Rocken i retten
Sø- og Handelsretten, tidligere på efteråret:
»Jeg var vildt overrasket. De var så velklædte, og det var helt udramatisk. Altså, jeg har jo fulgt med siden Ironside, nå ja, så siden Perry Mason da, og her var altså ingen Objection, Your Honour eller bare noget der lignede.«
Frede Norbrink griner ved tanken. Baggrunden var ellers trist nok, mere om det senere.
Udgangspunktet var kultur, hele natten havde de lovet. Så længe varede det ikke, men jeg fik masser af kultur. Ikke så meget talende skribenter, malende malere, eller modeforretninger med lang fredag, næh, men hvad skulle man så gå efter?
En eller anden installation? Det er oppe i tiden, og hvorfor ikke? Pludselig kunne jeg ikke komme på en bedre af slagsen end hr. Norbrink, Frede Fup, altså, og hans nye hold. En på mange måder unik installation i dansk kultur, dansk rock-kultur, that is. Med siden meget længe, ofte mere i periferien end i det direkte spotlight, men altid garant for en varm, rockende, dansabel og sangbar aften. Ham blev det.
Uden nykker
Jeg kunne godt kalde det en installation af en slags, med vandværkets socialdemokratiske neo-klassicisme og kraftige røde medborgerhusfarve på gelænderne som den krasse, realistiske baggrund for aftenens opstilling.
En nutidig, musikalsk iscenesættelse af det danske sprog, som det er blevet talt omkring Amagerbrogade siden de sene 60ere, i en for den nyeste ungdom lettere retrospektiv tonsætning, næsten uden electronica, og garanteret uden nykker.
Dansk kultur. Med drænet oprindelig lagt i den angelsaksiske bølge fra 50erne og 60erne, men i denne fremtoning med lige så validt arvegods hentet i den folkelige danske sangskrivertradition fra sidste århundredes revyer og schlagertekster.
»Tak for i går og undskyld!«
Det er titlen på Frede Norbrinks nyeste cd, som udkom og alligevel ikke, den 27. august, og samtidig titlen på det show, han og hans medskyldige de seneste uger har forlystet udvalgte steder i Danmark med. Det rejsende cirkus var nået til hovedstaden, og for en hardcore amagerkaner som Frede Fup, var det tydeligvis fedt at være tilbage. Det var også helt fint at være med til festen. Eller som han selv udtrykte det et par dage senere: »Det gik sgu også meget godt den aften.«
Entertainment på højt niveau, charme, musikalitet, en sprogfornemmelse ud over det sædvanlige, en evne til at sammenstrikke sangbare rim der i de fleste andres mund ville virke klamme og klæbrige, bliver hos hr. Norbrink til Sigfred Pedersensk gadepoesi, i en grad så man næsten glemmer den grimmeste hawaii-skjorte, man har set siden Herfra til evigheden. Forholdsvist cool.
Betalingsstandsning
Alt dette på kulturnatten den 13. oktober, én måned og to dage efter at pladeselskabet der udgav Fredes første lp siden 1984, gik i betalingsstandsning! Han havde ikke så få forhåbninger til samme cd, der altså udkom den 27. august for en kort bemærkning. Og han havde i al beskedenhed brugt syv effektive måneder på at få den til at hænge sammen. »Og nu er det noget værre lort!«
»Og så var det alle advokaterne begyndte at komme indover. Jeg var til to møder i Sø- og Handelsretten, jeg har aldrig været ude for noget lignende. Jeg startede med at rose advokaterne, jeg syntes sgu de var så pænt klædt på! Jeg havde ventet det helt store drama, der skete bare ikke en skid. Nå, til det andet møde var der omkring 30 advokater, og jeg kunne godt høre at mine eventuelle krav druknede, der var enkelte, der havde krav på op til 52 millioner kroner.« (Fredes pladeselskab hed(der) Scandinavian Records, en underafdeling af Scanbox, som bl.a. står anklaget for at have distribueret ulovligt kopierede spillefilm.)
Sjældent showmanship
Men musikken spiller videre. Det kan ikke kun være sjovt i den aktuelle situation, men det, Fredes mildt sagt entusiatiske publikum oplever, er showmanship som det sjældent fremføres bedre herhjemme.
»Jah, hvad det er? Et eller andet sted må jeg jo ha et skuespillergen, der stadig virker, eller sådan noget. Der er jo også nogle forpligtelser og sådan. Både kunstneriske, overfor dig selv og dine medspillere på alle planer, og praktiske.«
Situationen er klassisk, men heldigvis ikke så hyppigt forekommende som i gamle dage. Men den er stadig ganske absurd.
»Altså, ved en kontraktunderskrivelse køber selskabet rettighederne, som de så betaler for. Det vil sige, det nåede de ikke. Og når de ikke betaler for de rettigheder der er skrevet under på, de har købt, men altså ikke betalt, hvem ejer så rettighederne? Boet, en skønt ord i øvrigt, eller mig?«
Og musikken gyngede og rockede, vi dansede og sang, og sveden tapløb fra Fredes engang så hårfagre hoved.
»Det viste sig, at ingen havde fået penge, for pladecover, for de tv-spots, som aldrig blev sendt, for produceren/studieejeren det kostede manden 300.000 kr.«
Og det var ikke alle jobs, der var lige sjove.
»Det er jo en underlig ting at være i. Normalt er du jo på turné for at gavne et pladesalg, her kan du nogen gange føle, at du skal gavne et salg som af praktiske/legale grunde ikke er der. Så gælder det sgu om at holde tungen lige i munden. Men jeg er jo nok også sanger og sangskriver fordi jeg ikke ka lade være.«
Det var vi nogle hundrede stykker, der var rigtig glade for, dengang under kulturnatten. Og imens venter Frede Norbrink stadig på bare et postkort fra pladeselskabet. De kunne jo sende et, hvor der står: »Tak for i går og undskyld!«
