Læsetid: 3 min.

web.hvad.hvor

19. oktober 2001

(2. sektion)

www.forlagene.dk
*Det er faktisk (også) i Danmark sådan, at det er de små undergrundsforlag, som i vid udstrækning leverer de skæve, smalle og sære tilskud til litteraturen. Det er de danske aviser i nogen grad med på, mens boghandlerne som hovedregel er komplet ligeglade. Kan man ikke finde bøger, der ikke kommer fra Gyldendal m.fl. hos den lokale, er der en pæn chance for, at de kan skaffes via Nettet. F.eks er fire mindre forlag med vidt forskellige udgivelsesprofiler gået sammen om denne server. Det mest spændende af dem (synes jeg) er Politisk Revy, som godt nok ikke er særligt flinke til at opdatere, men til gengæld har en ret spændende backlist. For relativt nylig har forlaget udgivet Jakob Martin Strids tegneserie for børn Rejsen til Jorden og i en noget anden boldgade Georges Batailles klassisk pornografiske roman Historien om Øjet. ML

www.forlaget-bebop.dk
*Det er digteren, oversætteren og antologisten Asger Schnack der står bag Forlaget Bebop. Det har det til fælles med forlaget Swing, som i sidste halvdel af 70’erne udsendte en lang række bøger af danske forfattere, der holdt fanen højt midt i den almindelige elendighed, som det er almindeligt anerkendt rådede i de år. I dag er det klassikere fra det danske og udenlandske modernistiske repertoire, som står på forlagets program.ML

www.poesi.dk/poesidk/bok.asp
*Forfattergruppen ØK har fået så megen omtale de seneste par år og det samme har deres forlag Biblioteket Øverste Kirurgiske (BØK) (men endnu ikke deres cykelklub CØK), at denne adresse sikkert vil være velkendt for alle dem, der i øvrigt kunne tænke sig at have nogen interesse i den. Jeg sætter den på alligevel, fordi en liste over undergrundsforlag ville være ufuldendt uden og så bare for at minde om, at man altså faktisk kan finde ting her, hvis lige bare ikke eksisterer andre steder. Niels Henrik Svarre Nielsens Skyggeleksikon f.eks. eller Om dyrene i haven og deres interessante sexliv af Björli Lehrmann. Foruden alle bøgerne af redaktionens egne medlemmer selvfølgelig.
ML

www.getrax.dk
*»Forlaget Getrax beskæftiger sig primært med udgivelse af digte- og kunstbøger, gerne i en stil, hvor der eksperimenteres med både form og indhold.« Sådan præsenterer denne side sig selv. Eksperimenterne kan åbenbart gå i forskellige retninger. Et af dem er standup-digteren Michael Lee Burgess’ forsøg udi papirpoesi-genren. Et andet er Carsten Bos Digteria, hvortil man kan ringe (gratis, hvis man bor i Næstvedområdet) og få leveret gorgonzola- eller hvidløgsdigte. Et tredje er Jannik Hjorthaves Lyrik + Fysik – hvad det så end går ud på.
ML

www.oerby.dk
'Forlaget Ørby er et forunderligt og mystisk lille foretagende og et, som jeg aldrig nogen sinde havde hørt om, før jeg fandt denne hjemmeside. Det har specialiseret sig stenhårdt i at oversætte portugisisk litteratur og har bl.a. udgivet flere bøger af den åbenbart meget udmærkede romanforfatterinde Agustina Bessa-Luís. Efter sigende skulle der også være oversættelser på vej af Jorge de Sena, den digter, der i mange år har været anset som Portugals væsentligste siden Fernando Pessoa. I hvert fald er han allerede deltager i den Portugisisk antologi, der udkom for et par år siden.ML

www.basilisk.dk
*Pga. habilitetsproblemer skal undertegnede nok afholde sig fra at kommentere kvaliteten af sortimentet hos Forlaget Basilisk, men man må vel have lov til at gøre opmærksom på, at det snart tyve år gamle forlag stadig er særdeles levende og aktiv på flere fronter. Foruden egne udgivelser af dansk og oversat skønlitteratur samarbejder Basilisk med Forfatterskolen og Center for Semiotisk Forskning og udgiver tidsskriftet Banana Split. De seneste par udgivelser er en antologi af tekster af Forfatterskolens afgangselever og en oversættelse af den svenske digter Ola Juléns Orissa, som Informations anmelder Erik
Skyum-Nielsen fandt, var spild af tid, men til gengæld kun tager tre minutter at læse.ML

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu