så at sige. Han har begået nye, loyalt parafraserende melodier til bl.a. »I Østen Stiger Solen Op« og »Der Står Et Slot I Vesterled«. De er smukke og prunkløse. Og antager allerede kontur af nyklassikere til Højskolesangbogen. Vægten er lagt på foredraget, og det næsten øjebliksstandsende smukke akkompagnement ved hhv. Palle Mikkelborg og hans kone, harpenisten Helen Davies, samt – på »... Vesterled« – trompetisten Valdemar Rasmussen er vederkvægende – for nu at blive i sproget.
Selv slidt arvesølv som »Jeg Bærer Med Smil Min Byrde« og »Solen Er Så Rød« formår Abrahamsen at genoppudse. Og at få B.S. Ingemann til at lyde så ukitschet og nudansk som Abrahamsen gør på titelnummeret, siger en del om indfølingsevne. Og musikalitet.

Spredt fægtning
Mere problematisk er essaysamlingen, Lidt Sur Er Man Vel Altid. Abrahamsen er aldrig gået af vejen for at sige sin mening, og selv om han vil være den første til at vedgå sine begræsninger som forfatter, er han en god fortæller og engageret formidler. Den kombination kunne der være kommet en interessant bog ud af. Det er der desværre ikke. Dertil er fægtningen lidt for spredt og strålen lidt for bred. Og håndteringen af de enkelte artikler for ujævn. F.eks. er det – lad os kalde det – pudsigt, grænsende til det forvirrende, at man ved genoptryk af avisartikler har medtaget avisernes underrubrikker!
Men rundt omkring i teksten får man appetitvækkende eksempler på Abrahamsen som spids (musik- og kulturpolitisk) polemiker, og erindringsstykkerne er fint sansede og vidner om, at man hellere skulle have satset på en egentlig selvbiografi om og af et menneske, der altid har været tilstede og tit selv har skabt situationen.
Den bog har vi til gode. Det kan nogen så frygte eller glæde sig til. For skrive den, ender han med at gøre, manden, der altid har været ærekær, ærgerrig – og ærlig. Ikke mindst over for sig selv.

*Peter Abrahamsen: Tit Er Jeg Glad. Producer: Peter Abrahamsen. AbraCadabra. Udkommer i morgen
*Peter Abrahamsen: Lidt Sur Er Man Vel Altid ... – essays etc. Lindhardt & Ringhof. 192 sider. 249 kr. Udk. i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu