Læsetid: 12 min.

Fra stille dreng til slagsbror

Mike Tyson gør sig ingen illusioner om boksning som sport. Aggression er hans natur. At få hele verdens opmærksomhed er den psykologiske belønning til det forhutlede ghettobarn
6. oktober 2001

Mike Tyson gør sig ingen illusioner om boksning som sport. Aggression er hans natur. At få hele verdens opmærksomhed er den psykologiske belønning til
det forhutlede ghettobarn

En ganske bestemt hændelse i Mike Tysons barndom går igen i forskellige biografiers forsøg på at forstå dette komplicerede menneske. Og Tyson selv har ved flere lejligheder tilsluttet sig lige netop dette omdrejningspunkt i hans skæbnefortælling.
Her er, hvad der skete, da den nu 36-årige bokser var knægt i Brownsville slumkvarteret i New Yorks Brooklyn, hvortil familien var flyttet fra en anden Brooklyn ghetto i Bedford-Stuyvesant da Mike var 10 år.
På taget af det ’housing project’ (sociale boligbyggeri), hvor Mikes usammenhængende familie boede, havde Mike nogle duer, som han gang på gang er vendt tilbage til som et af barndommens få positive minder (som stinkende rig voksen køber han den hvide tiger Kenya som kæledyr for 250.000 dollar).
Duerne blev et symbol på – og en kontrast til – alle de mennesker, der har forladt Mike eller er døde for ham. Duer er trofaste, vender altid tilbage.

Den passive og noget indelukkede
Mike var vant til at blive mobbet på grund af hans alt for store krop og hoved og hans mærkelige tynde læspende stemme. Indtil en dag, hvor en knægt fra kvarteret tog en af hans elskede duer og drejede halsen rundt på den.
Grædende og skrigende for Mike på den noget større dreng og bankede ham i sit livs første slagsmål. Raseriet gjorde ham så stærk, at han som voksen hævder stadigvæk at kunne smage den dejlige fornemmelse fra dengang: »I fucked him up so bad. After that I got off on the violence. I saw it’s power«
Efterrationalisering eller ej, Mike blev en frygtet lokal street-fighter. Han fandt sammen med en teenage-bande kaldet the Jolly Stompers. I starten brugte han næverne til at skaffe sig et omdømme, hvilket imidlertid ikke var råt nok til at gøre indtryk på de større rødder.
Kort før sin 12 års fødselsdag anskaffede Mike sig derfor en pistol og begyndte på tyverier sammen med sine skumle homeboys. Det videre forløb er som et aftryk af mange andre sorte ghetto-drenges afvigerkarriere: Familiederoute, skoleskulk, indsat i lokale arrester og ophold på ungdomsinstitutionerne Spofford og Tryon uden for New York. Tysons afvigelse for så vidt angår det videre forløb ligger i, at han bliver verdensmester, inden han stifter et godt treårigt bekendtskab med fængslet i 1992 efter en voldtægtsdom.
Her er det almindelige først fængsel, så verdensmester, som eksempelvis forbilledet Sonny Liston. En boksende socialpædagog på Tryon lærer Mike at bokse, den store mester Ali kommer rundt om institutionen som rollemodel og ambassadør for det modsatte af
’Naughty By Nature’ (rap-gruppe og yndet Tyson t- shirt!). Ali-besøget åbner en drøm for Mike, ikke kun ’The American Dream’ om rigdom og berømmelse, men også den psykologiske, at hvis jeg kan blive så stærk og usårlig som Ali, så behøver jeg ikke at være afhængig af andre. Og når jeg ikke er det, kan jeg heller blive svigtet (mere).
Anyway, socialpædagogen Bobby Stewart er ikke teorihæmmet, men kan se Mikes umådelige potentiale som bokser. Og hurtigt er han udskrevet til ’efterværn’.
Den 72-årige amerikansk-italienske legende Cus D Amato, manden bag bl.a. Floyd Patterson, bliver Mikes mentor og erstatningsfar i hans blanding af hjem og pensionat/familiepleje for unge håbefulde boksetalenter i Catskills i staten New York. Den nu 14-årige Mike griber chancen og er nært knyttet til D’Amato og dennes husbestyrerinde, Camille Ewald, i fire et halvt år, indtil D’Amatos død.
Der er mange varme ’father Flanagan’-agtige billeder fra denne tid i de forskellige bøger om Mike Tyson. Ligesom der, selvfølgelig, er billeder af Mike sammen med hans nye duebesætning i Catskills.

Den stille dreng
Den engelske kriminolog Tony Jefferson har i tidsskriftet Social Kritik forsøgt at forstå Mikes overgang fra stille dreng til ødelæggelsesmaskine. Hvad var det, der gjorde, at den forsømte og passive knægt pludselig fandt en anden og mere aktiv måde at omgås verden på?
Jeffersons forklaring er, at Mike blev opfattet som ’god’ af de voksne, dengang han var passiv. Hvad de ikke kunne se, var at han indeni havde det skidt. Da han efter episoden med duerne begynder at blive aktiv og god til noget (slagsmål, tyveri og få godt omdømme blandt rødderne), oplever han at blive stemplet som ’bad’, selv om han ’felt good’ (mere selvtillid, mindre bange). Boksningen bliver løsningen på denne modsætning, for hvor ellers kan man blive belønnet og betragtet som ’good’ ved at være ’bad’?
Som 20-årig er Mike Tyson sværvægtshistoriens yngste champ. Han har til fulde fået bekræftet det positive i samfundets øjne i at være ond, når bare det kun er i ringen og ikke udenfor. Betragtet løsrevet er bokseringen et legendarisk sted, hvor et lands love sættes midlertidigt ud af kraft. Inden for tovene, i forud fastlagte tre-minutters perioder, med en kampleder som tilskuernes og samfundets stedfortrædende samvittighed, kan en mand slås ihjel af sin modstander, uden at være myrdet i retsstatens forstand. Om nogen, blev Tyson manden, der udnyttede dette mandat til at skade andre og samtidig gå fri for straf. Jo nærmere denne hurtigt og fra alle vinkler slående hvirvelvindsbokser, med den rullende, sammenkrøbede overkrop og det konstant bevægelige hoved, kom toppen, jo mere gik han ind i sværvægternes kongerække for at lede efter forbilleder. Udover at udvikle en nærmest encyklopædisk viden om boksning, faldt hans øjne først og fremmest på gamle mestre som Jack Dempsey og Jack Johnson. Inspireret af ikke mindst disse to fightere, udformede han sin kropskapital i Sparta-krigerens form.
Som Jefferson skriver om den unge Mike: »Han tilbragte timer med at hænge over gamle boksefilm, hvorfra han samlede de stilistiske elementer til den ring-fremtræden, han havde valgt: Spartaner, kriger-agtig og frygtindgydende. Fra Dempsey, ’køllesvingeren fra Manassa’, lånte han den spartaneragtige frisure; fra den første sorte sværvægtsmester nogensinde, Jack Johnson, de kriger-agtige sorte shorts og støvler, uden sokker og slåbrok, som skulle blive hans særkende. Den næsten patologiske brutalitet i hans kommentarer efter kampen, hvadenten det var tilfældigt eller veltilrettelagt, fuldstændiggjorde billedet (»Jeg prøver altid at ramme dem på næsespidsen fordi jeg prøver på at skubbe næsebenet ind i deres hjerne«). Så efter al sandsynlighed vil Mike i næste måned i København som altid komme ind i ringen akkompagneret af en eller anden dagsaktuel gangsterraps buldrende bas (ingen bokser er som
Mike Tyson nævnt og citeret med respekt af rappere). Uden kåbe, uden sokker, kun et sjusket og billigt hvidt håndklæde over skuldrene på den svedende og glinsende krop. Denne besynderligt firkantede bouillonterning af en krop, denne umådelige kraftkoncentration.
Som en danser er en bokser sin krop, han må identificere sig fuldstændigt med den. I modsætning til inden for dansens verden, identificeres bokserens krop med en bestemt vægt. Og den er svær og omkring de 100 kilo-forudsigelig hvad angår kampen mellem Tyson og Nielsen. Hvad enten vi er i Parken eller foran betalings-tv et, er vi tæt på et offentligt skuespil nært beslægtet med pornografi. I begge tilfælde gøres tilskueren til voyeur. Vi er på distance, men alligevel nært inddraget i en begivenhed, der sådan set ikke burde kunne finde sted. Den velbegrundede forventning til boksekampen er, at den ikke som pornografien er instuderet og simuleret.

Boksefænomen eller attraktion
I sin kritiske bog fra 1998 A Savage Business. The Comeback and Comedown of Mike Tyson, bruger Sports lilustrated bokseeksperten Richard Hoffer mange sider på at belyse det, han ud fra en boksemæssig betragtning opfatter som et paradoks. Nemlig at Mike Tyson kommer fri af voldtægtsdommen og ud af fængslet om muligt endnu mere berømt og rig. Ikke kun i løsladelsesøjeblikket kan det være svært at se en boksemæssig begrundelse. De olympiske idealer får det ikke bedre efter comebackkampen i 1995 i Las Vegas mod den skræmte Peter McNeeley, DNA-testet håndplukket forudset taber. At det så skete allerede efter elleve og et halvt minut uden egentlige slag mishagede publikum så meget, at de råbte svindel og forlangte pengene tilbage.
Senere forundres Hoffer over, at hverken Evander Holyfields boksemæssige afklædning af Tyson i deres første kamp i 1996 eller Mikes moralske selvmord i det andet opgør i 1997, hvor han bed øret af Holyfield, synes at betyde noget for Tysons fortsatte boksekarriere. Tv-studieværter som David Letterman og Jay Leno var i øvrigt blandt de få, der begejstredes over Mikes ’kannibalisme’.
I op til flere på hinanden følgende shows vrimlede det med øreafbidningsvittigheder som at Mike hermed må være sikret en plads i ’Hall of Shame’, at han bør kåres til ’Sportsman of the Ear’, at denne nye variation inden for boksesporten givetvis vil øge ’pay-per-chew’ omsætningen osv.
Det kan være vanskeligt at orientere sig i de mange og gigantiske millionbeløb, som er i cirkulation i forbindelse med Mike Tyson.
Hoffer stønner opgivende i sin bog, at Tyson efter sit comeback (ifølge Hoffer et ’comedown’, dvs et brat fald), har tjent 135 millioner dollar på mindre end to år uden at have præsteret så meget som et eneste mindeværdigt sportsligt højdepunkt. En konklusion, som givet ville være den samme, selvom Hoffers bog først var udkommet efter de ligegyldige kampe mod Lou Savarese (38 sekunder i Glasgow) og Andrew Golota. Ud fra en samlet betragtning af Tysons boksekarriere, konkluderer Richard Hoffer, at Tysons sidste øjeblik af storhed ligger helt tilbage til 1988, hvor han slog Michael Spinks ud efter 91 sekunders boksning.
I 1989 kommer det første varsel om den uovervindelige mesters sårbarhed, da manden med glaskæben, Frank Bruno, får Mike til at vakle rystet rundt i ringen. Varslet efterfølges af 15 minutters tavshed i den internationale bokseverden året efter, hvor det ’umulige’ sker. I Tokyo slår den relativt upåagtede James ’Buster’ Douglas Mike ud i 10. omgang.

Muslimsk management?
1980’erne sluttede dårligt for Mike på privatfronten. Et kortvarigt ægteskab med skuespilleren Robin Givens (og dennes mor!) indgået i 1988 opløstes på Valentine’s dag 1989. Ikke nok med, at skilsmissen kostede Mike gigantbeløb, fru Givens nåede også at begå en slags psykiatrisk æresdrab på en underlig passiv og forsvarsløs Mike. I en tv-udsendelse, hvor parret var i studiet samtidigt, beskriver Givens Mike som et volds- og sexbesat manio-depressivt psykiatrisk tilfælde.
Mens 90’erne for Mike Tyson ikke ligefrem var præget af ’memorable athletic moments’, var der andre former for højdepunkter, som den ganske verden kunne følge med i. Det er f.eks. ikke mange løsladte voldtægtsdømte, der modtages af en så stor og broget sammensat modtagelseskomite, som den der modtog fange nummer 922335 i marts måned 1995 foran porten til Indiana-fængslet i Plainfield.
Under fængselsopholdet var Mike blevet muslim, som Ali små 30 år tidligere var blevet det. Og selv om manager Don King stod med sin særlige variant af ’gospel kaos’ og uappetitlige økonomiske hunger, og gerne havde haft monopol på den kalot klædte Mike, gik turen sammen med de nye muslimske venner og body guards fra Nation of Islam direkte til en nærliggende moske.
Efter en bøn, førte Mikes åndelige rådgiver Muhammad Siddeeq ham sammen med den tilkaldte sygdomssvækkede Ali, som Mike udviste stor hengivenhed overfor.
Muslimerne fik dog aldrig den kontrol over Mike, som de havde fået over Ali. Det blev den tidligere drabsmand Don King, der løb af med den omvandrende oliekilde, og Mike kunne snart kaste sig ud i et af hans berygtede indkøbseventyr: »Tyson did his bit at Versace«, hvor han brugte omkring 200.000 dollar på sig selv og sit følge. Hvorfor skulle en sort muslim ikke kunne gå i Versace-underbukser til 90 dollar?
Don King er i øvrigt manden, der om sin egen fængselstid for drab sagde: »I didn’t serve time, I made time serve me«.
En henvisning til alle de bøger, han fik læst i løbet af de fire år (af en dom på 20 år!), han sad indespærret. Og et mønster, som Mike Tyson – overraskende for de fleste – efterlignede.
Umiddelbart efter Mike var blevet indlogeret i sin celle, gennemgik han forskellige tests, hvoriblandt en afslørede, at hans læseniveau svarede til et 11-årigt barns. Ved sin løsladelse medbragte han ifølge pålidelige observationer hele 20 banankasser fyldte med bøger. En af bøgerne var Days of Grace af den første sorte tennisspiller i en Wimbledonfinale, Arthur Ashe, senere hiv-smittet, sendt til den altid forbilled-søgende Mike af filminstruktøren Spike Lee.
En bog skrevet af en mand, som han ikke kendte, og som han ikke troede, han ville kunne lide. Bogen gjorde imidlertid så stort et indtryk, at Mike kom ud af fængslet med et Ashe-portræt tatoveret på venstre overarm (højre bicep var optaget af Mao!). I en af de mange bøger om Tyson, fortæller han, at Arthur Ashe blev så betydningsfuld for ham især på grund af en bestemt passage: »Aids isn’t the heaviest burden I’ve had to bear... it’s being black... race has always been my biggest burden... it feels like an extra
weight around me«.
En ekstra byrde, som også er hængt på mig, kommenterer Tyson: »Det er jo at sige tingene, som de er«.
Derudover var Mike stolt over at kunne citere Tolstoy, Voltaire, Hemingway, Mao, Dumas m.fl. Og han sammenlignede sin egen boksning med Hemingway’s måde at skrive på: »He uses those short, hard words, just like hooks and uppercuts inside. You always know what he’s saying, ’cos he says it very clearly.«
I deres bog Mike Tyson. The Release of Power gør Reg Gutteridge og Norman Giller sig til talsmænd for den opfattelse, at Tyson aldrig vil kunne undslippe sin ghettobaggrund (og dermed hans vanvittige og kriminelle handlinger). Hans voksenliv er forudbestemt, determineret, af hans ’ghetto grounding’, hævder de.Hvad vi har, er altså en fange af sin fortid. Selv om manden er kommet ud af ghettoen, er ghettoen ikke kommet ud af ham. Et forhold, som Mike i trængte situationer ikke er sen til at udnytte. Da han f.eks. bad for sit liv som bokser efter at have bidt øret af Holyfield, var en del af undskyldningen hans ghettostressede barndom.
Det at undskylde kriminelle handlinger med en ulykkelig barndom er ikke mindst i Mikes tilfælde barokt. Ikke blot er han rig, men har også haft det privilegium at adskillige mennesker har stillet op for at råde bod på omsorgshullerne. Men i stedet for at integrere det som noget positivt i sin personlighed, ikke mindst årene med D’Amato, bliver det til, at også han svigtede Mike ved at dø.
Den jamaicansk-amerikanske sociolog, Orlando Patterson, tager i sin bog The Ordeal of Integration et grundlæggende opgør med det, han kalder den ’afro-amerikanske determinisme’ – det forhold, at det at være sort opfattes som en Sisyfos-byrde. I en velgennemført og radikal argumentation vender den sorte Patterson sig mod sine ’egne’ og den udbredte attitude, at de sortes underprivilegerede situation i USA skyldes ’de hvide’, ’racisme’ m.v. Hans hovedeksempel på denne løben fra personligt ansvar og autonomi, under dække af samfundsforhold er ikke overraskende Mike Tyson.
Nå ja, man behøver ikke nødvendigvis at tæske en hel sociologibog af den begavede Orlando Patterson igennem for at sætte Tyson’s ’jeg-voksede-op-i-slummens-gader-undskyldninger’ og bortforklaringer i relief.
Det ligger måske mere lige for at sammenligne ham med en anden champ som Riddick Bowe. Han voksede ikke kun op under de samme generelle
Brooklyn-omstændigheder som Mike. Han havde tilmed en familiebaggrund, som langt overgik Mike’s, hvad omsorgs-horror angår.
Boksning er en måde at hæve sig over sin skæbne på. Og så er det at gå i ringen og tjene millioner af dollar på det ikke kun typisk amerikansk. Det er også noget der i forhold til racespørgsmålet har en bredere social og kulturel betydning end bare boksningens.
Det gode spørgsmål, der vokser ud af en sammenlignende black-on-black champ-analyse, er selvfølgelig, hvorfor den ene bliver omgængelig og social, den anden utilregnelig og kriminel.
Hvorfra har Riddick Bowe fået det, Martin Luther King Jr. igen og igen taler om som ’soul force’? Og hvorfor er det ikke lykkedes for D Amato, åndelige muslimske vejledere, psykiatere m.fl. at opbygge en sådan indre sjælekraft hos Mike? Som det ser ud nu, før hans besøg i Danmark, ligner det en histore, der aldrig slutter. Mike Tyson vil i nogle år endnu være ond ved sine modstandere i ringen og værst ved sig selv udenfor.
»Ingen kender mig,« har han udbrudt i interviewsammenhænge.
Nej, og det er godt for showet. Still going wrong, Mike!

*Donald McRae: Dark Trade. Lost in Boxing.

*Benny Libme, redaktør af tidsskriftet Social Kritik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu