Læsetid: 4 min.

Uventede akustiske fodspor

Aphex Twin er blandt de få ægte ikoner, og som sædvanlig er hans mangetydige musik ikke hvad, den har været
24. oktober 2001

Ny cd
Det er en begivenhed i den elektroniske musikverden, når der kommer en ny plade fra Aphex Twin. Måske det kan sammenlignes med hvordan filmverdenen holder vejret, når der kommer en ny film fra Lars von Trier. Der hersker en forventning om et sublimt skridt i en ny udfordrende retning. Om Aphex Twins nye fodtrin er sublime kan kun tiden vise, men hans rastløshed har da introduceret ham for nye kreative hektarer.
Født og opvokset i sydengelske Cornwall under det anderledes angelsaksiske navn Richard D. James er han blevet en myte ikke kun i kraft af egne historier om sin fulde bevidsthed i drømme, om sit køb af en mindre tank, om sit tvesyn, om sine tusindvis af kompositioner, som aldrig bliver udgivet – men især i kraft af selve musikken. Under mange pseudonymer, men især Aphex Twin, har James brudt nyt land i flere retninger siden han i 1991 debuterede som Aphex Twin (i øvrigt for første og eneste gang som en duo) med singlen Analogue Bubblebath 1. Først sofistikerede han således dansegulvets techno, kort efter brutaliserede han den. Og i årene efter skabte han skelsættende moderne ambient og var med til at definere den lytteorienterede electronica, som i sin tid fik den åndssvage mærkat ’intelligent techno’. Og i midten af 90’erne radikaliserede han drum’n’bass’ overbefolkede rytmespor. En form han siden har radikaliseret yderligere – både med flere rytmiske bukler pr. sekund, med stadigt mere sofistikerede programmeringer og til tider gruopvækkende klange. Samtidig med at han har leget med kammerstrygere, sukkersøde orientalsk inspirerede melodier og perverteret pop.
Den 30-årige Richard D. James’ værk har med andre ord altid været mangetydigt og udfordrende, og han har medvirket til iscenesættelsen af sig selv som en fragmenteret kunstner på rov i sit eget ego-helvede med videoerne til numrene »Come To Daddy« og »Windowlicker«, hvor hans diabolsk grinende ansigt er computermanipuleret ind på børn, afroamerikanske hjemmedrenge og nærigt klædte, rundhåndet formede kvinder.
Så her sidder man så med en forvandlingskugles seneste værk. Drukqs breder sig over to cd’er, varer lige over 100 minutter, og tjener både som en art musikalsk status og som forsøg på nybrud. Her er varemærke-løb gennem tusindvis af sønderklippede rytmefragmenter. Bukkende, flimrende, detroniserende retningssansen. Her er ildevarslende ambient, forskruede jazzgrooves, ondt skurrende vokaler, skrig, billig 80’er-computerspillyd og smukke synthmelodier. Elektronikken rykker og kilder og driller, og numrene er ofte fremragende kompositioner endda i længerevarende, changerende forløb. Men overraskelserne findes andetsteds: i Drukqs’ mange akustiske musiksstykker: Et stykke for astmatisk trædeorgel, et par for metalaffald og en del for noget så uhørt som jomfrueligt klaver og for flygel modificeret i ånden fra salig John Cage – ganske givet med skruer og bestik. Klangbehandlinger på realplan frem for via software. Over denne nye håndgribelige instrumentpark fører Aphex Twin sine legesyge hænder og spiller rytmisk funderede stykker på det modificerede klaver og melankolsk lyriske på det jomfruelige. Stykker hvor eftertanken synes at forlænge efterklangene.

Fragmenteret kunstner
Hvor de mest længselsfulde melodier før i tiden blev modsagt af infernalske beatkramper – englen var altid bevæbnet med trefork eller overhældt med syre – så står flere numres romantik eller lyrik således uimodsagt på Drukqs. Aphex Twin når over de 100 minutter at stikke os sit djævlesmil, grine af vores sentimentalitet – og fylde os med sakrale sindstilstande.
Nu skal man generelt ikke lægge noget i, hvad Richard D. James siger som Aphex Twin – men det er alligevel værd at bemærke, at en computerstemme på albummets sidste syntetiske skæring siger »thank you for your attention, bye«, hvorefter der afsluttes med to klaverkompositioner. Det er værd at lægge mærke til, fordi et par af de før så giftigt sammenskruede og altid imponerende blæreskæringer virker en kende trætte i kanterne. Har han kedet sig i sit solipsistiske enevælde over maskinernes ellers tilsyneladende uendelige rige? Og mens der måske ikke er larmende perspektiver i hans klaverpoesi, så er der til gengæld masser af muligheder i Aphex Twins arbejde i den materielle verden generelt – og specifikt i det rytmiske arbejde og de klanglige molestreringer af tangentinstrumenter m.m.
Drukqs er således typisk Aphex Twin, som vi lærte at kende ham i sen-90’erne: En som altid fragmenteret kunstners aldrig entydige værk. Det er overraskende at høre den lejlighedsvise metaltræthed i de før så stålsatte speed-spasmer, men det er lige så overraskende at høre en mindre aggressiv grundtone og en rastløs elektronisk troldmand på langsom gåtur i et hjørne af den akustiske instrumentpark. Ganske vist har denne mand før samplet sin astmaspray og sin stemme, men derfra og til at bruge en mikrofon til at optage et helt klaverstykke, der ligger en del genrespring – og sikkert også noget tabt fanskare. Men hvem ville le højere ad denne illusoriske afgrund end Aphex Twin?

*Aphex Twin: Drukqs (WARP/V.O.W.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her