Fundamentalisme
Damaskus Ammar Abdulhamid ser ung ud, klædt i afslappet sportstøj og sneakers, da Information møder ham i Damaskus. Det eneste, der afslører, at han er gammel nok til at have skiftet livsbane flere gange, er de høje tindinger og en selvsikker stemme.
Ammar er 35 år, og det er nok til, at han har været tæt på terrorismen ikke i fysisk, men i psykologisk forstand. Han har stået ved den psykologiske linje, der markerer grænsen til det tomrum, der karakteriserer terroristens sjæl et tomrum, som kun kan fyldes ud af en spektakulær og destruktiv død.
Men han er blevet på den rigtige side af linjen og har endda trukket sig så langt tilbage fra den, at han er blevet ateist. Faktisk kan han med rette kalde sig både ateist, astronom, antropolog og forfatter samt eks-imam i USA og eks-fundamentalist.
Fra sit standpunkt som ateist ser han tilbage på en fortid som forvirret, genert teenager, overbevist, men altid søgende fundamentalist og deprimeret, selvmordstruet ateist. I dag er han snarere lykkelig ateist, hvilket dog ikke betyder, at han ser religion som den egentlige årsag til terrorisme. Hans analyse af terror-aktionen den 11. september er ikke så sort/hvid.
»Terroristerne var sandsynligvis muslimer. Men islam eller fundamentalisme kan ikke gøres til syndebuk,« siger han og forklarer: »Der står i Koranen, at I er den bedste menighed, som er frembragt blandt menneskehedens vel. I påbyder det rette og forbyder det onde
(Sura 3, vers 111, red.) Derfor ser mange rettroende muslimer det muslimske samfund som de rette ledere af verden, og meget fanatiske grupper tror, at Gud vil vise sin mening med verden gennem deres handlinger. Men på et tidspunkt opdager de, at de på trods af, at de er sandhedsbærere, er marginaliserede i verden.«
Handler om tomt had
»Den naturlige konsekvens er at fornægte den verden, som ikke lever op til ens idé om det guddommelige. Men samtidig er det umuligt blot at acceptere sit nederlag. En måde at sejre på og samtidig blive fri for at se den fejlagtige verden i øjnene er at lave en terroraktion. På den måde opnår terroristen at komme i centrum for den verden, som det ikke lykkes at beherske.«
»Men det er også vigtigt at sige, at når der ikke er andet end verdensfornægtelse tilbage i terroristens sind, er det et psykologisk fænomen, ikke et religiøst. Det handler ikke om islam mere, men om tomt had mod en verden, der har skuffet vedkommende voldsomt.«
Analysen er klar og vel-overvejet. Ammar har tænkt tingene igennem mange gange. Ikke mindst for at finde ud af, om han selv kunne være blevet terrorist. Som fundamentalistisk muslim med tendens til depressioner var han ikke helt uden potentiale, som han grinende forklarer.
»Jeg mente, at sandheden og den rette måde at indrette samfundet på kunne læses ud af Koranen, beretningerne om Muhammeds liv og om det muslimske samfund i årene umiddelbart efter hans død.«
»På et tidspunkt i 1980erne var jeg parat til at tage til Afghanistan og kæmpe mod russerne. Men nogle af mine venner nåede at komme hjem derfra og advare mig mod at tage af sted. Der er borgerkrig, og alt er kaos. Du kan udrette mere ved at blive her og arbejde for udbredelsen af islam, sagde de til mig. Så jeg tog ikke af sted,« siger Ammar.
På det tidspunkt boede han i USA og studerede astronomi. I løbet af de næste par år brugte han al sin fritid på at læse om islam, undervise konvertitter og holde foredrag om islam.
Sekulariseret opvækst
Ammar voksede op i en sekulariseret kristen-muslimsk familie i Syrien, og først som teenager begyndte han at interessere sig for islam. Da han som 18-årig flyttede til Moskva for at læse astronomi, var han blevet troende muslim, og hans generthed og usikkerhed fik ham til at undgå de andres fester og flirten. I stedet begravede han sig i bøger om astronomi og islam.
»Mens jeg boede i USA, blev jeg mere og mere fjendtligt indstillet over for Vesten, efterhånden som jeg læste kendte fundamentalisters værker. Når USA angreb uskyldige, f.eks. under Golfkrigen, følte jeg en stærk vrede, og det skete, at jeg flirtede med tanken om terrorisme.«
»Men jeg tror ikke, jeg kunne være blevet terrorist. Jeg var vant til at stille spørgsmål, til at se tingene fra flere sider, inden jeg besluttede mig for, hvad jeg mente om noget.«
»Modsat hvad mange tror, er der rum for eftertanke og kritisk tænkning inden for fundamentalistisk islam. Der er nogle grundlæggende rammer, som man må holde sig inden for. Men eftersom der ikke findes nogen pendant til kirken i islam, er der altid mulighed for, at den enkelte kan bidrage med en ny fortolkning, og jeg hørte ikke til dem, der bekendte mig til en bestemt mester.«
»Jeg mente, at jeg kunne udtænke noget, der var bedre end tidligere islamiske tænkeres teorier. Fundamentalismens iboende tro på den selvstændige tanke forhindrede mig faktisk i at havne i den blinde fanatisme, der er en af de afgørende forskelle på fundamentalisme og terrorisme,« siger Ammar.
»Osama bin Laden og de terrorister, der følger ham, accepterer ikke de arabiske og islamiske regimer, der findes i verden i dag. De mener ikke, at nogen muslimske ledere lever op til islams krav, og derfor mener de, at alle muslimer, der ikke gør oprør mod autoriteterne, er vantro. I princippet kan terroristerne sagtens finde på at angribe et muslimsk land, hvis det er magtfuldt nok. Når terroristerne valgte USA, er det fordi, USA lige nu er verdens leder. USA indtager dermed den position, som terroristerne mener, at de ifølge den guddommelige orden selv burde have. Det er USAs dominans, der er rationalet, ikke bare dets vestlige værdier,« siger han.
Vejen væk fra islam
Mens han boede i USA og i flere år fungerede som imam i et islamisk center uden for Los Angeles, drømte Ammar om oprettelsen af en islamisk stat, og han gik ind for ideen om væbnet kamp mod ikke-islamiske besættelsemagter, hvis det var nødvendigt for at sikre et islamisk samfund.
»Jeg holdt taler og foredrag og skrev pamfletter mod shia-islam, fordi jeg selv var sunni-muslim. Men jo mere jeg læste, jo mere blev jeg klar over, at islam er så åben for fortolkninger, at stort set alt, der kaldes islamisk i dag, er påfund, som ofte er blevet opdigtet af politiske grunde,« sukker han og kommer i tanke om flere små ting, der i bagklogskabens klare lys siger ham, at han langsomt, men sikkert var på vej væk fra fundamentalismen: »Da De Sataniske Vers udkom, blev jeg adskillige gange interviewet til lokale medier. Jeg sagde, at jeg fandt bogen blasfemisk og krænkende. Sådan oplevede jeg det, da jeg læste uddrag af bogen, så det var ærlig snak. Men da jeg blev spurgt, om jeg støttede dødsdommen, måtte jeg svare nej. Jeg tilføjede vist endda, jeg syntes Khomeinis udtalelser var latterlige. Det var både et tegn på min begyndende illoyalitet over for islam. Min kritik af Khomeini fik så mange af muslimerne i min moske til at vende sig imod mig, at jeg var nødt til at forsvinde.«
I sit nødtvungne eksil fra det muslimske miljø fortsatte Ammar med at stille kritiske spørgsmål til islam. Han droppede ud af universitetet og begravede sig i bøger om islamisk teologi. Vendepunktet kom under en paneldebat med en kristen, en new age-tilhænger og en ateist.
»Jeg opdagede, at jeg på mange punkter var enig med ateisten. Det skræmte mig, men næste dag måtte jeg erkende, hvad der var sket: Jeg var blevet ateist. Det var den 23. december 1983 kl. 16.21.«
