Læsetid: 5 min.

Fra småborger til boheme

Asger Schnacks fine bog om Dan Turèll kommer hele vejen rundt, takket være grundig research
15. oktober 2001

Ny bog
I forgårs for otte år siden døde Dan Turèll: monsteret med den sorte hat og de sorte lakerede negle, den alerte improvisator, scene-atleten, provokatøren, journalisten, anarkisten, buddhisten, nihilisten – et menneske med mange ansigter og roller. Fremfor alt var han dog digter, og som sådan udstyret med en formidabel evne til at »aflytte« et sprog: suge til sig, kopiere, siden transformere og så producere selv, med umiskendeligt aftryk af ham og ingen som helst anden end ham.
Denne gennem næsten tredive år konstant roterende skrivekugle har nu fået sin bio- og monografi, takket være vennen og kollegaen Asger Schnack, og lad det med det samme være sagt, at der er tale om gedigent og professionelt arbejde, helt i afdødes ånd.
Værklisten og litteraturhenvisningerne er i skønneste orden, den letløbende fremstilling er detaljespækket og tæt, progressionen gennem årene rap. Uden at blive decideret manisk formidler bogen ved sin form intensiteten i Dan Turèlls enorme værk og alt, alt for korte levned.

Parallelle spor
Der lægges ud i Gentofte-Bladet, hvor Dan Turèll som 18-årig trådte sine barnesko som reporter og skribent. Omhyggeligt dokumenteres derefter den tidlige glubende appetit på poesi, jazz, beat, sf og alt, der blot lugtede nyt og helst også amerikansk. Bog for bog, hæfte for hæfte, med en bogholders stædighed gennemgår Asger Schnack (parallelt med biografiske rids) Turèlls vildtvoksende tidlige produktion frem til gennembrudsårene 1974-75, og selv om det ind imellem kan knibe noget med at få karakteriseret til bunds, hæfter man sig undervejs ved mange gode iagttagelser, som når det om et mindre hæfte fra ’73 hedder, at »den syrede bevidsthed, der søgte ned i de dybeste, sorte lag af indre og ydre virkelighed, og som var nået til en omsiggribende nivellering af alle værdier«, her pludselig skulle slå om »i abrupte ryk, en slags åndelige muskelsammentrækninger af på én gang frydefuld og smertelig art«.
Ikke så overraskende vurderer Asger Schnack skolebogs- og salgssuccesen Vangede Billeder lavere end Karma Cowboy, hovedværket, hvorom det hedder, at her »lever alle udtrykkene side om side, i samme tekstlighed, med samme energi. De er parallelle spor, ens vægtede størrelser, der mødes, flettes ind i hinanden, giver hinanden lys og skygge, i en modsætningsfyldt helhed, der netop ikke er modsætningsfyldt, men flertydig, sammensat, vild og hvinende på samme tid, som en jukeboks, der spiller så den ene melodi, så den anden, men i en stor lyd, der holder det hele sammen«.
Denne sammenbindende instans findes i »personen, den ramblende, gamblende Karma Cowboy, der synger alting ud«.
Bio- og monografen har her godt fat i, hvorledes værket sætter sin egen mytologi og derved i én og samme bevægelse fremhæver og skjuler sin ophavsmand.
Senere skulle Dan Turèll med anderledes risiko selv blive bæreren af sin myte, han som f.eks. brystede sig af ved flere folketingsvalg at have stemt på selveste Anders And.

Elite og folk
Dan Turèll stod for noget nyt, han var en personlighedstype, vi ikke før havde set i Danmark, ærlig, rå og raffineret, vidende og arrogant, fræk og folkelig, fremhæver Asger Schnack. Han formåede at gøre det trivielle interessant, og han nægtede at respektere skillelinjen mellem elite- og folkekultur. Derfor befandt han sig godt i et tidsskrift som Victor B. Andersen’s Maskinfabrik, kendetegnet ved »en generel åbenhed, hvor litteraturen først og fremmest punkterer den finkulturelle boble og vender sig ud mod en praksis, der inddrager erfaringer fra den alternative (amerikanske) kultur«. Denne får i Asger Schnacks bog tit lov at figurere som henvisnings-kulisse i kantede parenteser. Ærgerligt, at man ikke kan høre denne bog, eller læse den, mens man hører masser af lige præcis dén jazz, beat, rock og barok, Dan Turèll holdt særlig varmt af. Men hvem véd, måske er der allerede en CD-ROM undervejs lavet på grundlag af Schnacks omfattende musikalske research?
At samme Schnack i så stor en bog ofte må forfalde til sine velkendte unoder, kan næppe overraske. Og lad os for fuldstændighedens skyld benævne, hvad der er galt: hans fidéle facon, hans bovlamme klichémageri, hans fade lyrismer, hans fritiluften-flagrende associationsguirlander, hans forblommet halvgjorte polemikker.
Det er der alt sammen, men skæmmer faktisk kun lidt, ja kunne med god vilje opfattes som en slags personlig signatur, en bekræftelse på, at bogen vitterlig er forfattet af Asger Schnack. Han har ellers nemlig bestræbt sig på at holde sin egen person fri af bogen og optræder formummet som »Swings forlægger« el.lign., indtil 13. oktober 1993, hvor han sidst på eftermiddagen blev bedt om at skrive nekrolog.

Kong Alkohol
Nu har han derudover skrevet en glimrende bog, der får det hele med, og som på sin egen diskrete facon advarer mod – alkoholisme. Når det i sidste fjerdedel hedder, at »pludselig er det alkoholen, der bestemmer«, og at alkoholen beslutter noget andet, selv om man nok så meget har besluttet at holde op, så tales der, fornemmer man, af dyrekøbt erfaring, hvad der jo kun giver bogens ord så meget større vægt.
Klædeligt fri for falbelader får Asger Schnack her demonteret af en de mangfoldige myter, som Dan Turèll lancerede om sig selv, nemlig at han ikke alene kunne tåle mere kærlighed end de fleste, men også kunne ryge (mere end tobak) og drikke helt som det passede ham, uden at det gik ud over den professionalisme, der som bekendt skulle stå som hans vigtigste varemærke.
Mærkeligt nok har Asger Schnack ikke evnet at mobilisere en tilsvarende skepsis over for den del af digterens mytologi, der har med tiår at gøre. I omtaler af f.eks. Vangede Billeder og erindringsprosa samt hvor det handler om Dan Turèlls glæde ved i moden alder at stifte en rigtig vaskeægte familie, dér har bogen udmærket blik for længslen efter det dagligdags, dybt og konformt normale, men når Asger Schnack i sin optakt søger at indkredse 1950’ernes særlige stemning, kan han kun se den rene grå kedsommelighed: »Livets farver var nuancer af grå, og hvis man ikke kunne drømme, var man henvist til en trist trøstesløshed, ingen mennesker af i dag kan forestille sig.«

Tidens tand
»Der var,« fortsætter Schnack, »ingen kommunikationsmidler, ingen mobiltelefoner, stort set ikke fjernsyn.« Nej, og hvad så? Bilder manden sig virkelig ind, at mennesker af den grund dengang lod sig nøje med afarter af grå og ikke var i stand til at glædes og at drømme? Her lefler Asger Schnack for sine (yngre) læseres samtid og glemmer rent, at mennesker har en forunderlig evne til at skabe eventyr ud af alt, livsfylde ud af intet. Forstår man ikke det, forstår man ikke Anders And og måske slet ikke dén Dan Turèll, hvis dilemma jo netop var at samtidig med at han gerne ville provokere og »overskride«, så elskede han banaliteten og den rendyrkede normalitet.

Anders And
klare kan
tidens ellers
skarpe tand

rap-rimede han i Onkel Danny’s drivende dansende dirrende dinglende daskende dryppende danske dåse-digte (1974). Dan Turèlls forfatterskab vil nok klare tidens tand. I sit eget liv lod han desværre bohemen gnave (små)borgeren ihjel.

*Asger Schnack: Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste. En bog om Dan Turèll. 292 s. Illustreret. Kr. 299,95. Høst & Søn. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her