Læsetid: 4 min.

Rundtur i den gale verden

Rosa Liksoms roman lader en fanatisk forvandlingskugle af et kvindemenneske ture igennem nutidens værste ideologier
9. oktober 2001

Ny bog
Crazeland – der vel kan forstås som ’raptus-land’ – er titlen på den finske Rosa Liksoms første, store roman: Et land, som etableres som syv dages kosmiske mirakler i Laplands vildmark, som var det tidernes morgen. Allerede på første side går det løs med et opvæld af forfatterns mytiske fantasi for at sætte en lang, lang historie an.
»Alting er sjovt, fordi ingenting er kedeligt,« lød mottoet til hendes debutbog, Stoppested for en nat, der kom på dansk 1988, hvor hun fattede sig i yderste korthed med noveller, ligesom to år efter i Paradis på en øde vej, ultrakorte livsbilleder mest i monologform, elegant varieret som nu også i romanen. Den dominerende jeg-person, Impi Agafiina – ja, det hedder hun – afbrydes og ledsages med korte mellemrum af en række andre stemmer, der ikke sjældent kommenterer hendes brogede, meget lidt kedelige odyssé. Den har udgangspunkt i det nordlige Finlands armod, hvor hun fødes som et monstrum i en urtåge som en blanding af dyr, djævel og menneske.
Da det nu ikke skal være en socialt bestemt udviklingsroman, men en eksplosion af muligheder i selve oprindelsen, bliver hun hurtigt plantet ind i et herregårdsmiljø. Fem år gammel får hun Pufendorfs statsfilosofiske værk i fødselsdagsgave, og nogle dage senere kan hun den udenad. Og så fremdeles. Grim er hun, hvis hun ikke netop er smuk. Og mer end kæk. Årsagsforklaringer kan man se bort fra, alting er sjovt, hvis det ikke er forfærdeligt.

Pikaresk roman
Det er altså snarere en antiroman, Rosa Liksom har bedrevet, eller noget så hjemmestrikket som en flerstemmig skælmeroman, den pikareske, der sender et naivt, intelligent, amoralsk menneskejeg på rejse gennem verden, geografisk og ideologisk. Den er i Rosa Liksoms udgave varm som en finsk badstue, kold som den berømte brøndgravers røv, grov som en rejekællings tungebånd og vittig som en bjæffende køter.
Hvis der da er noget stabilt at finde i den gale verden, er det naturen længst borte i det høje Nord, som Impi sluttelig vender tilbage til, med en i øvrigt uforklaret graviditet. Barnet kommer bagvendt til verden, hvad der er logisk nok. Og hun slår sig endegyldigt ned hos Juhu Gabriel, der gennem hele bogen har ladet sin stemme høre. Han er husmand og tømmerfløter og kan nok lægge hus til druk og rituelle slagsmål og endda slippe heldigt fra mordet på en irriterende broingeniør, men repræsenterer den fastboende soliditet. Det er således en demonstration af to kendte folkelige og litterære typer, der forenes: Bonden og vikingen, med det raffinement, at den største slagsbroder er en kvinde. Et sted har hun lagt sig skæg til, fordi hun tænker, at et skæg for fanden da ikke skal være mændenes privilegium.

Stor-Finland
Handlingen udspilles fra tiden op mod den finske vinterkrig og frem til den kolde krig, og Impi kaster sig ud i de store begivenheder, bliver soldat, ekstrem nationalist med drømme om et Stor-Finland til Ural. Som helhjertet fascist hele 2. Verdenskrig igennem skal hun med god grund bagefter stilles for en krigsret, hendes forbrydelser mod menneskeheden er veldokumenterede, men hun slipper for henrettelse ved hjerteskærende anger.
En ukendt soldat udtaler om hende: »Hendes røv var stor som en ladeport, hendes øjne var glasagtige, og hendes pande var så høj, at der var plads nok til at nedfælde hele morgendagens rædselsvækkende historie på den.«
Og det er omtrent, hvad der sker. Hun bliver rødglødende kommunist og deltager vildt og aktivt som svejser i Sovjetunionens sværindustri, stiger i graderne, rydder steppeland, indtil hun ser, at Stalins reformer alle mislykkes på det mest trøstesløse.

Kapitalismen
Hvad så andet end at tage til USA, hvor hun i tre år lever på nas hos en venindes veninde foran et tv i Pittsburgh som overbevist kapitalist og tilbeder af Bob Hope og underholdningsindustrien. Men da hun erfarer, at russerne vinder i rumkapløbet med opsendelse af Sputnik, klasker den amerikanske drøm sammen, og hun må lappe hjem til oprindelsens sted. Broget og identitetsløs. En forvandlingskugle – eller en tumling, som forfatterens omslagstegning viser hende.
Det er en langstrakt farce, hvor grinet efterhånden stivner hos både forfatter og læser, men bjergtaget bliver man alligevel over stofmængden og fantasteriets arbejde med politik og historie, den finske stædighed og udholdenhed, den sproglige energi og leg med den karnevalistiske tradition.
Rosa Liksom er en kender af det nordiske, samiske, russiske, asiatiske, som hun tidligere har vist også med arbejder, der ikke er oversat til dansk, et fotoalbum med hendes rejseskildring Go Moskva go, og Station Gagarin, er i 1990 var indstillet til Nordisk Råds pris, atter korte fortættede skildringer af menneskeskæbner, set og hørt på rejse i Sibirien og Mongoliet.
Rosa Liksom er hendes kunstnernavn, efter sigende dannet efter et par års ophold på Christiania, dengang alle danskere sled på ordet ’lissom’. Den punkeragtige anarkisme er her ligesom grusomt forædlet i stort format til et billede af den gale verden, Crazeland, hvor ingen ting er kedeligt, men ikke alt desværre er sjovt.

*Rosa Liksom: Crazeland. Oversat fra finsk af Helena Idström. 302 s., 268 kr. Tiderne skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu