Læsetid: 4 min.

Sharon gik galt i byen

Den israelske tilbagetrækning fra Bethlehem er ikke kapitlets afslutning. Fortsættelse følger
30. oktober 2001

Analyse
TEL AVIV – Lørdag aften slog Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, bremserne i og standsede i sidste øjeblik den da planlagte tilbagetrækning fra Bethlehem og Beit Jalla. De palæstinensiske beskydninger af Gilo, som ligger lige overfor Beit Jalla, stod stadig på, og efter den israelske regeringsleders opfattelse var det palæstinensiske selvstyres indsats for at bringe udviklingen under kontrol ikke af et omfang, som »berettigede« en tilbagetrækning.
Det kom derfor bag på mange, at Sharon et døgn senere gav grønt lys for at kampvognene tidligt mandag morgen kunne sætte kursen hjemad og forlade palæstinensisk selvstyre-område. Dette skete i kølvandet på et palæstinensisk angreb på hovedgaden i provinsbyen Hadera – hvor fire israelere mistede livet, og antallet af sårede blev sat så højt som 41 – og en situation i de besatte områder, som endnu mindre kunne leve op til Sharons stringente krav om total ro.
Ganske vist omfattede tilbagetrækningen i første omgang kun Bethlehem og Beit Jalla, hvilket efterlod Jenin, Ramallah, Tulkarem, Kalkiliya og Nablus under fortsat besættelse. Man da tilbagetrækning fra disse også kom på tapetet i offi-cielle udtalelser i løbet af i går, opstod spørgsmålet: Hvad har fået Sharon til at foretage denne kovending, før han på nogen måde opnåede, hvad han ville?
Det giver nemlig nogle fingerpeg om, hvad der kan være lagt i ovnen til den nærmeste fremtid.

Zig zag a la Barak
Et første indtryk af de seneste dages udvikling er, at Sharon har sat et stort apparat i værk uden egentlig at komme nogen steder hen. Umiddelbart efter attentatet på turistminister Rechavam Zeevi tidligere på måneden udtalte Sharon, at alt nu havde ændret sig. Alle regnede nu med at se den tidligere general skrue den militære bisse på og så erobringen af de seks byer som udtryk for dette. I første omgang glemte hans brede samlingsregerings yderste højrefløj tidligere bebudede planer om at bryde med samarbejdet, mens erobringerne vakte tilsvarende uro på den anden side af ministerbordet. Udenrigsminister Shimon Peres går fortsat omhyggelig balancegang for at undgå at støde nogen fra sig, men mærker en voksende opposition fra Arbejderpartiets rækker puste sig i nakken.
Ikke mindst har to Knesset-medlemmer, Haim Ra-mon og Shlomo Ben Ami, fra Arbejderpartiet i de seneste dage stillet sig som talsmænd for at føre partiet tilbage mod Yitzhak Rabins fredsproces. Uro på fløjene er et fænomen, som med tiden er blevet tydeligere for Sharons regering. Selv om dens mandatmæssige grundlag stadig er det bredeste i Israels politiske historie, er det begyndt at knage i fugerne, og det vil der komme mere af.
Arbejderpartiets nye vinde har således både været medvirkende til at sætte den pludselige tilbage-trækning i værk og har skabt ny tvivl om Sharons politiske urørlighed. En ledelsesmæssig ’zig zag’-kurs, som var kendetegnende for Arbejderpartiets egen Ehud Barak, vil vi kunne se mere til fremover, hvilket er en tydelig svækkelse af Sharon.
På kort sigt har den seneste uges militære operationer kompliceret situationen i voldsom grad. Et blik på de palæstinensiske tabs-tal er vidnesbyrd nok om en israelsk fremfærd af usædvanligt hårdhændet tilsnit.
Dette har skabt nyt had i den palæstinensiske befolkning. Anti-israelske følelser af den karat kanaliseres sædvanligvis direkte over i militante grupper som Hamas og Islamisk Jihad, hvilket har kunnet ses hver gang konflikten har taget en ny vending i nedadgående retning. Dette er også en forventet følge denne gang.
Både Hamas og Islamisk Jihad er modstandere af forhandlinger med Israel, og ad denne lidt omvendte vej kan grupperne være med til at spænde ben for eventuelle udsigter til forhandlinger. At undgå at blive trukket til forhandlingsbordet står højt på Sharons liste, idet dette vil tvinge ham til at sidde sammen med Arafat, som han ikke betragter som fredspartner, og givetvis også tvinge ham til videre indrømmelser, end han har stillet sine vælgere i udsigt.
Om der således er tale om en svækket Sharon er derfor ikke entydigt, idet han jo på denne led nok kan siges at have opnået, hvad der var hans hensigt.

Mere vold i vente
At Sharon ikke anser sagen for afsluttet med tilbagetrækningen mere end antyder hans mulige beslutning om at udskyde en rejse til USA, som skulle have fundet sted om ti dage. Hans begrundelse for muligvis ikke at forlade landet er sikkerhedsmæssig.
Både før og efter søndagens angreb på Hadera har israelske efterretningskilder talt om, at nye palæstinensiske aktioner er under forberedelse. Som nævnt er Arafat kommet svækket ud af denne runde i konflikten, hvilket giver Hamas friere hænder, og som reaktion på dette er det sandsynligt, at Sharon både vil gentage og optrappe de militære ind-trængninger på palæstinensisk selvstyreområde. Talskvinden Galia Golan fra den israelske bevægelse Fred Nu mener endog, at det er ministerpræsidentens klare hensigt at fremprovokere anledninger til dette, både for at tilfredsstille Israels politiske højrefløj og for at holde sig forhandlinger fra livet.
Der er imidlertid en grænse for, hvor længe den israelske offentlighed vil tolerere denne udvikling. Sharon blev valgt på en militant politik, men ud fra forudsætningen, at denne vil føre til fred. Mens meningsmålinger således stiller et flertal bag ham, mener på den anden side hele 71 procent af de adspurgte, at forhandlinger nu er den bedste vej frem.
Udsigten til dette er i den nuværende atmosfære ikke stor. Kun ved et stærkt ydre pres vil det være en realistisk mulighed, og her retter mange blikket mod USA. Det er givet, at et stærkt pres fra Washington har været med til at forme tanken om tilbagetrækning fra Bethlehem hos Sharon, og med ligeså stor sandsynlighed vil amerikanerne fortsætte bestræbelserne på at styre udviklingen i fredeligere retning. Allerede før attentatet på Zeevi var der stærke forlydender om et amerikansk fredsudspil, som næppe ville behage Sharon. Men hvis en fredsplan er tilstrækkelig vidtgående til, at Arafat over for sit bagland kan retfærdiggøre en strengere kontrol med Hamas og Islamisk Jihad, kan det styrke selvstyreformanden i en grad, så Sharon ser sig tvunget til at sluge kamelen – og forhandle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her