Læsetid: 5 min.

Sådan ser verden ud

David Hockneys glæde ved at male tænder lys over Louisiana
11. oktober 2001

Udstilling
Nå ja, David Hockney, det er jo pop og swimmingpools, det er Swinging London og Gay L.A. – men det er kun staffage. Hockney er maler, nok den efterhånden mest betydende i verden overhovedet.
Han maler teater, han maler portrætter, han maler barnligt nostalgiske landskaber fra det Yorkshire, hvor han voksede op i Bradford. Han arbejder utrætteligt med pensler og prismer og fotografier, og igennem de senere år har han mægtigere end de fleste taget den konfrontation, som enhver alvorligt arbejdende kunstner må tage, når det kommer dertil, med de store kræfter, som er naturen. Tændt af døden selvfølgelig, hvad ellers, men det er ikke noget at råbe højt om. Det er bare sådan. Det skal males.

Maleren maler
Maleren maler, og resten er snak. Når maleren selv gør det, kan det være i orden, som når Hockney i en netop udkommet og utroligt flot produceret bog undersøger de klassiske maleres mulige brug af optiske hjælpemidler som f.eks. det camera lucida, Hockney selv har eksperimenteret med ud fra en ny øjenåbnende oplevelse af Ingres. Den bog vender jeg tilbage til en anden gang. Her handler det om udstillingen på Louisiana.
Nu er Hockney jo, og det er helt som det skal være, ikke den mindst eksponerede af samtidens betydende malere. I de senere år har han konstant været på banen i større manifestationer forskellige steder. Den danske ophængning kommer fra Bundesudstillingenshallen i Bonn, men med et par tilføjelser. Væsentligst det store Grand Canyon-maleri, der normalt hænger i Australien. Så man nu kan se begge hans store malerier af dette naturfænomen sammen.
Det er nye billeder. De er prismatisk sammensat af hver 60 små malerier, og de er om jeg så må sige beregnet til ikke bare at se, men til at gå forbi, og tæt. Så tæt som muligt faktisk, med øjet vandrende frit. På den måde springer detaljerne ud, eller man bliver suget ind i dem, og bogstaveligt talt utallige andre billeder viser sig i kombinationer af de enkelte små, hvorefter man jo kan træde midt ud på gulvet og se det hele.
Grand Canyon-malerierne følger naturligt på Hockneys arbejde med landskabet hjemme i barnelandet, Yorkshire. Malet i barndommens stærke farver, rødt først og fremmest og alt, hvad der får rødt til at træde frem. Med et mylder af barnlige detaljer næsten som Tolderen Rousseau. Ganske overordentligt røde! Her er det røde rødt, det grønne er grønt, det gule er gult og det blå er blåt. Som for et barns øjne. Som verden rigtigt ser ud, før vanen trætter synet, men Hockney sørger arbejdsomt for, at den situation aldrig indtræder. Det er hans storhed. Det er en ny begyndelse og naturligvis med flashbacks af psykedelia.
Farverne er så kraftige i klangen, at de næsten slår over i lyd og bliver musik. Som på Beatles’ Sgt. Pepper, der havde cover af Hockneys gamle pop-kollega Peter Blake. Og går man netop derfra, eller der igennem, til Grand Canyon-billederne, begynder de at fortælle sære historier. Hele marker af indianske hieroglyffer slår tegn, som neg i stakke eller kornmarkerne hjemme i det dødsmærket lykkelige barndomsland, hvor en ny tids version af høstakke bliver til blå hjul, der triller som psykedeliske bolsjer ned ad rødstribede. skræntende marker mod flammende landsbyer.
Hvad der først og fremmest lyser ud af disse dejlige billeder er glæden ved at male, ved at maleriet, ældgammelt som det er, stadig kan lade sig gøre nyt.

Hele historien
Louisianas udstilling viser i præcise nedslag hele historien. Hockneys og vores. Som en lang snoet vej af den slags, som den åndsbeslægtede, men noget ældre Kerouac skrev om. Tilbage fra begyndelsen omkring 1960, lige ud af akademiet og allerede i stand til at sælge alt, med dens graffitibilleder, der med stærkt afsæt i den lige så dristige Dubuffet forfølger ideerne, sådan som de udvikler sig af det daglige arbejde med maleriet. Over 70’ernes ekstremt coole versioner af landskaberne omkring Mulholland L.A. og hilsnerne til den ustyrlige Master Bacon i det store vandplask midt i swimmingpoolen. Vennerne og miljøet, som man jo ikke kan eller skal undslippe, selv om de ikke er det interessante. De er der bare, og så maler man dem.
Hockneys generation af malere vidste jo fra begyndelsen, at en vis interaktion med Geldzahler kan være nødvendig, for frihed er dyr, hvis det ikke skal blive den rene Van Gogh og Pollock. Overflade, vrissede nogen. Men vejen til dybden går gennem overfladen. Det er, hvad Hockneys swimmingpools viser.
Og hans undervandsbilleder ikke mindst. Anbragt i museets underetage og med selve vippen, man springer fra, på et af de malerier, hvor papiret, de er malet på, perfekt illuderer vand. Vippen ud over den ventende overflade: Plask. Som hos en af de forgængere, Hockney måske ikke selv kender, danskeren Johan Thomas Lundbye. Og zen som i Bashos haiku. Japansk? Jamen hvorfor ikke? Zen er hvor som helst. Respekt og ydmyghed. Erkendelse af at større kræfter kan vækkes. Som lys og objekternes skygger. Som i de teaterdekorationer, Hockney har arbejdet med siden begyndelsen af 1980’erne. Operaer især. Desværre er de ikke med på Louisiana, men man kunne se dem i Paris for et par år siden. Modellerne i praktisk funktion. Hvordan skiftende programmerede lyssætninger på malede objekter i fysisk rum ændrer alt ganske umærkeligt og totalt. En væsentlig forudsætning for de landskaber, der er det seneste, Hockney har malet, og som står centralt i den her omtalte udstilling.
Der er regler. Det har der altid været. Ellers er der ikke spil eller leg, og spil eller leg er der, hvor det kom fra. De glade 60’ere, som man sagde. Hos Hockney kan man se, hvad det indebar, når man tog det alvorligt, når man påtog sig det arbejde, der er nødvendigt, hvis verden bare et øjeblik ad gangen skal være glad.
Det bliver man på Louisiana. Så meget, at man næsten tror på en fremtid.

*David Hockney på Louisiana til den 27. januar. Åbner i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu