Læsetid: 4 min.

Tilbagelænet brand

Michael Brecker leverer fortættet atmosfære på sit stjernebesatte ballade-album, Joe Lovano er nede i de små trioformater og Lars Møller sætter punktum for en æra
9. oktober 2001

Michael Brecker leverer fortættet atmosfære på sit stjernebesatte ballade-album, Joe Lovano er nede i de små trioformater og Lars Møller sætter punktum for
en æra

Nye cd’er
På afstand kan Michael Breckers balladealbum Nearness of You ligne et smart kommercielt koncept til at kildre følelserne og de bløde værdier nu den amerikanske tenorkomet med sit virtuost vitale spil i over tyve år har været en fremskudt og indflydelsesrig galionsfigur i jazz/fusionsgrupper med Brecker Bros., Steps Ahead og freelancer med utallige navne.
Med en stålren og muskuløs tone har han tillige sat sit mærke i pop/rock-verdenen, bl.a. med Dire Straits, Steely Dan, Paul Simon, Eric Clapton, Frank Zappa og Joni Mitchell. Akustisk jazz har dog altid været en del af Breckers korpus, og han leverede et af 80’er-ti-årets mest slidstærke jazzplader med sin solo-debut Michael Brecker (1987). Og fra dén plade har han genoptaget samarbejdet med bassisten Charlie Haden, guitaristen Pat Metheny og trommeslageren Jack DeJohnette. Herbie Hancock sidder ved klaveret og på to numre høres popsangeren James Taylor.
Nearness of You skal nok sælge godt uanset hvad, men pladen er ikke et fortænkt produkt. Den er en moden Breckers generøse udfoldelse af 11 melodiske numre, hvor den stjernespækkede kvintet leverer instrumental jazz på lavt blus med en tilstedeværelse og en koncentration i udtrykket, som er deres status værdige.
Med en usvigeligt sikker fornemmelse for nedtonet dramatik og fortættet atmosfære, som en ulmende cigaret, hvis glød kun langsomt æder sig ind på filtret, folder kvintetten de enkelte numre ud i kollektiv ånd med et væld af gode detaljer. James Taylors vandkæmmede sangforedrag er dog knapt til at holde ud og efterlader to unødvendige pletter på en ellers ypperlig mainstream-udgivelse.

Spraglede trioer
Joe Lovano har vinger i øjeblikket. Sidste år modtog hans nonet-plade 52nd Street Themes en amerikansk Grammy og i løbet af sommeren er Lovano blevet hyldet, som årets jazzkunstner af både Jazz Journalist Association og af bladet Down Beat, hvor i han også blev nr. to i afstemningen om årets tenorsaxofonist (Sonny Rollins).
Lovanos spil, der i øvrigt skylder ikke så lidt hos Rollins, har sin egen robust vimsende og fabulerende personlighed. Flights of Fancy er en slags fortsættelse af den stærke Trio Fascinations fra 1998, hvor Lovano udfoldede sig med Dave Holland på bas og Elvin Jones på trommer. Det bliver dog for meget af det gode med her hele fire trioer.
Der er nok udsøgte fletværk, når Lovano mødes med Toots Thielemans’ poetiske mundharpe og Kenny Werners frodige klaverspil og djærvt swing i udflugterne med Cameron Brown (bas) og Idris Muhammed (trommer), men også tvivlsomme blindgyder, når Lovano skal lege slagtøjspiller med Dave Douglas (trompet) og Mark Dressler (bas). Lovano har både sopran, alt- og tenorsax samt basklarinet fremme i de 14 mere eller mindre strukturerede forløb. Mest flygtigt og vovet bliver det i de frit pludrende dialoger med fløjtenisten og sopransaxofonisten Billy Drewes og trommeslageren Joey Baron.
Det er således en cd, hvis spraglede bredde reflekterer Lovanos åbne sindelag og lyst til at prøve sig selv og andre af. Det fungerer ikke som nogen helhed og er i Lovanos diskografi mere kuriøst, end kunstnerisk interessant.

Svanesang
Lars Møllers Centrifugal er den sidste af i alt fem udgivelser med dén gruppe, hvor med Møller gennem 90’erne har etableret sig, som en af landets mest personlige og ambitiøse jazzmusikere.
I begyndelsen af årtiet udsendte han to plader, der trak på amerikansk jazztradition, men inspireret af bl.a. indisk musik sadlede Møller i 1995 om og begyndte, at dyrke egne kompositioner i et mere luftigt og reflekterende univers, hvor i Ole Theills transparente tromme- og tablaspil siden har været en vigtig brik.
Signifikant er Møllers ofte udsøgt melodiske kompositioner i krydsfeltet mellem skandinavisk, amerikansk og indisk musikkultur, en forædlet næsten poleret gruppelyd og stærke solister i både Møller selv, tangentspiller Jacob Christoffersen og bassisten Thomas Ovesen. Det kulminerede i år 2000, da Møller kunne tage årets jazz-Grammy med hjem for cd’en Kaleidoscope.
Gruppens bedste udspil til dato er dog Colours (1997), hvor samarbejdet med Jazzvisit-guitaristen John Abercrombie resulterede i sjældent helstøbt musik. Centrifugal er endnu en fornem og velspillet plade, men der er også redundans i de musikalske manerer. Gruppen føjer intet markant nyt til sin i forvejen veldokumenterede færden. Derfor virker Møllers offentlige melding om gruppens opløsning, som en rigtig beslutning.
Man kan så – mens legen er god – nyde gruppens diskografiske ’svanesang’ for numre som »Rooms« og den tabla-bårne »5 5 7 7« med deres medrivende intensitet eller balladen »North Atlantic Waltz«, hvor uro bliver manet til ro.
Stærkt står fortsat Christoffersens krydrede klaverspil og Møllers modne melodiske soli. Centrifugal er en værdig og sikker afslutning på en frugtbar periode.

*Michael Brecker: Nearness of You (Verve)

*Joe Lovano: Flights of Fancy – trio fascination two (Blue Note)

*Lars Møller Group: Centrifugal (Stunt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu