Læsetid: 5 min.

Splittelse i USA’s baggård

Latinamerikanerne er forbeholdne i deres støtte til USA’s krig mod terrorismen
2. oktober 2001

Vi er USA’s partnere, men på ingen måde dets rygklappere.« Med denne bemærkning slog Mexicos verdenskendte forfatter Carlos Fuentes forleden fast, hvad der siden terrorangrebene i USA den 11. september er blevet tydeligt i Mexico: Mexicanerne vil på ingen måde danse efter Washingtons fløjte i bekæmpelsen af terrorismen. Man fordømmer terrorismen, men vil ikke underkaste sig den store nabos hævntogt.
Den mexicanske holdning svarer i store træk til holdningen i det meste af Latinamerika, med regeringerne i Argentina og Brasilien som de væsentligste undtagelser. Argentina har endog som det eneste land tilbudt USA at stille militær til rådighed i den verdensomfattende kamp mod terrorismen.
Mexico er det latinamerikanske land, der bliver hårdest ramt af følgerne af den 11. september. Dets økonomi er gennem den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA blevet så tæt knyttet til den amerikanske, at ethvert nys nord for grænsen kan give lungebetændelse i den mexicanske økonomi. Desuden krydser millioner af mexicanere grænsen til det forjættede USA, de fleste af dem illegalt. De sender hvert år seks-otte milliarder dollar hjem til deres familier i Mexico. Dertil kommer, at Mexico er storleverandør af olie til USA. Det kan gøre landet til et oplagt mål for terroraktioner.
Kort efter attentaterne rykkede Mexicos udenrigsminister Jorge Castañeda ud og erklærede, at USA kunne regne med Mexicos uforbeholdne støtte. Det medførte voldsom kritik fra flere kredse i Mexico, blandt andet med henvisning til at ministeren havde brudt landets meget lange tradition for ikke-intervention og streng neutralitet i internationale sager. Resultatet blev, at indenrigsminister Santiago Creel rykkede ud med en erklæring: »Mexico har vist solidaritet, men har visse grundlæggende principper, der bør respekteres«.
Præsident Vicente Fox blev i sidste uge interviewet i CNN-programmet »Larry King Live.« Her understregede han, at »Mexico er forpligtet til at kæmpe ved USA’s side mod terrorismen«. Han sagde også, at Mexico er indstillet på at gå »så langt, det er nødvendigt, til enden« i sin støtte til USA. Men, tilføjede han, »naturligvis tæller vi ikke militært. Jeg mener, vi er ikke et militært land. Vi har ikke en stærk hær. Det er ikke sådan, vi bidrager.« Mexico kan bidrage med overvågning, kontrol, bekæmpelse af hvidvaskning af penge, ved at åbne mere for oliehanerne, hvis amerikanerne har brug for det, understregede han.
Fox var nødt til at udelukke militær bistand. For de fleste mexicanere vil det være utænkeligt, at mexicanske soldater kæmper under amerikansk overkommando. Den amerikanske invasion 1846-47, som betød, at landet mistede over halvdelen af sit territorium til USA og senere amerikanske invasioner, spiller en vigtig rolle i mexicanernes nationale bevidsthed.
Så meget, at studieværten i det største tv-selskab Televisas direkte transmission fra USA den 11. september på et tidspunkt stolt erklærede, at kun én gang tidligere var USA blevet invaderet med succes. Han refererede til revolutionshelten Pancho Villas angreb på den lille grænseby Columbus i New Mexico i 1916 og til, at den talstærke amerikanske straffeekspedition under ledelse af den senere krigshelt, general Pershing, blev en fiasko.

Mexicos forsigtige holdning til USA’s korstog har haft en afsmittende virkning på resten af det latinamerikanske subkontinent. I begyndelsen af september fremlagde Mexico et forslag i Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, om at diskutere en opløsning af Den Interamerikanske Forsvarsaftale, kendt som Rio Pagten, fra 1947. Selv om forslaget er stillet i bero, og selv om Brasilien som den stærkeste fortaler for at bevare og bruge Rio Pagten – der meget nøje svarer til det et år yngre NATO – lykkedes det for Mexico at forhindre, at de resolutioner, som OAS og Rio Pagten på ekstraordinære møder den 20. og 21. september kom til at indeholde referencer til militær støtte til USA.
Mexicos position som USA’s vigtigste allierede i Latinamerika er svækket, mens Brasilien nu profilerer sig som den regionale magt, USA støtter sig til. Argentina – der under den populistiske Carlos Menem i 90’erne har været det mest proamerikanske land på den vestlige halvkugle – tilbød straks efter den 11. september USA al den støtte, det havde brug for, inklusiv militær støtte. Det sidste er blevet skarpt kritiseret fra flere sider, og præsident Fernando de la Rúa har forsøgt at trække i land. Samtidig fyrede han sin miljøminister Rafael Flores for at sige, at »jeg tror ikke, det vil gavne Argentina at være en del af en cowboy-hær. Når vi taler om at sende tropper, taler vi om at sende argentinske soldater i døden i noget, som vi ikke helt ved, hvad drejer sig om.«
Cuba var overraskende meget hurtigt ude med tilbud om hjælp til USA, blandt andet lufthavne til de fly, der var i luften under terrorangrebet, og katastrofebistand, som cubanerne har meget stor erfaring i at yde. Senere holdt Fidel Castro en tale, hvor han understregede nødvendigheden af at samarbejde i kampen mod terrorisme, men også det vigtige i at være besindig. Han mindede desuden om, at Cuba gennem 40 år har været udsat for terror udtænkt i USA.

Mens Cuba er et af de lande, USA har på sin liste over såkaldte ’slyngelstater’, er Colombia et af de lande, der ifølge det amerikanske udenrigsministerium rummer flest terroristorganisationer, nemlig de stærkt højreorienterede, paramilitære grupper AUC og de venstreorienterede guerillaer FARC og ELN.
Den amerikanske regerings kolossale satsning på at finde Osama bin Laden og styrte Taleban-styret i Afghanistan har for en stund fjernet opmærksomheden fra den blodige konflikt i Colombia, hvor terroren har drevet hundredetusinder på flugt. Alene i ugen efter den sorte tirsdag i USA gennemførte de tre organisationer ifølge den colombianske hær 30 terroraktioner med 23 dræbte til følge. Dertil kommer det colombianske militærs egen indblanding i terroren.
Den stort anlagte, USA-støttede og -finansierede Plan Colombia, der angiveligt skal udrydde narkoproduktionen i Colombia – og som en sidegevinst bekæmpe guerillaerne – vil ifølge kilder i Bogotá og Washington ikke blive påvirket af Washingtons nye prioriteringer.
Den øgede internationale opmærksomhed over for terrorismen har indsnævret mulighederne for at finde en forhandlingsløsning på den komplicerede colombianske konflikt. Det er ikke længere så velset at forhandle med terrorister, hvad ambassadører fra 25 lande – der hidtil har støttet den colombianske regering i dens forsøg på at forhandle med guerillaen – understregede over for præsident Andrés Pastrana på et møde for et par uger siden. Det indskrænker mulighederne for en forhandlingsløsning.
Fra flere sider i Colombia lægger man ikke skjul på en frygt for, at USA benytter den aktuelle forfølgelse af terrorister til at foretage en direkte militær intervention i Colombia. Det er næppe troligt i første omgang, men når opmærksomheden atter vendes bort fra Centralasien, og hvis George W. Bush har brug for et opsigtsvækkende resultat, er en intervention ikke utænkelig – selv om udenrigsminister Colin Powell og store dele af det militære establishment vil fraråde det. Det vil i givet fald være endnu en USA-intervention i den efterhånden lange perlerække af invasioner i Baggården. Intet under, at latinamerikanerne ikke føler den store solidaritet med Washington.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu