Læsetid: 3 min.

Snapshots fra kuldslåede tilværelser

Sven Ørnøs nyeste bog er underholdende, hårrejsende og tankevækkende
12. oktober 2001

(2. sektion)

Noveller
Skal man pege på det virkelige kunststykke i Sven Ørnøs Syv bekendelser om mord, ja, så ligger det ikke i hans skæbnenovellers brutale indhold. Der er såmænd mord og blod nok, det er ikke for det. Men fortællingernes afdæmpede fortællere modarbejder al sensation, al billig svælgen i skrækkens makabre detaljer. Det virkelige kunststykke ligger heller ikke i, at Ørnø fermt åbner op for det sug, der opstår, når less is more, når det allermest brutale fortælles i en bisætning, ud af mundvigen. Eller at han uproblematisk lader brutale mord og bizarre hændelser møde en almindelig dansk snusfornuft.

Snapshots
Nej, det er fortællingernes små snapshots fra kuldslåede, ødelagte tilværelser, der får hårene til at rejse sig. Det ser man i bogens uden tvivl bedste novelle, den indledende »Edderkoppeurt«, hvor to børn både foragter og hader deres far og hans nye kone:
»Vi vidste, at han ville blive rasende, hvis vi viste vores foragt for hende alt for åbenlyst. Selv smiskede han for hende. Han tog på hende og grinede, og hun slog med påtaget snerperi hans hånd væk fra den fede røv eller de store, svuppende bryster. De bollede så hele huset rystede. Hun skreg, og han brølede, og sengefjedrene sang i soveværelset, mens vi lå i vores senge.«
Kan det undre nogen, at tingene går galt i dén familie? I passager som ovenstående rammer Syv bekendelser om mord en knivskarp dansk prosa, uden dikkedarer, uden omsvøb – velskrevet som ind i helvede og isnende kold på én og samme tid.

Taknemmelige ofre
Det ville være synd at give et udførligt referat af nogle af bogens syv noveller. Dels fordi de i bedste novelletradition bygger op mod en enkelt, afgørende begivenhed, der først finder sted til allersidst i fortællingen. Og dels fordi deres styrke alligevel ikke ligger i handlingen og dennes forviklinger, der – især i novellerne »Portræt af en morder« og »Profeten« – hurtigt bliver tung, overpointeret.
Samme noveller insisterer på at gå i dialog med henholdsvis litterære klassikere (Edgar Allan Poe, Franz Kafka, Oscar Wilde) og det gamle testamente. Det havde man gerne været foruden.
I det hele taget virker Ørnøs prosa bedst, når den hverken prøver at forklare eller fortolke de begivenheder, den beskriver.
Eller når forklaringerne er så åbenlyst mærkværdige, at de først og fremmest virker foruroligende.
Hvilket leder hen til en afgørende mærkværdighed: I flere af Syv bekendelser om mords fortællinger antydes det, at morderne faktisk gør deres ofre en tjeneste ved at slå dem ihjel. At ofrene gerne vil dø, og at det er derfor, de ender med at blive dræbt.

Sort tråd
Tydeligst er det i »Sandheden om et mord«, hvor en mere eller mindre anonym familiefar som sit sidste ord siger tak til den for ham ukendte morder. Men forestillingen løber som en rød – eller måske snarere sort – tråd gennem alle bogens bekendelser.
Hvad skal man stille op med det? Man kan ikke afvise det som fortællernes forskruede misforståelser. Dem tillader bogen ikke – på den anden side kan man heller ikke sluge påstanden råt. Det er den for mærkelig, for uacceptabel til.
Ørnø leverer ikke noget svar. Men både fortællinger, mordere og læsere kredser om dette på alle måder uforståelige punkt i Syv bekendelser om mord. Herfra skal der kun lyde en opfordring til at kredse med.
Der er ganske vist enkelte svage led. Men når den topper, er Sven Ørnøs nyeste bog både underholdende, hårrejsende og – hvorfor ikke – tankevækkende.

*Svend Ørnø: Syv bekendelser om mord. 136 s. 199 kr. Borgens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu