Læsetid: 3 min.

Tilbage til sovs og kartofler

Danskerne reagerer mod udefra kommende trusler ved at vende sig indad, og vi har svært ved at slippe vreden konstruktivt ud, mener forfatteren Sven Holm
17. oktober 2001

Konfliktsky
Terrorangrebet 11. september og nu faren for miltbrand har dræbt danskernes forestilling om, at ’døden ikke rigtig er noget, der angår os’. Nu reagerer vi formodentlig ved at blive indadvendte, samtidig med at vi er dårlige til at slippe frustrations-damp ud på en fornuftig måde.
Det mener den hæderpriste forfatter og og dramatiker Sven Holm, som mest er kendt i offentligheden for tv-serien Kald mig Liva.
»Vi er som danskere tilbøjelige til at reagere på udefra kommende trusler ved at blive indadvendte og eftertænksomme. Vi søger derfor mod de gammelkendte ting som f.eks. traditionerne og familielivet. I den forbindelse er det interessant, at madkulturen på åstedet i New York siden 11. september har ændret sig fra, at folk så og sige spiste revet gulerod, til at de nu spiser traditionel mad med sovs af den sundhedsskadelige slags. Gad vide om vi ikke vil se den samme tendens i Danmark,« siger Sven Holm til Information.
Mens Holm venter, at flertallet vil trække sig ind i sig selv og være eftertænksomme, så siger han dog:
»Et mindretal vil formodentlig reagere mere konstruktivt. De giver sig f.eks. til at argumentere for, at den vestlige verden bør give mere i udviklingsbistand og øge samhandlen med fattige lande.«

Indestængt vrede
Sven Holm mener, at danskerne generelt har svært ved at tage konfliktfyldte emner op. Han siger:
»Siden 11. september har det været som om, mange er frygtelig bange for at vise deres vrede. Og her tænker jeg ikke på at smadre vinduerne hos en grøntsagshandler på Nørrebro – de er terrorister dem, som gør det. Nej, jeg tænker på alle de forfattere og andre meningsdannere, som ikke har stået frem og f.eks. sagt, at der påhviler de muslimske fædre, som lader deres sønner vise deres glæde over terrorangrebet, et meget stort ansvar. Vrede kan jo sagtens bruges konstruktivt til et opgør med de ting, som vi ikke vil tolerere.«
For eksempel falder det Holm for brystet, at forfatteren Jørgen Knudsen i Politiken i september i lyset af terrorangrebet skrev:
»Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få ... at demonstrere Magtens sår-barhed og Afmagtens styrke. «
Hertil siger Sven Holm:
»Det er jo så rystende, når Jørgen Knudsen kan få sig selv til at skrive sådan noget. Der burde andre forfattere og jeg selv inklusive være langt bedre til at sige fra over for. Skal der et giftangreb til på Danmark, før Jørgen Knudsen holder op med sådanne lovprisninger?«
»Mit eneste forsvar for ikke at have reageret er, at vi står i en situation, hvor vi lige har fået tage mødommen, og det er svært at få sig et overblik over den nye verdens uorden, og derfor har vi svært ved at forholde os til den.«
Sven Holm mener, at 11. september og miltbrandfaren har rusket danskerne ud af en vrangforestilling om en tryg og rar verden.
»I tiden efter Murens fald har vi gået og bildt os selv ind, at vi levede i den bedste af alle verdener. Der var kun nogle små problemer hist og her med nogle folk langt væk, der havde for lidt. Vi har haft en eller anden sindssyg forestilling om, at vi er usårlige. Og vi har i vores religiøse livsopfattelse distanceret os fra døden og vores egen dødelighed, som noget der ikke rigtigt angik os. Derfor har terrorangrebet og nu miltbrandfaren ramt os så utroligt hårdt.«
»Først bliver det store offentlige rum ramt med de her tårne. Derefter det mindst mulige rum i form af vores brevsprække. Billedmæssigt er det meget hårdt og frygteligt. Det er kreativitet af ondeste skuffe.«
Adspurgt om medierne er gået i selvsving over den angiveligt meget lille risiko for at få miltbrand siger Holm:
»Det her er kørt op. F.eks. sagde en bekendt til mig, at det her med miltbrand er noget CIA (den amerikanske efterretningstjeneste, red.) har spredt for at få amerikanerne til at acceptere alle mulige tiltag i kampen mod terror. Nu tror jeg ikke selv på den slags paranoia, men når man kan tænke så kreativt, så siger det noget om, hvordan det her er kørt op inde i os selv. Og det er jo ikke uden grund, for reelt set ved hverken du eller jeg noget.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her