Nye cder
Flydende former størkner. I litteratur, film, maleri, musik. I jazz, rock, r&b, hip hop, electronica. Men det gik nu mere end almindelig hurtigt for drumnbass.
I begyndelsen af 90erne var genrens hektiske og buklende tromme- og sugende basspor en original udnyttelse af især house, men også hip hops rytmiske og klanglige muligheder for radikalisering. Men radikaliseringens frie associationer stivnede hurtigt i selvbevidst form, og drumnbass mistede sin energi i en overflod af ekstremt avancerede og detaljerede programmeringer blottet for kreativ søgen.
Det skete allerede i slutningen af 90erne, og derfor kommer det heller ikke som et chok at pionerduoen 4heros nye album Creating Patterns ikke peger nogen videre interessante steder hen. Dherrer Dego McFarlane og Mark Clair guidede efter at have været med til at forme genren nærmest egenhændigt
drumnbass i en mere kompositorisk retning tilbage i midten af 90erne, og det spor har de fulgt lige siden. Creating Patterns er således en samling sange kun lejlighedsvis med drumnbass-rytmik.
4hero kan deres kram: Sublimt maskinsnedkererede strukturer smelter sammen med en hær af musikeres håndarbejde: Blæsere, strygere, tværfløjte, vibrafon, tabla, trommer, piano og de obligatorisk indbudte kvindelige vokalister samt en enkelt beat-poet. Det er mest af alt moderne vidtfavnende jazz lidt fra Brasilien, lidt fra Nordafrika, lidt fra London, lidt fra verdensrummet hvor programmeringer og studiemusikere smelter sømløst sammen. Men jeg tænker på Wynton Marsalis, ikke Miles Davis, når jeg hører
4heros jazz, som desværre lider under den overlegne tekniks og moderne vellyds kedsommelighed.
Sangskrivningen og især de harmoniske strategier er rutineprægede i al deres luksus, alt for magelige i al deres forudsigelighed på langt de fleste skæringer, og 4heros album er således først og fremmest et forbandet velproduceret, men konservativt sangkatalog. Duoens titaniske teknik skygger tilsyneladende for en eventuel jagt på substans, musikken er størknet i sin højglanspolerede form.
Sparsommelig lyd
Anderledes magert er duoen Lambs tredje album What Sound. Med en tør sparsommelig lyd og stramt komponerede numre jagter Andy Barlow og Louise Rhodes den modernistiske og krævende popsang, hvor forsanger Rhodes er dejligt økonomiserende og underspillende i modsætning til de ofte fortærskede kalorietunge skalaryttere hos 4hero.
Lamb var forfriskende i deres formulering af minimalistisk kunstnerisk drumn
bass tilbage i 1996, da de debuterede. Det er de ikke længere, og ligesom hos 4hero er der på What Sound snarere tale om en samling reelle sange båret af smældende breakbeats og digitale klange end en udforskning af en genres perspektiver.
Det er jo fint nok, men det er bare ikke altid lige spændende at høre en Lamb-sang, som i værste tilfælde kan være decideret blodfattig. Flere steder toner sangene ikke rent igennem, andre gange har de for meget kontur til at være behagelig diskretmusik, og duoens syntetiske art-pop har således en tendens til at virke retningsløs eller i hvert fald sigte mod to-tre forskellige stolesæder på én gang. Dette er på ingen måde fremtidens pop, mest af alt en arty udgave af nutidens i øvrigt med mindelser om Moloko. Og når den er bedst rammer den lykkeligvis den karakteristiske eskapisme, der gør os så afhængige af poppens (bitter)sødme.
Flere skæringer rammer med en tør charme i mellemgulv og melankoli. Men lige så tit er Lambs ellers ganske personlige udtryk umiskendelig kønsløst.
Fri association
Så er der betragtelig mere fri association og prikken til sanserne på amerikanske
Dntels album Life Is Full of Possibilities. Muligheder er der også masser af på et album, der peger mod en popmusik som kunne finde på at manifestere sig i mainstream om en to-tre år. En knitrende, hakkende, samplende, melodisk pop med de samme varme og stilsikre træk som triphop. Albummets få egentlige popsange er underskønne drømmerier drevet frem af kvindelige vokalister og ligesom de instrumentale perler kendetegnet ved den elektroniske undergrunds strategier: Mikrorytmer, der nærmest lyder som fint knitrende skyer af elektronik, statiske klik, der lægger sig som en pirrende hinde over musikken, glitsch lyden af en cd-inspireret hakken, ikke en pladespillers scratchen behageligt varm, afrundet støj og akustiske tilsætningsstoffer som guitar og harmonika.
Mens 4hero har mistet kreativitet og vundet teknisk kontrol, så er Dntel stadig i gang med at finde form og jonglere med muligheder i computersoftwaren. Ja, måske er det Dntel, der en dag skal forlænge Madonnas musikalske ungdom, som William Orbit og Mirwais allerede har gjort det. Forhåbentlig finder Dntel legekammerater på sin egen alder.
*4hero: Creating Patterns (Talkin Loud/Universal)
*Lamb: What Sound (Mercury/Universal)
*Dntel: Life Is Full of Possibilities (Plug Research Records/VOW) (www.plugresearch.com)
