Læsetid: 3 min.

Udviklingshæmmede tvinges til sex

Krænkelserne får sjældent konsekvenser for gerningsmanden, og ofrene lades i stikken uden tilbud om støtte eller behandling
25. oktober 2001

De udviklingshæmmede har en større risiko end den øvrige befolkning for at blive udsat for seksuelle overgreb. Krænkelserne får sjældent konsekvenser for gerningsmanden, og ofrene lades ofte i stikken uden tilbud om støtte eller behandling.
En ny undersøgelse fra Socialt Udviklingscenter har kortlagt udenlandske forskningsresultater på området, fra bl.a. Norge, England og Holland. Der findes nemlig ikke selvstændige danske undersøgelser, men billedet er det samme her, vurderer eksperter over for Information.
»Alt tyder på, at omfanget af seksuelle overgreb og krænkelser blandt de danske udviklingshæmmede, svarer til billedet fra udlandet – det er også det udgangspunkt, som Socialministeriet har. Men det er et område, der er meget ringe belyst,« siger Frank Ulmer Jørgensen, chefkonsulent i LEV, landsforeningen for udviklingshæmmede og deres pårørende, til Information.
»Senest har vi set sagen på Fredericiaskolen, hvor en ung mand gentagne gange har foretaget seksuelle overgreb på andre elever uden, at personalet greb ind, selv om de vidste, hvad der foregik,« fortæller Frank Ulmer Jørgensen.
De udenlandske undersøgelser peger på, at en stor del af overgrebene begås af andre udviklingshæmmede. Det spænder fra mindre daglige krænkelser til alvorlige overgreb som voldtægt.

Beluring og berøring
»De ’mildere’ krænkelser, som f.eks. beluring, ufrivillig berøring og andre seksuelle tilnærmelser, er udpræget dagligdag på mange bosteder og bofællesskaber for udviklingshæmmede,« siger Frank Ulmer Jørgensen.
Der begås dog også en del grovere seksuelle overgreb uden at man dog har noget klart billede af omfanget, da de kun sjældent anmeldes.
»Hvis det er noget, som er foregået mellem beboere på et bosted, forsøger personalet i første omgang at få tingene til at hænge sammen internt. Nogle gange lader man være med at anmelde det, selv om man måske burde, fordi man ved, at det vil være svært for politiet at afhøre de implicerede personer, der måske ikke har et ordentligt talesprog og har svært ved at huske præcis, hvad der er sket. Derfor vurderer man, at en afhøring alligevel vil resultere i tiltalefrafald,« siger Frank Ulmer Jørgensen.
Formanden for LEV, Peter Christiansen, bekræfter, at en del seksuelle overgreb begået af udviklingshæmmede på andre udviklingshæmmede ikke anmeldes, men opfatter det som et misforstået hensyn: »Jeg har stor forståelse for, at det er en pædagogisk indsats, og ikke en straffeindsats, der skal til. Men det bør ikke spille nogen rolle for, hvorvidt man anmelder det eller ej, om der er tale om overgreb mellem udviklingshæmmede, eller det er almindelige mennesker. Det er ikke den form for beskyttelse af udviklingshæmmede, som LEV går ind for,« siger han.
Frank Ulmer Jørgensen efterlyser nogle retningslinjer for, hvordan bostederne skal tackle situationer, hvor man tror, der bliver begået seksuelle krænkelser.
»Det er utilfredsstillende, at det overlades til det enkelte bosted at finde ud af, om man skal gå videre med en sag eller ej. Der mangler en beredskabsplan på området med oplysning til de ansatte om, hvad de skal kigge efter, hvis de har mistanke om seksuelle overgreb, og som fortæller dem, hvordan de skal gribe det an,« siger han.
De udenlandske undersøgelser peger desuden på, at de udviklingshæmmede ofre for seksuelle overgreb ikke får nogen behandlingstilbud.
Det samme gælder i Danmark, mener Frank Ulmer Jørgensen: »Der bør være langt større fokus på, hvad man kan gøre for ofrene. Behandlingen glider tit ind i det almindelige pædagogiske billede på bostedet. En professionel hjælp med terapeutisk eller psykologisk bistand sker meget sjældent.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu