Læsetid: 5 min.

Den største sorg

Ib Michael udforsker originalt den maskuline dæmoni i ny farverig skæbnefortælling
26. oktober 2001

(2. sektion)

Roman
Man bør ikke lade sig narre af titlerne på Ib Michaels bøger. Han bruger ganske vist ofte rigtig store ord såsom Kejser og Prins, men dette betyder langtfra, at værkernes indhold ikke handler om dig og mig. Det hele udspiller sig bare på eventyrets og mytens scene, hvor overdrivelser gerne ses.
Handlingen i hans nye, store roman foregår i en ikke alt for fjern og utænkelig fremtid. Rygeforbud er indført, og selv skinnebusser i Nordsjælland er udstyret med skærme, hvorigennem den rejsende kan koble sig på Nettet. Polernes nedsmeltning accelererer, så slammet skvulper op i københavnske kældre, der før var tørre og trygge. Multinationale giganter såsom Novojordisk lægger et fintmasket spind over kloden og lader i samarbejde med NASA menneskehedens megalomane magt række ud i rummet.
I denne ikke så fjerne epoke gennemspiller bogen et grumt familiedrama, historien om de enæggede tvillinger Toke og Kim, sønner af en forretningsmand, Axel, og dennes æterisk intellektuelle hustru, organisten Gunvor. Skønt drengene altid har lignet hinanden som to dråber vand, har de udviklet sig højst forskelligt. Drømmere og konfliktsky fantaster, det er de egentlig begge to, men Toke tog høje eksaminer og blev idérig arkitekt, Kim derimod blev bådebyggeren, håndværkeren, hos hvem ideer var ét med praksis.

Det sidste møde
Dramaet eskalerer, idet Toke bryder ind i broderens liv og opkaster sig til dets hersker. Han lægger an på svigerinden Nina, samtidig med at han involverer Kim i et vildt forretningseventyr, ingen af dem kan overskue. Og skønt Nina kæmper imod, må hun give sig hen, så besættende er dæmonen i sin maskuline kraft. Det ender forudsigeligt med, at Kim i et sommerhus overrasker Nina og Toke i færd med, hvad der fra begges side vistnok var tænkt som det sidste møde, og som Nina netop ikke havde ønsket skulle føre til håndgribeligheder. Med sønnen Lasse på bagsædet drøner Kim ned til Hundested og hiver ham med til havs i en kutter, der få minutter efter forvandles til et flammende inferno, alt imens Nina og Toke fra en motorbåd ser afmægtigt til.
Efter denne katastrofe begiver Toke sig ud på en besynderlig bodsrejse der først fører ham til Japan, hvor han over Nettet bestiller et lejemord på sig selv, dernæst bringer ham til Panama, hvor han går om bord på en lystyacht ført af korrupte miljøaktivister. Også her ender ham med at opkaste sig til hersker, gennem et for så vidt vældig berettiget mytteri, og enten det nu skyldes lejemorderfirmaet eller den detroniserede kaptajn, kommer skibet i svare kvaler, inden de når frem til Påskeøen. Her overlever Toke et attentatforsøg, der langtfra er det første og heller ikke bliver det sidste.
Mens Toke er til søs, forsøger Nina at kontakte ham ved at sende en mail betitlet I love you, men da sådan én som bekendt enten indeholder en virus eller bærer den form for smitte vi kalder kærlighed, sletter han uden at åbne. Han er derfor uforberedt, da Nina til slut opsøger ham, gravid, uden at hun dog véd med hvem.

Fraktal fortælling
Ovenstående referat gør romanen betydelig uret. For romanen er ikke lineær, men flerdimensional og komplekst rumlig. Historien om Tokes dæmoniske magtstræb ses gennem Ninas bevidsthed og er kompositorisk lagt parallelt med dramaet på det urolige Stillehav. I et tredje spor indfolder så Ib Michael Gunvors genfortælling af det japanske sagn om shogunen Tokugawa, der bytter plads med sin tvilling, gartneren Nakamura, og dermed lukker den vej til Den Hemmelige Have, som figurerer i kejserens atlas, samtidig med at han åbner samfundets sluser for had og alt-nedbrydende krig.
Det er med andre ord nøjagtig den samme historie, der gentager sig overalt i romanen, både i dens lange forløb og i de små situationer. Værket struktureres holografisk, ligesom alt konfliktmaterialet forgrener og forskyder sig fraktalt. Om tidsfølge og kausalitet i traditionel episk forstand er der ikke tale, snarere om et mønster, en art étplans-kronologi, en verdensforbandelse, der med ubønhørlighed sætter sig igennem i det nære, personlige liv såvel som i det fælles.

Moderens rolle
Bag ved denne type mytiske komplotter anede man hos Ib Michael tidligere som regel en destruktiv faderfigur. Men i den nye roman om den mandlige splittelse og verdensbeherskelsens dæmoni synes tyngdepunktet at skifte. At tvillingerne må forstås som to sider af samme person, og at Kims død på det dybdepsykologiske plan må forstås som et partielt selvmord, turde være indlysende. Men Tokes drift mod havet, det moderlige element, viser også tilbage til et tidligt, måske ulægeligt traume, og hans moder nærmer sig nok en forklaring, når hun i de papirer, hun efterlader til Nina, erkender, at hun ved sin passive forsvinden ind i musikkens hemmelige have medvirkede aktivt til at fremkalde katastrofen:
»Jeg lod Axel stå og visne på sin piedestal i den niche jeg havde hulet til ham i ryggen, mens jeg gjorde mit eget og forsvandt ind i verden, hvor ingen levende kunne følge mig, og jeg kunne danse sommernatten væk med elverfolket. At jeg ikke forstod Toke, kostede mig Kim.«
Kejserens Atlas begynder i Mariakirken i Helsingør, hvor Buxtehude var organist, og tæller blandt handlingens højdepunkter dels en koncert på det nye orgel, dels en bisættelse, hvor Gunvor spiller for præsten, kirketjeneren og den sønderknuste Nina. Dermed giver Ib Michael en nøgle til, hvordan romanen vil læses: I flere registre og mange stemmer, med lyse overtoner og dystre undertoner, i en mangfoldighed, som enstrenget prosa ville have været for spinkel til at sætte i ords musik.

Moden og modig
Læserne må bære over med, at denne anmeldelse hovedsagelig indskrænker sig til at aftegne bogens grundmotiver og opregne de muligheder, dens særlige instrument giver forfatter og læser. En enorm oplevelse er den, moden i sin sprogføring, modig i sin vilje til at betræde mineret område, æstetisk og emotionelt. Man krampes i sjælen, når Nina fri af Tokes favntag, på vej tilbage i Kims, gentager sit mantra, at »Kim er verdens dejligste mand, verdens dejligste far, jordens sødeste elsker.« Og vi nikker forstående, når hun i romanens slutning ikke kan slippe Hosekræmmerens omkvæd, at den største sorg i verden her er at miste den, man har kær.
Dog, mens romanens orgelbrus lejrer sig i sindet, spekulerer man videre på, om ikke den midt i sin skæbnetyngde fik indfanget øjeblikke, hvor en anden udgang på historien åbnede sig, men bare ikke blev brugt. Hvis denne monstrøse og på mange måder over-konstruerede bog har en indsigt at give, ligger den i, at magtens og svigagtighedens dæmoni aldrig vil blive total. Nye begyndelser findes, i hvert eneste punkt af selv det mest komplicerede mønster.

*Ib Michael: Kejserens Atlas. Roman. 412 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her