Dilemma
FNs forsøg på at nå frem til en fælles definition af terror-isme i løbet af denne uges terror-konferencen i New York hæmmes af ét væsentligt problem. Det er svært, hvis ikke tæt på umuligt at nå til enighed, hvis der skal stå andet end brede formuleringer i traktaten. For den enes terrorist er den andens frihedskæmper.
FNs Sikkerhedsråd vedtog således i fredags enstemmigt en resolution om at bekæmpe international terrorisme, hvor man blev enige om, at alle stater skal »forhindre dem der financierer, planlægger, hjælper med til eller udfører terroristiske handlinger«. Hvad man ikke blev enige om var en definition af, hvad terrorisme er, hvem der er terrorister, endsige hvem, der skal have ret til at definere, hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere.
Det er nu heller ikke ligefrem nogen let foreteelse at nå til enighed om i FN-regi. Således definerer Iran og Syrien for eksempel de palæstinensere, der bekæmper den israelske stat med voldelige midler, som frihedskæmpere, mens israelerne ikke er et øjeblik i tvivl om, at de selvsamme mennesker er terror-ister.
Enighed nødvendigt
Flere danske forskere spår diplomaterne en hård uge.
»Hvis man skal håndhæve Sikkerhedsrådets nye resolution om terror, så kræver det jo, at man kan blive enige om, hvorvidt gruppe X er en terrorist-gruppe og om den handling, som gruppe Y planlægger, er en terror-handling. Og det bliver svært,« siger Bjørn Møller, der er seniorforsker på Center for Freds- og Konfliktforskning.
»Problemet er, at der ikke er enighed om, hvem der er terrorister, og hvilke handlinger, der skal fordømmes. Under Den Kolde Krig støttede både USA og Sovjetunionen nogen, som den anden part opfattede som terrorister. Der, hvor der måske kan være en mulig løsning i sigte, er i forhold til en minimums-definition, for eksempel af en terror-handling som noget, der retter sig mod civilbefolkningen. Så man har en slags analogi til krigens love, hvor man ikke må føre krig mod civilbefolkningen, der dermed også gælder for ikke-stater, så de heller ikke må føre krig mod civile,« siger Bjørn Møller.
Mål eller midler
»USA definerer terrorisme ud fra målsætninger. EU forsøger på sin side at definere nogle bestemte handlinger, eller midler, som terrorisme. Problemet med en sådan definition er, at det er umuligt at forudse hvilke midler, terrorister kan finde på at tage i anvendelse. Hvis man før den 11. september skulle have lavet sådan en liste, tror jeg ikke, at man ville være kommet i tanke om at medtage det at kapre et passagerfly og flyve det ind i en skyskraber. Så det er en næsten umulig opgave. Men jeg kunne dog godt forestille mig, at man kunne nå frem til en elastisk kombination af bestemte handlinger og bevidste målsætninger, der enten skal have et politisk eller et religiøst formål, og at det er rettet mod civilbefolkningen.«
Derudover er der problemer i forhold til en skelnen mellem statslig og ikke-statslig terrorisme, påpeger Bjørn Møller.
»Hvis man ikke i definitionen skelner mellem statslig og ikke-statslige terrorisme, så vil der være mange former for krigsførelse, der falder ind under terrorisme-kategorien, og af den grund vil den næppe kunne vedtages i FN,« vurderer han.
Michael Vedby Rasmussen, der forsker i sikkerhedspolitik på Dansk Udenrigspolitisk Institut, ser et problem i, at man forsøger at definere terrorisme ved at opstille en liste over nogle bestemte midler, som terrorister benytter sig af. For terror er en taktik, der ligesom krig udvikler sig over tid.
Derfor er det en næsten umulig opgave. Faktisk anser han det ikke som terror, men som krig:
»Når terrorisme udvikler sig til at være på en sådan skala, som vi netop har set, så holder terror op med at være terrorisme, som vi kendte det, og bliver til krig. Om det så gør, at man skal ændre krigs- eller terrorbegrebet afhænger af det svar, der kommer. Og ser man på svaret er det ikke terror, det her. Det er krig. Det er jo ikke ligefrem Washington D.C.s politistyrke, man har sendt til Afghanistan. Man fanger nu engang ikke forbrydere med hangarskibe,« siger Michael Vedby Rasmussen.
