Læsetid: 3 min.

Ridderlige drømme og følsomme hormoner

Riddereventyret ’A Knight’s Tale’ er sprængfyldt med energi, mens ’Crazy’ med stor autenticitet skildrer teenagelivets usikkerhed
5. oktober 2001

Film
På børne- og ungdomsfilmfestivalen Buster i København diskuteres i disse dage, hvad en god ungdomsfilm er, og man må sige, at to af dagens filmpremierer trækker fronterne skarpt op.
William og hans tro følgesvende udkæmper ridderlige dyster i drengeeventyret A Knight’s Tale, mens den halvt spastisk lammede Benni og hans kostskolevenner slås med prosaiske teenageproblemer i Crazy, der trods sin engelske titel er tysk fra top til tå. Energisk, amerikansk popcorns-underholdning over for følsom, europæisk filmrealisme, men konkurrencen er ikke helt
fair, for A Knight’s Tale rider øretæveindbydende sejrsikkert ind i 35 biografer over hele landet, mens Crazy lister sig mere beskedent ind i tre mindre, idealistiske kunstbiografer.
Ubetalelige øjeblikke
Dén prioritering afspejler ikke kvalitetsforholdet, selv om A Knight’s Tale bestemt har sine ubetalelige øjeblikke. Ikke mindst starten, hvor vi oplever en 1300-tals ridderturnering med et veloplagt publikum, der fordriver pauserne mellem kampene med at lave bølgen fra fodbold-VM i Mexico og klappe og skråle til Queens’ 70’er-megahit We Will Rock You! Senere kaster de adelige sig ud i en erotisk discodans til tonerne af David Bowies Golden Years, og denne respektløse leg med historiske fakta – blandinger af gammel og nyt, middelalderlige ritualer og moderne popkultur – udgør filmens humoristiske grundidé.
William (Heath Ledger) er en fattig bonde fra 1300-tallet, men tænker som en person, der har forlæst sig på sportsfirmaets Nikes just-do-it-filosofi. Han giver sig ud for at være Sir Ulrich von Lichtenstein og forsøger imod alle odds at vinde den skønne Jocelyn (Shannyn Sossamon), hvis tøj- og hårmode synes at være hentet fra et fransk modeshow.
Gang på gang sendes tankerne i retning af Monty Python og de skøre riddere. Og selv om eventyrhistorien i A Knight’s Tale er temmelig fantasiløs og forudsigelig, er det svært at stå for en film, hvor den historiske digter Geoffrey Chaucer (Paul Bettany) lyder som en speaker ved et Mogens Palle-boksestævne, når han som Williams pr-mand præsenterer sin boss, før de ridderlige dyster med lansen.

Umiddelbar og sensitiv
A Knight’s Tales sporadiske tilløb til psykologisk dybde falder dog ikke heldigt ud. Her må man i stedet gå til filmen Crazy, som egentlig ikke er særlig crazy, men et poetisk-realistisk hverdagsdrama, hvor blandingen af improviseret umiddelbarhed og sensitivitet frembringer et sjældent ægte billede af teenagelivets op- og nedture.
Filmen – baseret på Benjamin Leberts selvbiografiske bestseller – skildrer den 16-årige Bennis ophold på en kostskole i Sydtyskland. Han er lam i venstre side, men instruktøren dvæler aldrig ved handicappet. Hans-Christian Schmid bruger det blot til at understrege teenagerens eksistentielle følelse af at stå uden for verden, at være alene og fortabt i et regelret og restriktivt skolesystem.
Benni længes efter den bløde og buede kvindekrop, mens han kæmper med matematikkens ubøjelige ligninger. På kostskolen finder han imidlertid sammen med fem kammerater, der hver især også er en slags outsidere. Langsomt får Benni (fremragende spillet af Robert Stadlober) modet til at prøve alt det, som på én gang er spændende og angstfremkaldende: At drikke sig fuld, at ’spille kiks’, at gå på den lokale stripbar og at elske med en jævnaldrende pige, som bevæger sig som en antilope og for den bly Benni ellers har virket lige så utilnærmelig som en gudinde.
Nej, der er ingen grund til at grave grøften dybere mellem amerikansk og europæisk film. Men over for et fremstormende, ironisk underholdningsprodukt som A Knight’s Tale – premiere i biografer fra Thisted til Tåstrup – er man glad for, at der stadig laves ungdomsfilm som Crazy, der tager udgangspunkt i de unges egen verden og beskæftiger sig med deres følsomme hormoner.

*A Knight’s Tale. Instruktion og manuskript: Brian Helgeland. Amerikansk (Palads, CinemaxX og 35 biografer i resten af landet)

*Crazy. Instruktion og manuskript: Hans-Christian Schmid. Tysk (Empire og Vester VovVov i København og Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu