Analyse
Læsetid: 5 min.

Sharon frygter et deja vu

Man siger, at historien gentager sig. Ariel Sharon frygter, at USA vil presse Israel til forhandlingsbordet, som det skete for ti år siden
10. oktober 2001

Da Syrien i denne uge blev tildelt en plads i FN’s Sikkerhedsråd for en to-årig periode, stemte kun Israel imod. Meget mod sædvane gjorde USA intet for at forhindre valget, selvom Syrien fortsat figurerer på den amerikanske liste over terrorstater.
Sidste år forpurrede amerikanerne Sudans bestræbelser for at opnå valg til sikkerhedsrådet. Dette land står også på terrorsortlisten, og i stedet tilfaldt æren Mauritius, som tilsyneladende er mere stuerent i Washington.
Dette sindelagsskifte i Det Hvide Hus er interessant og illustrerer, at den 11. september i mere end een forstand har været en brat opvågnen for George Bush. I Mellemøsten betyder terrorangrebet, at den amerikanske præsident er blevet rystet ud af sin uvilje mod at engagere sig i regionens konflikter, og at han må bytte rundt på de amerikanske prioriteter. Derfor giver den pludselige accept af det syriske kandidatur til sikkerhedsrådet muligvis os nogle fingerpeg om, hvad der kan være på vej.
Den syriske FN-ambassadør Mikhail Wehbe sagde efter valget, at Syrien skam tager afstand fra terror, men samtidig støtter besatte folks ret til at slås for friheden. Den amerikanske gulerod har haft sin virkning. Styret i Damaskus har givet sit grønne lys for krigen mod Afghanistan, dog uden selv at deltage aktivt i operationen. Men herudover køber USA sig ind i Mellemøsten ved at anlægge en politisk kurs, som kan få regionen til at se anderledes ud, også når krigen er slut.
Når den syriske FN-ambassadør taler om besatte folk, sigter han til palæstinenserne, som på mange måder er nøglen til den amerikanske indflydelse i Mellemøsten. Med sin udtalelse gentager Webhe implicit den fælles arabiske afvisning af at terror-kategorisere de militante muslimske grupper Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad, som alle sidder i første position i konflikten med Israel.

Det har længe været et bastant israelsk krav at sætte disse organisationer i bås med Osama bin Laden, og ved at sidde dette overhørig sørger George Bush ikke blot for at bevare fokus på Afghanistan. Han åbner også op for noget, som kan gå hen og blive til nye allianceforhold i Mellemøsten og siger også, at Israel ikke længere kan tage alt for givet, trods amerikanske forsikringer om det venskabelige forhold mellem de to stater.
Der kom ingen israelsk reaktion på gårsdagens syriske udtalelse om, at mens USA fører an i indsatsen mod Osama bin Laden, skal Washington vise sin vilje til en grundig oprydning ved også at rette sig imod ’den israelske terror mod det palæstinensiske folk’.

Allerede før katastrofen indtraf i New York og Washington var der optræk til et skifte. I en tale, som aldrig blev holdt, ville udenrigsminister Colin Powell have udtrykt amerikansk støtte til etableringen af en palæstinensisk stat. Disse tanker er senere blevet formuleret i andre sammenhænge, hvilket vækker uro i den israelske regering. Det var således ikke uden sværdslag, man for et par uger siden gav efter for et tungt amerikansk pres og lod udenrigsminister Shimon Peres møde Yasser Arafat.
Sharon er vred over at Syrien og Iran finder forståelse i Washington, og at hans forsøg på at stemple Hizbollah og Hamas som terrororganisationer falder på gold jord. Men dette er for intet at regne imod de seneste amerikanske planer om, at George Bush skal møde Yasser Arafat i New York, af alle steder. Dette, føler han, sker på bekostning af Israel.
Da forsvarsminister Donald Rumsfeld for kort tid siden var på rundrejse i Mellemøsten for at mobilisere støtte til den amerikanske koalition, lagde han ikke vejen forbi Israel. Førhen har dette ellers været betragtet som næsten kotyme for amerikanske toppolitikere med officielt ærinde i regionen. Der var stof nok i ikke-besøget til, at de israelske dagblade fandt overskrifterne frem, og selvom der ikke kom
nogen officiel reaktion, har ministerpræsident Ariel Sharon givetvis tænkt sit.
Een ting er, at Israel – af hensyn til de arabiske partnere – er direkte uønsket i koalitionen, men at Rumsfeld slet ikke hilste på, må for Sharon være bedste bevis på, at heller ikke for ham er verden den sammen efter 11. september.
Den israelske analytiker Akiva Eldar skriver i dagbladet Haaretz, at Osama bin Laden i det mindste kan have een grund til at være tilfreds: Ved at ramme tre passagerfly ind i Pentagon og World Trade Center har han formået at skabe splid mellem Den store Satan og Den lille Satan.
Sharon luftede sin vrede i sidste uge ved at sige, at Israel ikke er Tjekkoslovakiet. Han ville ikke acceptere, at USA ofrer Israel for at holde sig gode venner med de arabiske stater, således som vestmagterne behandlede Tjekkoslovakiet for at bevare forholdet til nazisterne i 1938. Men der gik ikke lang tid efter den skarpe udtalelse, før en lige så skarp amerikansk reaktion tvang den israelske leder til at tage sine ord i sig, hvilket er meget u-sharonsk.
Sharon ser det hele skride under sig. Han var manden, som for ti år siden opfordrede daværende ministerpræsident Yitzhak Shamir til at lade hånt om Bush seniors opfordringer til Israel om at stille sig på sidelinjen, så længe golfkrigen rasede. Han ønsker ikke at se det samme ske igen, fordi det uvægerligt vil føre til en – i hans politiske univers – uønsket udbyggelse af de amerikansk-arabiske relationer. I oktober 1991 førte disse i en kombination med krigens udfald nemlig til, at amerikanerne indkaldte til fredsprocessens start i Madrid, som Shamir modstræbende gik med til, og som Sharon ikke ønsker at se gentaget.

Den voksende israelsk følelse af isolation rummer nye faremomenter. En analyse fra nyhedsbureauet WAF i Abu Dhabi skriver, at Sharon kom med sin tjekkiske sammenligning for at provokere USA til at flytte nogen grad af samvittighed tilbage til Israel. Sker dette ikke, lyder det videre i vurderingen, kan der være udsigt til, at Sharon vil forsøge igen, enten ved nye udtalelser eller ved en optrapning af konflikten.
Sharons fornemmelse af deja vu i forholdet til George Bush strækker sig helt til teorierne om, hvad præsidenten har lagt i kakkelovnen til Saddam Hussein. Israelske forsvarsanalytikere spekulerer i, om Irak står som næste punkt på den amerikanske liste over angrebsmål. Skulle dette være tilfældet, er det gængs israelsk opfattelse, at man da vil se sig aktivt involveret i krigen, og da vil man ikke, som i 1991, sidde stille mens tingene sker. Selvom han trak ordene i sig, skal Sharons hentydninger til Tjekkoslovakiet 1938 derfor stadig tages for gyldig vare, og budskabet heri ses som en advarsel til amerikanerne om ikke at komme for langt bort fra den traditionelt pro-israelske mellemøstpolitik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her