Læsetid: 4 min.

Pres på Bayer kan hjælpe aids-ramte

Miltbrand-panikken i USA og Canada har vist, at der er forskel på folk. Begge lande er klar til at bryde de samme patentregler om medicin, som de vil hindre det aids-ramte Afrika i at bryde
25. oktober 2001

Af Jacob Langvad og MARTIN BURCHARTH Informations korrespondenter

Patenter
BRUXELLES/BOSTON – Det tyske medicinalfirma Bayer AG var i går aftes i intensive forhandlinger med det amerikanske sundhedsministerium om en sænkning af engrosprisen på antibiotikapræparatet Cipro, der skulle være det mest effektive middel til behandling af miltbrand.
Kilder i ministeriet antydede, at Bayer AG formentlig ville acceptere en pris pr. pille på under en US-dollar, skønt selskabets oprindelige rabattilbud var 1,75 dollar. Denne pris skal sammenlignes med fire-fem dollar i amerikanske apoteker.
Under de ekstraordinære forhandlingerne skal USA’s sundhedsminister Tommy
Thompson – der er kendt som en ven af den farmaceutiske branche – have truet det tyske medicinalfirma med at ophæve dets patent på salg af Cipro i USA, som udløber i 2003. Den påstand blev imidlertid nægtet af talsmænd for Thompson i går.
Ikke desto mindre har det i de senete uger vakt opmærksomhed i USA, at præsident George W. Bush’ regering har undladt at bestille og indhente mindst 200 mio. Cipro-piller så hurtigt som muligt i betragtning af, at myndighederne ikke aner, hvor udbredt miltbrand-sporerne er i Washington, New York og sydlige Florida.

Firmaer parate
En løsning ville være at bryde Bayer AG’s patent og lade seks amerikanske fabrikanter af generiske lægemidler udfylde det akutte behov.
»Vi fortalte regeringen fra starten, at vi i en nødsitua-
tion vil kunne fabrikere tilstrækkelige kopipiller af Cipro,« siger Clay Odell fra lobbygruppen Generic Pharmaceutical Association i Washington til Information.
Flere amerikanske politikere bakkede op om denne løsning, selv om regeringen traditionelt har beskyttet farmaceutiske selskaber mod kopier af livsnødvendigt medicin til behandling af f.eks. hiv og aids i Afrika og Latinamerika.
»For folk, der arbejder med aids-epidemien i Den Tredje Verden, har Bush-regeringens politik været kilde til bekymring i lang tid. Tvangspatenter er et uundværligt værktøj til bekæmpelse af aids, og denne sag om Cipro demonstrerer, at brud på et patent i en nødsituation også er i vores nationale interesse,« sagde det demokratiske kongresmedlem Tom Allen.
For kritikere af Bush-regerings erhvervsvenlige linje er Cipro-sagen vand på deres mølle:
»Spørgsmålet er enkelt. Vejer beskyttelsen af offentlighedens interesse tungere end beskyttelsen af den farmaceutiske branches interesse i miltbrand-sagen. Selvfølgelig, det samme bør gælde for aids-patienter i Den Tredje Verden,« siger James Love fra Public Citizen, en gruppe grundlagt af forbrugeradvokaten Ralph Nader, til Information.
Spørgsmålet om retten for andre end patenthaver til at producere et patenteret lægemiddel stod øverst på den internationale dagsorden tidligere i år. Det skete, da den sydafrikanske regering blev stævnet af en række medicinalvirksomheder, herunder danske Novo Nordisk, for at ville fabrikere og købe aids-medicin, der ikke er lavet af patenthavere.

Image-spørgsmål
Sydafrika havde end ikke forsøgt at spille efter de internationale handelsregler under WTO, hvor den såkaldt Trips-aftale giver begrænsede muligheder for tvangslicenser, hvis der er en katastrofe-situation. Alligevel bakkede medicinalbranchen i sidste time ud af retssagen, fordi den var ekstrem dårlig reklame og udsatte industrien for anklagen om grådighed over for fattige aids-døende afrikanere.
Men branchens principielle modstand mod retten til brug af tvangslicenser er forblevet den samme. USA, Canada og Japan har været blandt de stærkeste støtter til medicinalindustriens dagsorden. Den amerikanske regering har derfor tøvet med et åbent opgør med sin hidtidige politik.

Voldsom prisforskel
Ud over at kun tre amerikanere til dato er døde af miltbrand, findes der andre forskelle mellem miltbrand og aids-sagen. Således er der en voldsom prisforskel mellem patienters udgift til Cipro og til livsforlængende aids-medicin. Et års forbrug af aids-medicin koster 350 dollar i kopi-produktet, mens det patenterede lægemiddel når op på 10.000 dollar.
Prisforskellen mellem en Cipro-pille og en kopi-pille ligger i spandet på tre kvart dollar, og kuren skal i værste fald følges i to måneder med to piller om dagen. Besparelsen er altså rundt regnet 60 dollar for den amerikanske regering.
James Love, ansvarlig for Nader-gruppens afdeling, Consumer Project on Tech-nology, mener, at det amerikanske pres på Bayer AG i sidste ende vil komme millioner af aids-patienter i fattige lande til gode:
»Det undergraver jo de farmaceutiske selskabers argument, at en engrospris under omkostningsniveauet fratager dem penge til at forske i nye præparater,« siger han.
Clay Odell fra lobbygruppen Generic Pharmaceutical Association mener ikke, at der er skabt nogen form for præcedens.
»Den amerikanske regering har gjort præscist det samme som regeringer i Sydafrika, Zimbabwe, Nigeria og Brasilien, og det er at true med patentbrud – hvis det ellers er rigtigt – for at få prisen sat ned,« siger han.
Alligevel er der noget, som rykker i denne sag. Den canadiske regering erklærede nemlig i sidste uge, at medicinalfirmaet Apotex ville blive anmodet om at fabrikere Cipro-kopier for at at opbygge et lager på en mio. piller. Men for nogle dage siden kom det til en aftale med Bayer AG, som afværgede patentbrud.

*Læs mere på www.cptech.org og www.wto.org

FAKTA
Miltbrand-behandlingen
*Patienter med miltbrand behandles med Ciprobay, to tabletter dagligt i fem dage. Herefter følger 55 dage med Doxycyclin (et tetracyclin), der skal slå eventuel ny smitte ned. Miltbrand-sporer kan holde sig i kroppen i 30 dage og forårsage nye infektioner.
*De 200 millioner piller, Bayer har lovet at levere til USA, rækker til behandlingen af 20 millioner mennesker. Tetracyclin er et hyppigt anvendt lægemiddel, der ikke forventes at opstå mangel på.wpr

Kilde: Bayer AG og Arbejdsmiljø Instituttet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her