Læsetid: 5 min.

USA risikerer at gå terroristernes ærinde

USA har ikke gennemtænkt krigens politiske mål. Dermed risikerer USA at gå i bin Ladens fælde og få hele den islamiske verden imod sig
18. oktober 2001

USA har ikke gennemtænkt krigens politiske mål. Dermed risikerer USA at gå
i bin Ladens fælde og få hele den islamiske verden imod sig

Kommentar
Lad mig begynde med det indlysende. Det bør være selvfølgeligt for enhver, at de ansvarlige for terrorangrebene mod USA skal pågribes, drages til ansvar og straffes strengt. Der er så vidt jeg kan se ikke den ringeste tvivl om, at bin Laden er terrorens primære regissør. Indicierne imod ham og hans netværk al-Qaeda er overvældende. Lige så indlysende er det, at Taleban-regimet må betragtes som medskyldig, i den udstrækning det beskytter bin Laden og stiller sit territorium til rådighed for al-Qaeda. Der må klart skrides ind imod terroristerne og deres beskyttere med de midler, det internationale samfund råder over.
Nu til det mindre indlysende. Hvad disse midler er, står ikke klart. For øjeblikket forsøger USA og Storbritannien at fjerne talebanstyret ved bombekrig. At dette middel næppe er omfattet af FN-traktatens artikel 51 om retten til selvforsvar, for så vidt at denne ikke kan siges at legitimere voldelig omstyrtning af regimer, er en ting. Værre er imidlertid, at det langtfra står klart, at det valgte middel nu også vil føre til det ønskede mål. Man kan sågar frygte, at det får modsat effekt og gavner terroristernes sag mere end det skader den.

Denne krig bliver ikke nogen ’almindelig krig’, meddelte USA’s regering, da den skulle forberede verden på, hvad der forestod. Men indtil videre har krigen mod terror vist sig at være lige præcis dette. USA og Storbritannien har ført almindelig luftkrig mod en fjende, som ikke kan besejres i en almindelig krig – ja, som faktisk intet højere ønsker sig end en almindelig krig.
Jeg er bange for, at USA og dets allierede har påbegyndt netop dén krig, som Osama bin Laden ønskede sig allermest og også forudså ville komme. Intet af det, som nu sker, kan være kommet bag på ham. Hans mål er at destabilisere og demoralisere den vestlige verden ved hjælp af uforudsigelige og katastrofale voldsaktioner for herigennem at skabe et klima, der kan muliggøre fundamentalistiske magtovertagelser i den islamiske verden – i første række i provestlige nøglelande som Egypten og Saudi-Arabien. Jo mere ukontrolleret vold, han kan fremprovokere, desto mere vil scenariet begynde at ligne den ’hellige krig’, som han og hans trosfæller propaganderer for. Og desto flere rasende mennesker i den islamiske verden vil der slutte op om den. I den krig, bin Laden vil føre mod verden, er voldsoptrapning således ikke blot et middel, men også et mål.

Det er følgelig en krig, som verdenssamfundet har alt at tabe ved at indlade sig på. Den eneste krig, som verdenssamfundet vil have noget at vinde ved, ville være en krig, hvor tydeligt afgrænset vold tjente det tydeligt afgrænsede mål at skabe retfærdighed, det vil sige i dette tilfælde at pågribe eller i værste fald nedkæmpe bin Laden og uskadeliggøre hans terroristnetværk. En krig, hvor dette klart afgrænsede mål forbliver uden for rækkevidde, vil sandsynligvis være tabt på forhånd.
Men hvorfor fører USA så en krig, hvor sandsynligheden for sejr er lille og udsigten til nederlag stor? Formentlig fordi det er den eneste slags krig, man er i stand til at føre. USA sigter mod talebanske bjergkrigere fra satellitter og kampfly, fordi det nu engang er der, amerikanerne har koncentreret deres militære ressourcer. USA bomber afghanske bygninger og infrastruktur, fordi USA nu engang ved, hvordan man bærer sig ad med den slags. USA aner derimod ikke, hvor bin Laden skjuler sig og endnu mindre, hvad der bliver hans næste træk, fordi man ganske enkelt ikke har midlerne til at finde ud af det.
Om denne manglende evne til at skaffe sig efterretninger fortalte en frustreret tidligere CIA-ansat, Reuel Marc Gerecht, få måneder før angrebene på New York og Washington. Efter et besøg i byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan, som længe har fungeret som kontaktcentrum for bin Laden og al-Qaeda, konstaterede han, at der ikke fandtes en eneste agent i amerikansk tjeneste under jorden med fungerende kontakter i radikale muslimske kredse. CIA var helt ude af stand til at rekruttere folk, som var parate til at risikere livet ved at infiltrere muslimske fundamentalister i Afghanistans bjerge. CIA’s muligheder for at gennemføre en succesrig antiterroristorganisation mod bin Laden betegnede Gerecht som ’ikke-eksisterende’.
Men efter den 11. september hastede det med at foretage sig noget dramatisk, vil nogen sikkert indvende. Sandt nok. Vores sorg og den krænkede retsfølelse forlangte handling. Selvrespekten krævede, at vi foretog os noget. Behovet for at vise symbolsk handlekraft krævede, at noget blev gjort.
Sådan var dilemmaet. Noget måtte gøres hurtigt, men med dét, som det viste sig muligt at gøre hurtigt, risikerer vi nu at være kommet til at spille bin Ladens spil.
’Krig er fortsættelse af politik med andre midler’, lyder von Clausewitz’ berømte tese. Hvad den tyske krigsteoretiker dermed tog for givet, var, at alle krige har politiske mål. Det er ikke tilfældet. Krigen mod talebanerne i Afghanistan har indtil videre ikke et klart politisk mål. Målsætningen om at pågribe bin Laden og hans kreds af terrorister er ikke et politisk, men et politimæssigt mål.
Men eftersom USA-alliancen har startet en krig og ikke en politiaktion, og eftersom alle krige får politiske konsekvenser – ofte langtrækkende – er der stor risiko for, at den ti dage gamle krig får et dramatisk politisk efterspil. I USA kræver debattører på højrefløjen, at Saddam Hussein bliver styrtet, og at hele den arabiske verden bliver renset for terrorister. Fra andet hold lyder mere eller mindre tågede krav om en ny Israel-politik i Mellemøsten og om oprettelse af en palæstinensisk stat.
Problemet med at smide politikken efter krigen er, at politikken, hvordan den så end bliver, vil blive opfattet som en følge af krigen og dermed i sidste instans som en følge af de terrorhandlinger, som udløste den. Amerikansk desperation? Tak til terroren. Palæstinensisk stat? Tak til terroren, igen. Det er en sådan krig, Osama bin Laden har ønsket sig, og det er en sådan krig, vi i øjeblikket er ved at tilbyde ham.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

FAKTA
Rosenberg
*Göran Rosenberg er journalist, forfatter, og freelance- kommentator i Dagens Nyheter og Dagbladet Information. Han har netop udgivet den meget roste bog ’Tanker om journalistik’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu