Læsetid: 6 min.

Velkommen til verden

Velkommen til paradoksernes fremtid, hvor de magtfulde er magtesløse og de magtesløse har magt, skriver Suzanne Brøgger i sin alternative tale i anledning af Folketingets åbning i dag
2. oktober 2001

Åbningstale
Indtil for nylig, da den politiske dagsorden i Danmark handlede om spædbørn og oldinge, indgangen og udgangen på livet, barsel og omsorg, blev der fra mange sider efterlyst en lidt større vision, der mere gik på det der foregår mellem fødsel og død. I det store hele. Den vision har i mellemtiden affødt sig selv. Alle gode kræfter samles siden den 11 september omkring spørgsmålet, hvordan terrorisme - den bratte, uønskede afslutning på livet – overhovedet kan bekæmpes. Samtidig er spørgsmålet om, hvordan demokratiet kan blive en forudsætning for globalisering – ligesom demokratiet er en forudsætning for nationalstaten – blevet presserende, radikaliseret. Men også mere usikkert, fordi vi ikke mere kan tage for givet, om det netop er demokrati, der ønskes af verdens befolkning som helhed, fundamentalisterne i særdeleshed.
Jeg tror, at mange i de senere år har tænkt: Hvordan bærer man sig ad med at diagnosticere’smertegrænser’ i det flydende, grænseløse samfund? Idag kan vi sige, smertegrænsen er nået. Vi kan mærke den. Det ville være så bekvemt at sige, at terroren kommer ’udefra’. Men i globaliseringens tidsalder er der ikke mere noget ’udefra’. Man har længe efterlyst en ’sammenhængskraft’, og jeg har tænkt, at den lå i den blå luft.

Luften, som vi alle sammen indånder – og indeholder. Paradokset er så, at den kraft, der kom fra den blå luft og splintrede vores verden, samtidig er den kraft, der samler den igen, fordi vi står samlet, både i nord og syd, i alle mulige etniske trosretninger mod denne ene fjende: Terroren. På en måde var katastrofen forudsigelig, hvis man skal være bagklog. Terror-angrebet er dét svar, vores civilisation har fået. Hvad betyder et ’svar’ – andet end hvad der ’svarer til’? Svaret er en del af os selv.
Ligesom enhver bevidsthed har en skygge, har enhver kultur sin egen ubevidsthed. På samme måde er fundamentalismen og modernitet (glemt alt om ’post’-væsenet i denne sammenhæng) lænket til hinanden, den ene kan ikke eksistere uden den anden, selvom vi havde troet det. Eller håbet. Men hvad er det så, vi er ubevidste om, hvad er det, vi tager for givet? Vores fremragende kulturs overlegenhed f.eks.

Jeg mener ikke, at vi skal trække i bodsskjorten og fortryde den franske revolution eller den amerikanske forfatning. Jeg mener ikke, vi skal sætte spørgsmålstegn ved de europæiske værdier, der kendetegner det åbne samfund, som vi har kæmpet for i århundreder og som eksemplificeres ved menneskehedens friheder, rettigheder og værdighed, retssikkerhed, og lighed for loven, beskyttelsen af mindretal, demokratiske institutioner, adskillelsen af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, politisk pluralisme, respekten for den private ejendomsret og det private initiativ, markedsøkonomi og fremme af civilsamfundet. Men det er presserende, at vi kaster lys over den ubevidsthed og de omkostninger, der er forbundet med at håndhæve en sådan kultur og implicit at gå ud fra, at den moderne nord-kultur er ’bedre’ end den traditionelle i ’syd’. Hvis den er ’bedre’ i betydningen mere udviklet, mere kompleks, hvilket jeg ikke vil udelukke, så kræver det også, at den er mere bevidst om sig selv. For selvom den skulle være ’bedre’, så kan den næppe hævde nogen moralsk overlegenhed, bare fordi den er rigere.

Tværtimod kunne man sige, at vores materielle overlegenhed bygger på konkurrenceprincippets grådighed og misundelse, følelser, der i mange hundrede år var fordømt som dødssynder, men som i det sekulariserede Europa er
ophøjet til lov. Jeg siger det bare, fordi vi er oppe imod ’dydsministerierne’ som en dødelig virkelighed. Nord er omsider vågnet op til de økonomiske ulighedernes realiteter. Men er vi også vågnet op til de mentale forskelligheders fataliteter? Det er jo ikke kun de fattige, der vil bekæmpe os. Også rige lande i Syd er modstandere af vores civilisationsform. Mit postkort fra sultanatet Oman skal lyde: De vil have et moderne samfund, men uden modernitet. De vil have et høj-teknologisk samfund, men ikke betale progressivitetens pris. De vil have et dynamisk samfund, men uden kriminalitet. De vil uddanne deres kvinder på universiteterne (i dertil indrettede kvindeafdelinger) men uden feminisme. De vil have ægteskaber uden skilsmisser, sexualitet uden pornografi, livsudfoldelse uden alkoholisme og narkotika.
Nord er ikke umiddelbart det sted på jorden, der til bunds har undersøgt, om en sådan vision overhovedet er mulig at realisere. Med mindre man anskuer kommunismens oprindelige utopi som et (mislykket) forsøg på at modernisere samfundet uden at betale modernitetens menneskelige omkostninger og nazismen som en dæmonisk kamp mod modernitetens vilkår: det ’urene’, det kosmopolitiske, personificeret ved ’jøden’. Ingen har hidtil formået at knække den nød, der rider verden som en mare.
Når sandheden skal frem, har vi selv de største vanskeligheder med at klare modernitetens skyggesider, hvis altdominerende pris er depression. Allerede Baudelaire indvarsler midt i 1800-tallet melankolien ved det moderne projekt ’Spleen’, idet han maner til beruselse: Berus jer! Berus jer! Ergo: Man er nødt til at være fuld, dopet af stoffer, arbejde eller andet vanedannende bedøvelsesmiddel for at klare mosten. Eroderingen af arbejder- og almuekulturen i Danmark har overflødiggjort mange mennesker, som ikke længere føler, at de kan orientere sig. Teknologiske landvindinger, som har frigjort mennesker fra klassesamfundets spændetrøje, har samtidig smadret manges indre kompas. Nye fattigdoms-kriterier trænger sig på – også i rige lande. »Et folk bliver til fattige slaver, når det berøves deres forfædres tunge. De bliver evigt fortabte,« er den sicilianske digter Ignazia Buttiras bud.
Og lad os holde op med at kalde dét globalisering, som vi har haft siden Marco Polo. 2000-tallet betegnes mere præcist som ETC-århundredet. Erosion, Technological Transformation og Corporate Concentration – (multinationale fusioner). Ikke bare erosion geologisk, men erosion af sprog, dyrearter, erindring, visdomstraditioner. Endnu et paradoks: Mens Nord-mennesket er polstret med menneskerrettigheder og andre garantier, der skal værne om vores værdi, så føler det depressive menneske sig i bund og grund værdiløst. I modsætning til alle de omkringgående og -flyvende kamikazer, som føler deres eget menneskeværd i en sådan grad, at de tror, at de straks efter operationen vil blive modtaget i paradis. Kultur Nord er en civilisation på lykkepiller, hvor alle satser i mol er bandlyst, strøget af programmet. Det er hele vores kollektive fortrængning, der rammer os i dag som et big bang. Men når man har fulgt udviklingen i verden gennem mere end 30 år på tæt og fjernt hold og har set flere kosmopolitiske byer som nu New York og tidligere Beirut og Sarajevo blive smadret, må man indtil videre konkludere: De klarede ikke og klarer ikke modernitetens pres – som vi har haft et par hundrede år at vænne os til, og som vi kun med nød og næppe selv kan klare, og nogen gange slet ikke – og har derfor flere steder sat sig i offensiv, fundamentalistisk, nødværge. Mit postkort fra Jerusalem skal lyde: Engang sendte man døtrene til Cambridge, Harvard og Sorbonne, deres idol var Audrey Hepburn. I dag er det ikke sikkert, at de får en uddannelse og deres ideal er jihad.
Mit postkort fra Kabul skal lyde: Der var engang en afghansk pige som gav mig et kassette-bånd med ’afghansk jazz’. Jeg var ganske målløs, for det lød ligeså fremmedartet som alt andet pushtu-farsi-musik for det utrænede, europæiske øre. Men den lyd, der kommer fra Nord – symboliseret ved USA – har sneget sig ind i alle jordens øregange, uden at ørerne har fået tilsvarende levestandard eller værdighed. I Afghanistan i dag har labanerne flået båndene ud af kassetterne, hvor de hænger på elektriske galger og blafrer i vinden til skam og skændsel.
Den muslimske civilisation bærer på en erindring om, at man repræsenterede klodens allermest blomstrende, kosmopolitiske kultur, videnskabeligt og kunstnerisk i det ottende århundrede, mens Nordeuropa lå hen i mørke, og ingen havde drømt om Amerika. I mellemtiden er Amerika – og vi andre – vågnet ved hjælp af et gigantisk brag af et vækkeur. Vigtigste respons foreløbig: Amerikanerne er begyndt at betale den monstergæld, de skylder verden, FN. Velkommen til verden. Velkommen til paradoksernes fremtid, hvor de magtfulde er magtesløse, og de magtesløse har magt, og hvor de udstødte og urolige bekræfter lov og orden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her