Læsetid: 7 min.

En strisser vender hjem

Om den dejlige åbne danske politiske deba
6. oktober 2001

t

Debatkultur
På det Konservative Folkepartis netop overståede Landsråd postulerede den fynske politimand Bendt Bendtsen at have gjort en erfaring. »Det vi har lært af den 11. September.« Sagde han. Og de konservative partimedlemmer må have været spændte, for ingen dansk folketingspolitiker har vel som Bendtsen over de sidste par år vist sig så radikalt ude af stand til at gøre en erfaring. Det har nemlig ikke været nødvendigt. Gang på gang har Bendtsen henvist til sin real life-erfaring som politimand som privilegeret tilgang til virkelighedens sande verden. Hvem husker ikke det legendariske svar, da Bendtsen konfronteret med det forhold, at samtlige kriminologiske undersøgelser af højere straffe dementerer den påståede præventive effekt.
Bendtsen rystede afvisende på hovedet: Efter mere end 20 år som politimand vidste han bedre. Forbryderne havde kun respekt for en ting: Mere kraft i lovens lange overarm. Højere straffe.
Eller tv-debatten umiddelbart efter bombningen af WTC og Pentagon, da Bendtsen løftede pegefingeren: »Det eneste, sådan nogle har respekt for, er en kanon, der er større end deres egen.« Her må man indskyde, at Bendtsen som virkelighedens mand ikke bedriver abstraktion. Man må formode, at Bendtsen forestillede sig, at amerikanerne havde en gigantisk konkret kanon, som i Bendtsens fantasi, måtte være umådeligt meget større end terrorristernes efter alt at dømme tarvelige russiske isenkram fra 80’erne.
Eller hvad med Bendtsens præstation i en tv-debat op til euro-afstemningen sidste efterår, da politimanden bankede i bordet: »Vi skal stemme ja, fordi vi skal sidde med ved bordet i Europacentralbanken.« Frank Dahlgaard forklarede efterfølgende overbærende smilende, at hverken den danske nationalbank eller den Europæiske centralbank var underlagt politisk kontrol.
Hvad mon Bendtsen i flertal havde lært af den 11. september? Havde Bendtsen lært, at det nu i endnu højere grad end før drejede sig om at forstå dem, der tænker anderledes og lever efter andre mønstre? Havde Bendtsen lært, at det gælder om ikke at medvirke til at cirkulere det enorme had, som tre fly i Washington og New York havde manifesteret? Eller havde Bendtsen mon lært, at hvis det overhovedet har nogen værdi at kalde sig civiliseret, så er det konfronteret med det uciviliserede, at man må reagere civiliseret?
Havde Bendtsen lært at kræve følelseslivet kultiveret af fornuften?
»Hvad vi har lært af den 11. september,« sagde politimanden, »er, at vi må være bedre på vagt overfor, hvem vi lukker ind i vores land.«

Alt er tilladt
Det Bendt Bendtsen har lært, er, at nu er alt tilladt. Vi skal besvare fanatisme med fanatisme, vi skal se på enhver udlænding som potentiel terrorist. Vi skal stramme vores udlændingepolitik. Bendtsen har lært af Dansk Folkepartis landsmøde, hvor Camre trak en lige linje fra indvandrere i Danmark til terrorister i New York. Hvor Camre advarede, at det kan godt være, indvandrerne smiler til dig på gaden, men de venter bare på, at de bliver tilstrækkeligt mange: Så slår de dig ihjel! Og Bendtsen havde lært af det Radikale Venstres landsmøde, hvor alle muslimske partimedlemmer blev opfordret til at rejse sig op og bekende sig som demokrater. De er udemokratiske, indtil andet er bevist.
»Vi må være på vagt,« sagde Bendtsen og mente vel, at politimænd på gader og stræder skulle spejde efter mistænkeligt udseende arabere. Og Bendtsen ville have genforhandlet politiforliget og Bendtsen ville have større bevillinger til PET. Bendtsen ville styrke lovens overarm, og han truede med tidens mest brugte indenrigspolitiske våben: Udvisninger!
Men det var selvfølgelig ikke nok. For Bendtsen ville indføre en prøve for nydanskere. I demokrati og danske værdier og Bendtsen understregede, at de skulle til eksamen. Hvis de dumpede: Udvisning.
En prøve som Bendtsen i parentes bemærket aldrig selv ville bestå, hvilket en perlerække af talefejl endnu en gang vidnede om, og hvilket ovenstående uvidenhed om indsigt i fundamental finanspolitik yderligere understreger.
Men han er jo dansker og bekendt med realiteternes verden. Så det går nok.
Og så har han følelser. Bendtsen fortalte en historie fra sin nordfynske barndom, om nogle umanerligt hårdtarbejdende vietnamesiske flygtninge, der arbejdede helt fra klokken fire om morgenen og til sidst blev så rige, at de kunne købe en ny bil. Og til sidst blev rigtige nydanskere.

Det han ikke sagde
Det Bendtsen ikke sagde, var, at ECRI-rapporten der udkom i foråret, udpegede Danmark som Europas su-verænt mest racistiske og selvtilfredse land. Og at
FN’s flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers under et besøg i Danmark i forsommeren advarede mod selvsamme udbredte racisme. Og opfordrede såvel medier som politikere til kritisk at reflektere retorikken i omtale af dem, vi kalder for perkere. Og måske hørte Bendtsen ikke, at Kofi Annan tidligere på året i en tale i London advarede mod den europæiske tendens til at manipulere med fremmedhadet som indenrigspolitisk instrument. Måske troede Bendtsen, at Annan var andengenrationsindvandrer og potentiel terrorist, eller måske forstod han ikke det sprog, Annan talte; engelsk.
Det Bendtsen ikke sagde, var at grønlændere henvist til samme ontologiske status som deres hunde sidder fordrukne og ødelagte og helt udenfor arbejdsmarkedet på bænke i landets største byer som lysende eksempler på, at det vist ikke bare er islam, der er et problem.
Noget andet, som Bendtsen undlod at bemærke, var, at afghanske, irakiske og iranske flygtninge er flygtet fra fundamentalistisk islamiske præstestyrer.
Da Camre advarede mod dem som fundamentalistiske terrorister, svarede det til at mistænke tyske undslupne jøder for at være nazister.

Lov og orden
Nu er Bendtsen jo ikke markant dummere eller ondere end gennemsnittet. Han er faktisk normal. Der er ingen grund til at være mere kritisk overfor ham end overfor Mogens Camre eller den danske repræsentant på racismekonferencen i Durban; Karen Jespersen, Danmarks populæreste kvinde, der sidste år foreslog øde øer som hjem for kriminelle asylansøgere. Eller kultursociologen Jean Fischer, der gerne ser indvandring annulleret, eller Anders Fogh Rasmussen, der torsdag fra Folketingets talerstol påpegede, at under halvdelen af udlændingene i Danmark er i arbejde. Som bevis på, at de jo ikke gider være med i det danske samfund. Underforstået: Det er ikke vores ansvar. Solidaritet er pladderhumanisme.
Bendtsen er typisk for aktuel indenrigspolitik. Mod bedre vidende hæver man straffene, strammer udlændingepolitikken og prioriterer forebyggelse af terror. Vores statsminister drøner ind og ud ad dørene i Finansministeriet og siger: »Vi er i krig, vi er i krig.«
Bendtsen er typisk for drømmen om at vende tilbage til et stammesamfund baseret på en illusion om en dansk enhedskultur, som et hus, der er bygget en gang for alle. Bendtsen er typisk for fortrængningen af, at civiliserede lande er åbne samfund, hvor civilisation er en uophørlig proces og forestillingen om en dansk enhedskultur er forbundet med drømmen om at vende tilbage til naturen som stammesamfund og i sidste ende blive dyr.
Den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman har beskrevet, hvorledes indenrigspolitik i globaliseringens æra er reduceret til at opretholde lov og orden. Finanspolitikken er ikke længere et nationalt anliggende, forsvarspolitikken har længe været bestemt af internationale hensyn, og vores arbejdsmarkedpolitik skal afstemmes standarder for arbedskraftens fri bevægelighed. Indenrigspolitik drejer sig ifølge Bauman om lov og orden, så udenlandske investorer kan stole på landet som et trygt terræn for virksomhedsdrift. Og udenlandske virksomheder betyder arbejdspladser og vækst.
Samtidig har demokratiet udviklet en bureaukratisk lovgivningskultur, der i sidste ende overlader den resterende magt til jurister: Det var en juridisk beslutning, der gjorde George W. Bush til præsident, den Danske Højesteret afgjorde uafhængigt af den afviklede folkeafstemning om Maastricht-traktaten, om Danmark kunne tilslutte sig. Romano Prodis kommentar til det irske nej til Nicetraktaten var karakteristisk: »Det er et politisk problem, men heldigvis ikke et juridisk.«
Som politimand er Bendt Bendtsen således overmåde karakteristisk for nationalstatens lovgivende forsamling reduceret til at opretholde lov og orden og for et politisk system , hvor den resterende lovgivningsmagt ligger hos eksperter i ministerier og ikke i Folketinget. Hans og Camres og Rasmussens råb om danskhed ligner i virkeligheden det nationale selvstyres svanesang.
Spørgsmålet er om, man ikke kan gøre det bedre? Om ophævelsen af civilisatorisk anstændighed følger med ophævelse af Danmarks suverænitet.
Politisk korrekthed er kedelig. I vores sandhedsromantiske kultur foragter vi politisk korrekthed, for de mener det jo ikke i virkeligheden? Bush mener det jo ikke, når han siger, at islam er fred. Prodi mener det jo ikke, når han besøger en moské. Men politisk korrekthed handler om at sætte en standard over sig selv. Om at ville mene det anstændige og i sidste ende om at civilisere sig. Rockeren Jønkes motto for sin livshistorie ligner et dansk ideal: Hvor der ikke er nogen moral, er der heller ikke nogen dobbeltmoral.
Danskerne vil det indre, det sande. Sådan som vi allesammen har det, og så prostituerer man sig til den
laveste følelses fællesnævner. Og vender tilbage til stammesamfundet og så kan vi se, at det inderste og sandeste er et brutalt og hadsk dyr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her