Læsetid: 4 min.

Psykedelia til tiden

Såvel den norske kvartet Motorpsycho som den tidligere Stone Rosesforsanger Ian Brown holder på fornemste vis den psykedeliske fakkel højt
18. oktober 2001

Nye cd’er
En vigtig bog for enhver med blot flygtig interesse for det rige musikalske felt, vi kalder det psykedeliske, er amerikaneren Jim Derogatis’ uforlignelige Kaleidoscope Eyes (Fourth Estate, London, 1996), hvori han behandler hele strækket fra surfbandet The Gamblers ultraobskure »LSD 25« – en single b-side fra 1960! – over Timothy Leary og San Francisco-grupperne og den parallelle Londonscene, 70’ernes progressive rock og den siden så stilskabende Krautrock, 80’ernes psykedeliske punk og ditto hiphop frem til 90’ernes rave- og chillout-scene samt periodens langt ude bands i form af bl.a. My Bloody Valentine, Spiritualized og Flaming Lips.
Derogatis’ store fortjeneste er at skrive en række disparate retninger og navne – Sun Ra vs. P.M. Dawn! Incredible String Band Vs. Butthole Surfers – sammen, så de udgør en logisk sammenhængende udvikling, samt ikke mindst overkomme den almindeligt udbredte opfattelse, at psykedelisk musik historisk set er noget, der tilhører perioden 1965-1969. Samt at man partout behøver at tage euforiserende stoffer for at skabe eller nyde psych-rock, som det gerne omtales i dag. I det hele taget går Derogatis så fordomsfrit og uimponeret – han er således benhård i sin vurdering af koryfæerne fra 60’ernes i sin tid så højt berømmede San Francisco-scene – til opgaven, at hans bog virker såvel inspirerende som øjenåbnende på den sagesløse læser.

Humor og kompleksitet
Desværre er han jo – som de fleste angelsaksere – blind for andre scener end den engelsk-amerikanske – om end han behandler den tyske 70’er-scene med respekt – hvorved han overser den rige tradition for psykedelisk musik i f.eks. Skandinavien og/eller Brasilien! Og overser dermed så fuldbyrdet et syreprojekt som norske Motorpsycho, der på en række fremragende plader gennem mange år har holdt den psykedeliske fakkel højt her i Skandinavien. Dannet som et hardcore-band i 1989 tog det navn efter en Russ Meyer-film og fandt formen i 1993 med albummet Demon Box – en skandinavisk psych-klassiker. Siden er det blevet til en stribe fremragende udgivelser, hvoraf den seneste hedder Phanerotyme, en af gruppens allerbedste. Kender man de to bokssæt Nuggets og Nuggets II – udsendt af connaisseur-selskabet Rhino – lyder Phanerotyme næsten som Nuggets III qua sit stilistiske spænd og sin rige, næsten uudtømmelige melodiøsitet! De to nævnte bokssæt indeholder optagelser med diverse psych- og garagegrupper fra den psykedeliske musiks første storhedstid i tressernes sidste halvdel og det er den arv, Motorpsycho topelegant løfter.
Med udgangspunkt i de fire multiinstrumentalister Bent Sæther, Bård Slagsvold, Hans Magnus Ryan og Håkon Gebhardt suppleres gruppens udtryk af strygere – ikke samplede! – og udvalgte blæsere: Trompet, fløjte, tuba, sax, basklarinet og obo. Resultatet er et stofligt og autentisk lydbillede, hvor man gang på gang føler sig hensat til den amerikanske vestkyst anno 1968. Tangerer gruppen pastichen – nummeret »Go To California« er en deadringer for den psykedeliske pop, der udgik fra Los Angeles i årene 1968-69 – gøres det med flair, intelligens, humor, opfindsomhed og en kompleksitet, man ikke finder på tidens hitlister. Pladens titel stammer fra Aldous Huxley: »To make this trivial world sublime, take a half gramme of Phanerotyme«, og da det er svampesæson, kan enhver, der vil have blæst låget af, jo selv gå ud og samle ingredienserne til et trip sammen i Moder Natur. Men man kan godt blive skæv af Phanerotyme uden brug af stoffer ... bare I ved det!

Lyden af drømme
Denne skribent har indimellem en fornemmelse af, at han stort set er den eneste på kloden, der sådan for alvor holder af den tidligere Stone Roses-forsanger Ian Brown og vil derfor heller ikke undlade at slå (skævt) på tromme for dennes seneste udgivelse – med den typiske titel Music Of The Spheres. Her er udtrykket mere kontemporært, men ikke desto mindre er det – i lighed med Browns to tidligere eminente udgivelser, Golden Greats og Unfinished Monkey Business, som hermed begge anbefales – psych af fineste aftapning. Det er et dovent-lækkert, fuldstændig uforceret og helt organisk udtryk, der præger den gode Browns plader og eneste seriøse anke mod Music Of The Spheres er, at den er lige kort nok! Men med sine 37 minutters spilletid fordelt over ni skæringer bryder Brown dog befriende med den trend, at spilletiden på en cd med vold og magt skal være på noget i retning af en time – og gerne mere.
Det er lyden af drømme og andre trips fra det underbevidste, der møder én i Browns svævende og uhåndgribelige univers, hvor effekterne står i kø for at komme til – uden det bliver til gimmicks eller forsøg på at skjule uheldige performances, men som en integreret del af et udtryk, der ikke er for fastholdere eller popfreaks. Melodierne fejler såmænd ikke noget, men de tilstræber gerne det fjern- og mellemøstlige med den deraf udledte brug af dronen og parallelmelodier, der som hos Motorpsycho spilles af rigtige musikere frem for på en sampler. Der er reminiscenser af mange af de ting, der var med til at gøre 90’erne så interessante, fra ren chill-inspirerede lydflader over hiphop-beats til Primal Scream-påvirkede collager, og Ian Brown er for længst holdt op med at være trendsættende – hans er ikke et navn man skal droppe, hvis man angler efter credibility her i det ny millenium. Men holder man af god musik, opfindsomt og dynamisk produceret, med mere end antydningen af det store bevidsthedsudvidende stræk, er Music Of The Spheres lige sagen.

*Motorpsycho: Phanerotyme (Stickman Records/Birdbrain Distribution. Kan bestilles via www.stickman-records.de) Produceret af Deathprod & Motorpsycho www.motorpsycho.fix.no

*Ian Brown: Music Of The Spheres (Polydor/Universal) Producer: Dave McCracken. www.ianbrown-online.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her