Læsetid: 2 min.

Det søde liv

Den italienske kærlighedskomedie ’Brød og tulipaner’ om en husmors flugt fra kedsomheden er hjertevarm, men også en tand for sød
12. oktober 2001

Komedie
Der er langt imellem betydningsfulde film fra den tidligere så prægtige filmnation, Italien. Det er svært at få øje på en ny De Sica, Fellini eller Antonioni. Og mange af de italienske film, som får dansk premiere, har et præg af nostalgi og eskapisme. Tornatores Mine aftener i Paradis var en vemodig hyldest til biografernes storhedstid, mens Michael Radfords Postbudet foregik på en idyllisk solskinsø i 1950’erne.
Ved første øjekast er Silvio Soldinis Brød og tulipaner, som er blevet en af de største italienske filmsucceser i flere år, en undtagelse fra denne regel. Handlingen foregår i nutiden, hovedpersonen Rosalba er en forsømt, ca. 40-årig husmor, der impulsivt bryder ud af sit lidenskabsløse ægteskab for at søge lykken i Venedig, og filmen åbner veloplagt med en frisk satire over italienernes selvopfattelse.

Taknemmelig kontrast
Men da Rosalba får arbejde og tag over hovedet i Venedig, synker Brød og tulipaner langsomt ned i en fortryllende tidslomme, befolket af excentriske eksistenser og styret af ’de rigtige’, menneskelige værdier. Den gavmilde tjener Fernando, som giver Rosalba logi, oser af tiltrækkende mystik og litterær dannelse. Hendes arbejdsgiver, blomsterhandleren, er en elskelig håbløs anarkist, mens veninden, en holistisk massøse, har et hjerte af guld. Over for dette farverige persongalleri i Venedigs pittoreske gyder er Rosalbas åndløse ægtemand, der sælger inventar til badeværelser og lever et goldt konsumliv, en lidt for taknemmelig kontrast.
Selvfølgelig vil Rosalba hellere spille harmonika i Venedig end stryge sin mands og to teenagesønners skjorter i Pescara, og selv om ægtemanden sender en privatdetektiv – iført hat og cottoncoat som en anden inspektør Clouseau – ud efter sin kone, er vi aldrig spor i tvivl om resultatet.

Ingen konflikter
Der er ingen reelle konflikter, og derfor folder denne romantiske komedie sig heller ikke så smukt ud som de tulipaner, Rosalba sælger i forretningen. Filmen styrer ikke fri af det sødladne eller lavkomiske, men skuespillerne gør, hvad de kan for at gøre de romantiske klicheer levende. Især Licia Maglietta leverer overbevisende underspil i hovedrollen som den på én gang klodsede og sexede Rosalba, der bestemt ikke er nogen rødstrømpe, men blot følger sine impulser. Man tror også på den spirende og sitrende kærlighed mellem hende og Fernando, som spilles af Bruno Ganz, mest kendt som den forelskede engel i Wim Wenders’ Himlen over Berlin.
Brød og tulipaner er hverken italiensk for begyndere eller viderekomne. Det er populær italiensk film, præcis som vi kender den fra de senere år.
Fyldt med hjertevarme og gode intentioner. Man vil hellere dagdrømme end gå i clinch med den moderne virkelighed.

*Brød og tulipaner. Instruktion: Silvio Soldini. Manuskript: Soriana Leondeff og Silvio Soldini. Italiensk (Gloria og Empire i København og Reprise Teatret i Holte)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu