Mandagsbogen
Viden er et begreb, som bliver stadig mere centralt. Der tales om videnssamfundet, politikere taler om vidensudvikling og erhvervslivet om vidensindustri. Men hvad er viden? Sven-Eric
Liedman, professor i idéhistoire og pædagogik ved Gøteborgs Universitet, har belyst dette spørgsmål i sin nye bog Om människans kunskaber med undertitlen Et uendeligt eventyr.
En annoncetekst i et svensk dagsblad lyder: »Its not the big that eat the small. Its fast that eat the slow.« En amerikansk guru, der skulle tale om den nye økonomi, blev præsenteret med citatet, et sort-hvidt billede af sig selv og et spraglet farvebillede af en gepard. Det hurtige rovdyr er sindbilledet på det, vi bør stræbe efter. Men savannens sande behersker er hverken geparden eller løven, men derimod den spættede hyæne, skriver Sven-Eric Liedman i sin bog. Geparden er totalt udmattede efter jagten, og ofte er det løven, som må tage til takke med resterne fra et bytte, hyæner har nedlagt. Alligevel har hyæner et dårligt ry. I Disney-filmen Løvernes konge repræsenterer hyænerne de lumske modstandere (nazismen, fundamentalistisk islam eller hvad det nu kan være). Men blive portrætteret sammen med en hyæne er muligvis ikke særlig chikt.
De store management-guruer forsøger at indprente os ideologi, som siger, at konkurrencen er ubarmhjertig, og at tiden er den afgørende faktor, vores succes afhænger af. Alle må være klar til at kunne bryde op hurtigt og søge nye veje. Derfor vil de udpege genveje til viden og nye måder at tænke på. Hastighed er tidens løsen.
Hvad Sven-Eric Liedman vil pointere med sin nye bog, er, at i kundskabens verden findes der ingen hurtige smutveje til. »Der findes ingen kongevej til geometrien,« som den oldgræske matematiker Euklid påpegede over for kong Ptolemaios I.
Men ifølge den herskende ideologi i dag er viden noget, som ikke skal forædles frem i samklang med de gamle dannelsesidealer, men derimod noget, som blot skal anvendes som smøremiddel i en udviklingsproces. »Viden er vigtig med henblik på et eller andet formål, men har ingen værdi i sig selv. Dette videnssyn begrænser os stærkt, «skriver Liedman.
Brilliant lærdom
Sven-Eric Liedman har et stort antal bøger bag sig. Senest fik han en litterær pris for I skyggen af fremtiden, som handler om modernitetens idéhistorie. I sin nye bog dissekerer og definerer
Liedman vidensbegrebet med afsæt i sin egen brilliante lærdom. Han belyser det fra et historisk perspektiv fra de gamle grækere og fremad. Hans bog kan ses som et essay, hvor viden udgør det centrale tema, og hvor Liedman afdækker mange overraskende sammenhænge og drager spændende paralleller, eksempelvis mellem matematik og musik. Men først og fremmest vil Liedman trække en klar skillelinie mellem information og viden: »Information er ikke viden, men råmateriale for viden«, hedder det et sted. Liedman skriver: »Viden er ikke, som man i dag kan få indtryk af noget yderligt, noget, som et menneske den ene dag tager til sig og kaster væk den næste. Viden er dybt integreret i meneskers måde at leve i og forstå verden på.«
Samtidig påpeger han, at viden også er et attrået bytte for magt og pengeinteresser.
Også diskussionen fra I skyggen af fremtiden om »hård og blød oplysning«, som er blevet noget af et særkende for Liedman, dukker op igen. Det vil sige skellet mellem den (hårde) tekniske, økonomiske og videnskabelige udviklings fremskridt og de (bløde) etiske og sociale og politiske fremskridt.
Særlig kritisk er Liedman over for den udvendige viden, som gør sig så stærkt gældende i vores moderne samfund. Hermed mener han den viden, som giver adgang til jobmarkedet, og som bidrager til landets velstand. Eller den viden, som efterspørges af vidensindustrien. Men disse videnstyper har ofte kort holdbarhed og fortrænger hele tiden hinanden. Udvendig viden findes selvfølgelig, men den er ikke den hele viden.
Der findes også dybere mere grundlæggende viden, som er den, der udgør forudsætningen for de fleste enkeltkundskaber. De, som hævder, at viden kun er en vare af flygtig holdbarhed, har ifølge Liedman ikke reflekteret dybere over bredden i vidensbegrebet. Viden sidestilles fejlagtigt med information, og derfor falder det også mange let at udskifte ordet informationssamfund med videnssamfund.
Men ifølge Liedman bliver viden først ægte viden, når den sættes ind i en sammenhæng og gøres til genstand for kritiske vurderinger. Og den bedste pædagogik er den, som får eleverne til selv at formulere problemer ikke den , der udvikler dem til svarautomater.
»Spørgelyst er en dyd. De fleste spørgsmål fører ingen vegne, og sådan må det være. Men ti spørgsmål, der ikke kan findes gode svar på, kan bane vej for et 11., som kan forandre vores verden eller i det mindste vores verdensbillede.«
Blandet intelligens
En anden af Liedmans hovedindvendinger retter sig mod tendensen til at sammenblande computeres og menneskers intelligens. Computere har hukommelse, men aldrig minder, lyder en god pointe. En yderligere kritik retter Liedman imod de mange, som i dage vil reducere mennesker til deres biologi. Den afgørende skillelinje mellem mennesket og andre arter ligger i, at menneskehedens udvikling ikke udelukkende er biologisk. Biologisk er mennesket uforandret siden stenalderen. Kulturelt er det et radikalt andet. At mennesker i dag ikke er fastholdt i at leve i stenaldersamfund viser, at vores mentale udsyn går ud over noget biologisk betinget.
Det afsnit, som fascinerede mig mest, er dog det, hvor Liedman udreder hvad visdom, klogskab og dannelse egentlig er og hvad sammenhængen er mellem disse begreber, der gensidigt forudsætter hinanden. For at gøre dette klart henviser Liedman til eksemplet Carl Adolph Agardh (f. 1785), som ifølge sin samtids vurdering tegnede sig for en blændende karriere og efterlod et stort antal skrifter. Ifølge Liedman var Agardh særdeles dannet, men alligevel konstant utilfreds og disharmonisk. Dannelse garanterer med andre ord hverken lykke, visdom eller klogskab.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
Intelligens
*Sven-Eric Liedman: Om människans kunskaper, Albert Bonniers forlag 2001, 410 sider. Cirka 322 SEK
