Læsetid: 3 min.

Svært at afsløre bioterrorister

FBI står næsten på bar bund i efterforskningen. Breve med bakterier sendt gennem postvæsenet er stort set umulige at spore
15. oktober 2001

BOSTON – Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har indledt jagten på den anonyme fjende, som står bag de seneste dages selektive angreb med en bakterie, der forårsager miltbrand. Men til forskel fra efterforskningen af gerningsmændene, der stod bag terrorangrebet den 11. september, kan denne undersøgelse ende med mange blinde spor.
Det er nemlig en relativt enkel sag at sprede de få sporer af miltbrand-bakterien, som gør folk syge ved enten indånding eller berøring. Sporerne kan f.eks. blandes op med babypudder og sendes i en konvolut via postvæsenet. At opspore afsenderen er næsten umuligt.
»Med mindre vi har andre beviser, er det næsten umuligt at finde en person, som har sendt en konvolut eller en pakke fra en tilfældig postkasse,« siger Gerald Miera, en tidligere efterforsker, som havde ansvar for det amerikanske postvæsens mangeårige efterforskning af den såkaldte Unabomber, Theodore Kaczynski, til Boston Globe.
Kaczynski havde sendt brevbomber til forskellige personer rundt omkring i USA, og det var først da hans bror læste en meddelelse fra gerningsmanden i New York Times, at politiet kom på sporet af den sindssyge mand.
I de aktuelle eksempler på ’bioterrorisme’ i USA tyder alt på, at metoden til spredning af sporerne er postvæsenet. Foreløbig har prøver for miltbrand på otte personer vist sig positive på forlaget American Media Co. i Boca Raton, Florida, der udgiver tre sensations-ugeblade. En ansat i forlagets egen postekspedition døde, to andre i samme afdeling har fået symptomerne og bliver behandlet med antibiotika. Fem har endnu ikke symptomer.

Svært at fremstille
Myndighederne ved endnu ikke, hvilket brev modtaget på forlagets postkontor der kan have indholdt sporer fra bakterien. Florida-sagen anses for den alvorligste, fordi det ifølge eksperter er yderst kompliceret at fremstille bakterien, hvis sporer kun optages i mennesker gennem indånding.
Det er derimod lettere at dyrke bakterien i en form, som bliver optaget gennem huden. Det er den mest almindelige og udbredte type, som årligt forårsager miltbrand hos ca. 5.000 personer verden over. De fleste bliver smittet via berøring med kvæg i Den Tredje Verden.
De to andre tilfælde af miltbrand i USA hører til denne kategori. På tv-stationen NBC i New York bliver to medarbejdere nu behandlet for miltbrand. Bakterien blev sendt i et trusselbrev med hvidt pulver til NBC’s ankermand Tom Brokaw.
I Carson City, Nevada, skal fire ansatte på et afdelingskontor for Microsoft have fået miltbrand fra sporer på overfladen af pornografiske billeder i en konvolut sendt fra Malaysia kort tid efter terrorangrebet den 11. september. Brevet lå urørt på virksomhedens ekspeditionskontor i flere uger, inden det blev åbnet.
I går sagde USA’s justitsminister, John Ashcroft, at man ikke har nogen klar idé, om hvorvidt terrorister står bag de bakteriologiske angreb på enkeltindivider. »Men det er ikke noget, vi kan udelukke,« sagde han.
Brevet til NBC i New York er blevet sporet til Trenton, hovedstaden i nabostaten New Jersey. Men talsmænd for det lokale postkontor oplyser, at det vil være praktisk umuligt at finde ud af, hvem der sendte konvolutten.

Bin Laden-forbindelse
Afsenderen af et brev fra Malaysia vil være endnu sværere at opspore. Men her kan man i det mindste formode, at vedkommende muligvis står i forbindelse med Osama bin Ladens gruppe al-Qaeda, hvis medlemmer og sympatisører bevisligt opererer i den sydøstasiatiske nation. Hvad angår brevet fra Trenton arbejder FBI efter teorien, at det kan være en forstyrret person uden forbindelse til organiserede terrorgrupper, der opnår en personlig tilfredsstillelse ved at indgyde civilbefolkningen frygt.
For eksperter i bakteriologiske våben er det mest foruroligende perspektiv ved de seneste dages nyheder ikke udbrud af et dusin tilfælde af miltbrand. »Det vi bør være bekymret over er ikke så meget konvolutter til enkeltpersoner. Terrorister kunne sende tusinder af breve ud med sporer, og kun få mennesker bliver syge. Næsten alle overlever,« siger Philip Hanna, professor i mikrobiologi på University of Michigan til Los Angeles Times.
»En virkelig fare opstår kun, hvis terrorister kan sprede bakterien via luften, og det kræver en veludviklet teknologi og midler, som kun stater eller store organisationer er i besiddelse af.«
Alligevel bekymrer det amerikanske efterforskere, at miltbrand-udbruddet i Florida skulle være forvoldt af indånding af sporerne. I går skrev den britiske søndagsavis The Observer, at kilder i USA’s efterretningsvæsen anser Irak for at være ansvarlig, fordi sporer via luftvejen er uhyggeligt svære at fremstille i et laboratorium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu