Læsetid: 4 min.

Skrøbeligt kvindesind

Ole Christian Madsens danske dogmefilm nr. 7 er en forpint ægteskabshistorie fortalt med ubønhørlig konsekvens
26. oktober 2001

(2. sektion)

Ny film
Dogme-formularen rummer stadig overraskelser. Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie ligner ingen af sine forgængere. Den er et smerteligt psykologisk kammerspil for to personer, en krævende, borende skyklapsvision af et kærlighedsforhold, der er ved at briste.
Det er som om den talentfulde Madsen, der stod for den ofte udvendigt spektakulære tv-serie Edderkoppen, her har villet sone sine kulørte synder: Denne gang vender han blikket indad og forsager så ubarmhjertigt alle ydre virkemidler, at En kærlighedshistorie får de øvrige dogmefilm til at ligne publikumsbejlende shownumre.

Ude af hak
I holdning, æstetik og fortællemåde er En kærlighedshistorie meget tids-atypisk. Inspirationskilderne synes at være Bergmans og Cassavetes’ sjælevridende 1970’er-film, og Madsen forsøder ikke sin beretning med melodrama eller ironi. Glimt af humor har filmen, men ret få.
En kærlighedshistorie fortæller om et ægteskab på randen af sammenbrud – på en måde, der stiller kvindelig hyperfølsomhed over for mandlig følelsesblokering. Kira og Mads er et yngre velhavende ægtepar med to mindre børn, men selv om Kira på mange måder er socialt forkælet, har hun ikke psykisk styrke til at udfolde moder- og hustrurollen. Efter en længere indlæggelse udskrives hun og kommer hjem til mand, børn og venner, men hun er langtfra rask.
Med styrke og troværdighed viser filmen, hvordan hun hele tiden reagerer mere eller mindre ude af hak med sociale konventioner og vedtagne mønstre. Hun elsker sin mand og sine børn, men kan ikke leve op til deres krav. Hendes barnlige impulser, egocentriske reaktionsmønster og basale indre usikkerhed sender hende ud på den ene afvej efter den anden. Mens ægtemanden Mads, der stadig elsker hende, med tyndslidt tålmodighed må fungere som hendes vogter i situationer af voksende pinagtighed.
Mads er en ambitiøs succesrig slider, der har svært ved for alvor at åbne sig for og lytte til Kira. Først efter en præcist og vittigt skildret repræsentationsmiddag, hvor Kira prøver at vise, at hun kan noget, falder maskerne.

Mandlig fallit
Det er først i dette på mange måder fremragende slutafsnit, at filmen virkelig får tag i én og åbner sin problematik mod en omverden, der ikke ses i intimitetens nærsynede perspektiv.
Stine Stengade er på sin vis mesterlig som Kira – en smuk, hjerteskærende sensitiv barnekvinde, der både kan være ’sjov’ (som børnene siger) og opgivende hjælpeløs. Men filmen anbringer hende i rigeligt mange situationer med samme grundpointe: Den psykiske og sociale fallit. Stengade undgår heldigvis helt det sentimentale, men er samtidig ikke så lidt af en forkælet prøvelse, ikke bare for manden Mads (som Lars Mikkelsen giver både tvetydighed, glamour og styrke), men også for tilskueren.
Det hænger sammen med, at også filmen forkæler hende: Den opererer nemlig med en tydelig (men nuanceret skildret) modsætning mellem hendes sarte, sjælelige og uansvarlige kvindeunivers og en pansret mandeverden, hvor følelser låses inde og kontante sociale regelsæt dominerer.
Næsten alle filmens mænd spiller på forskellige måder fallit over for Kira: Faderen ser hende som en ny, belastende inkarnation af den mor, hvis emotionelle krav han ikke kunne indfri; en tilfældig svensk elsker er – ikke tilfældigt – en mand, som ikke kan klare at leve sammen med kvinder; Mads’ iskolde chef er nær ved at give hende dødsstødet ved repræsentationsmiddagen; og selv en mandlig festtaler falder ind i mønstret ved ikke engang at kunne huske et enkelt Piet Hein-motto: »Husk at elske, mens du tør det, husk at leve, mens du gør det.« – Kun Claus Strandbergs slipseløse vinduesleverandør falder uden for skemaet ved under middagen på én gang at gennemskue og opmuntre Kira – i øvrigt en mesterlig birollepræstation af samme Strandberg.

Et håbløst tilfælde?
En kærlighedshistorie er en meget respektindgydende film, der ikke et sekund giver ved dørene for at tilstå os et pusterum fra Kiras og Mads’ klaustrofobiske ægteskab, hvor ømhed og aggression veksler uforudsigeligt.
I betragtning af den ægte følsomhed og sjælelige intensitet, der gang på gang lægges for dagen, kan man undre sig over, at man alligevel har så svært ved rigtigt at engagere sig i hvad der sker for det hårdt prøvede ægtepar. Måske ligger der et uovervindeligt handicap i selve oplægget: Vi får aldrig Kira at se som ’rask’ og afskæres derfor delvis fra at ’holde med hende’ i hendes forsøg på at bevare den psykiske førlighed. Da hun udskrives i starten, er hun stadig svimlende ude af balance, og det er svært at se hende som andet end et håbløst sygdomstilfælde.
For instruktøren personificerer hun tydeligvis meget mere: Det evigt omskiftelige, gådefulde, følelsesdirigerede kvindesind, der er for hudløst og impulsivt til at begå sig i en rationelt, profitstyret mandeverden. Det tema spiller han konsekvent og kompromisløst igennem, men uden at man forføres af det.

*En kærlighedshistorie. Instruktion: Ole Christian Madsen. Manuskript: Ole Christian Madsen i samarbejde med Mogens Rukov. Dansk. (Grand, Dagmar, Palladium, Empire)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu