(2. sektion)
Radio
Danmarks Radios P2 har et månedligt program, der hedder »Søndagsklassikeren«. Tre engagerede og indsigtsfulde personer lytter sig gennem en række indspilninger af samme værk, hvorefter den, de synes, er bedst, spilles i sin helhed som afslutning.
Programmet varer næsten tre timer! I søndags handlede det om Rachmaninovs berygtede tredje klaverkoncert, og de tre i studiet var pianisten Ulrich Stærk, saxofonisten Per Goldschmidt og Per Wium fra satellitkanalen Radio Klassisk.
Klassisk, ja. Og nej. For Rachmaninov er jo på mange måder så moderne, at man har kunnet beskylde eller hylde ham for at være den, der har bragt Hollywood ind i musikken.
Den er jo russisk som ind i helvede. Som Volga, som kaviar, som Dostojevskij, indimellem som Tjekov, men oftere med den store pensel.
Han lader orkesteret sprøjte fanfarer, trompeter, synkoper. Klavertonerne drysser som regn i tornado fra alle sider, uventet rammer de ørerne, samler sig i bølger, skyller gennem kroppen, fortoner sig i hvirvler, op og ned, diminuende, prestissimo, crescendo.
Det er klassisk, og det er nyt. Så nyt, og den slags lærer man med tiden, at ingen nyere populærmusik kan være mere poppet overhovedet, og samtidig dybt og vildt gribende. Som kun russerne kan.
Kunne det hele
Den version, man i søndags endte med at spille helt, slap med igennem, fordi den var anderledes end alle de andre. Især havde den dårligere lyd og måtte altså være af lidt ældre dato.
Hen imod slutningen kom en af de tre intelligent og flot diskuterende personer så på den tanke, at pianisten virkede så indforstået med musikken, at han måske kunne være identisk med komponisten.
Det viste sig at være rigtigt. Det var en indspilning med Rachmaninov selv fra årsskiftet 1939-40 med Eugene Ormandy og Philadelphia Symfonikerne.
Russisk-amerikansk samspil lige i begyndelsen af Anden Verdenskrig. Kunst kender ingen grænser!
Rachmaninov var jo en fuldendt musiker. Han kunne det hele. Komponist, pianist og dirigent.
Men hvad var det så, der greb? Den slags er svært at sætte ord på. Det var, mente de tre, først og fremmest en måde at spille klaver på, der senere er forsvundet i dels nyere studieteknik, dels en mere og mere blankpoleret søgen efter det brillante, virtuose, spektakulære. Noget med at kunne afvikle de enkelte momenter i musikkens lange fortælling værket varer omkring 45 minutter på en sådan måde, at den ene fases udklingen er naturlig opklang til den følgende.
Altså gammeldags? Nej, netop ikke. For som panelet udtrykte det: Hvis denne indspilning var blevet foretaget i dag, med ny teknik, kunne alle de øvrige for så vidt lige så godt gå hjem.
Hører man kun tre timers radio om måneden, så stil ind på »Søndagsklassikeren«.
