MOSKVA Lige siden de første alarmklokker om mulige biologiske terrorangreb begyndte at ringe verden over, har mange rettet blikket mod Kreml og de ekssovjetiske republikker, der igennem mange år havde forskningsprogrammer til udvikling af biologiske krigsvåben.
USA afholder sig ganske vist fra direkte at anklage Rusland og Kasakhstan de to lande, hvor de største forskningslaboratorier på dette felt fandtes. Men mange tvivler i dag på, om denne forskning nu også er standset.
Den afhoppede ekspert, der afslørede, hvor omfattende denne forskningsindsats var, hedder Ken Alibek (tidligere Kanatjan Alibekov). Han kom til USA i 1992 og er siden blevet amerikansk statsborger. Alibek kunne sidste år i sin bog Bakteriekrig berette om, hvordan han kort efter Sovjets opløsning blev kontaktet af regeringen i Kasakhstan med henblik på at fortsætte sin forskning.
Rusland og Kasakhstan har gentagne gange nægtet, at de stadig skulle forske i biokemisk krigsførelse. Oberst Konstantin Volkovoj fra det russiske militær afviste over for det russiske nyhedsbureau Interfax, at miltbrandbakteriesporerne i USA kan stamme fra et russisk laboratorium. Volkovoj betegnede mistanken som »ren science fiction«.
»Oplagring af miltbrand og lignende giftige bakterie-stammer er kun tilladt i fem højt specialiserede institutter,« sagde han. Udover i Moskva ligger der sådanne centrer i Stavropoll, Saratov, Rostov og Irkutsk.
Også det russiske sundhedsministerium har udelukket enhver mulighed for, at miltbrandbakterierne kan stamme fra Rusland.
»Alle bakteriekulturer er underkastet streng kontrol,« forklarer Jurij Fjodorov, leder af sundhedsministeriets departement for sikkerhed. »Procedurerne er meget omhyggelige. Bakterieprøverne er forseglede og opmagasineres under de strengest tænkelige sikkerhedsbestemmelser. Hver gang, de tages i brug i forskningsøjemed, bliver det nøje noteret af hvem og til hvad, og der bliver personligt kvitteret i en journal for, at de vender sikkert tilbage til depotet. Også antallet af anvendte petriskåle og deres brug føres der opsyn med,« fortæller Fjodorov til Interfax.
Han tilføjer, at i de 20 år, han har arbejdet i departementet, har han ikke haft kendskab til »så meget som én bakterieprøve, der er forsvundet, hverken fra Biopreparat eller noget andet russisk bakteriologoisk laboratorium«.
Hemmelig forskningsby
Biopreparat var en gigantisk forskningsby, der samlede omkring 50 institutter og 70.000 specialister under samme kompleks. Deres opgave var at udvikle det russiske militærs program for biologisk krigsførelse, som foregik mellem 1972-1992, selv om det var i total modstrid med alle internationale traktater på området.
På laboratoriet forskede man blandt andet i, hvordan man kunne sprede sygdomme som tularæmi (smitsom sygdom, der forårsager sårdannelser i lymfekirtlerne og medfører døden, red.) og miltbrand for ikke at glemme pest, kopper og brucellose.
At programmet overhovedet eksisterede, kom kun til offentlighedens kendskab som følge af en alvorlig ulykke i det daværende Sverdlovsk (i dag Jekaterinenburg, red.) i 1979.
Hele komplekset blev revet ned på Boris Jeltsins initiativ i 1992. Ved samme lejlighed gav Jeltsin ordre til at tilintetgøre alle bakterieprøver.
Men flere institutter, der fortsætter med bakteriologisk forskning, er forblevet lukkede for enhver form for inspektion.
På Institut Vektor i Novosibirsk, som opbevarer koppebakteriestammer, har man valgt at samarbejde med Verdenssundhedsorganisatio-
nen, WHO. Det er imidlertid ikke tilfældet for Sergejev Possads Virologi-center, oplyste Ken Alibek i et interview i det russiske ugemagasin Argumenty i Fakty.
Det russiske sundhedsministerium afviser også, at arbejdsløse biologer på egen hånd skulle kunne fremstille bakteriestammer på grundlag af ådslerne efter de dyr, der er bukket under på grund af sådanne sygdomme.
»Det er umuligt,« siger Fjodorov, »at udtage prøver på stedet og transportere dem sikkert. Disse bakteriekulturer skal gennemgå en lang og indviklet proces, og dertil kræves foruden adgang til de pågældende dyrelig også sikre laboratorier og avanceret udstyr.«
Oberst Vokov vil dog ikke gå så vidt som til at udelukke, at terrorister kan have »købt eller stjålet« farlige baciller fra russiske videnskabsfolk, selv om han anser muligheden for »højst usandsynlig«.
»Risikoen for, at en forsker sælger farlige stoffer til ter-rorister eksisterer overalt, i Rusland som i Frankrig,«
pointerer Andrej Jurevitj, der er leder af et videnskabeligt forskningscenter. »Men selvfølgelig er det rigtigt, at forskere, der som mange i dette land kun tjener 40-50 dollar om måneden, vil være mere tilbøjelige til at lade sig friste.«
Frygt for spredning
Da Sovjetunionen gik i opløsning, skabte det frygt i Vesten for en ukontrollabel spredning af alle typer våben. Kernevåbenene i de nye stater, der afløste sovjetrepulikkerne, er ganske vist blevet sendt tilbage til Rusland, ligesom der er iværksat et langsigtet program for at tilintetgøre arsenalerne af kemiske våben.
Da advarsler og forlydender om salg af russisk nu-kleart materiale tog til, fik Rusland bevilget økonomisk og teknisk hjælp fra Vesten til at genbruge materialet, og de russiske forskere blev forsøgt overtalt til ikke at stille deres talent til rådighed for mistænkelige fremmede magter. Det Internationale Center for Videnskab og Teknologi, CIST, der blev oprettet af EU, USA og Japan sammen med Rusland, har finansieret 36.000 nye forskningsprojekter siden 1992. Hvis der overhovedet kan dokumenteres forskning i miltbrand eller pest blandt disse, kan resultaterne under ingen omstændighed udnyttes i militært øjemed, forsikrer centrets ledelse.
På ti år har 58 procent af de russiske forskere forladt deres job i det offentlige system, hovedsagelig for at arbejde for private virksomheder.
»En ud af ti, eller måske snarere én ud af femten, er rejst til udlandet, hovedparten til USA eller Israel,« siger Aleksandr Allakhverdian fra Ruslands Videnskabs- og Teknikhistorisk Institut.
Det ville være en fejltagelse at tro, at faren i særlig grad skulle komme fra specialister, der tidligere har arbejdet i det militærindustrielle kompleks.
»Der var flere forskere på Sovjets civile institutter end på de militære,« siger han.
»20 procent af vores atomfysikere havde tilstrækkelig viden til selv at fremstille en atombombe,« siger Andrej Jurevitj. »Hvis nogen af disse er begyndt at arbejde for en fremmed magt, kan det blive farligt,« tilføjer han og henviser til, at Saddam Hussein skal have tilbudt en årsløn på 300.000 dollar til russiske eksperter, der var parate til at emigrere til Irak.
»Når man sammenholder det med de elendige lønninger, de kan tjene her, er det svært at tro, at slet ingen har ladet sig friste,« siger han.
Men hjerneflugten af sovjetisk uddannede specialister er dog først og fremmest gået til den private sektor i Rusland eller til multinationale virksomheder, som russerne kommunikerer deres forskningsresultater til via Internet.
»Denne flugt kan aldrig stoppes. Der findes ingen toldkontrol på Internettet,« siger Jurevitj.
© 2001 Libération og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
