Ny bog
Det trygge samfund, hvor det værste, der kunne ske, var en mindre afmatning af økonomien gik i hvert fald mentalt til grunde for godt tre måneder siden, da sydspidsen af Manhattan blev ramt af terror. Man talte i 90erne om »The Long Boom«, hvis hovedpåstand var, at økonomien kunne vokse i det uendelige i mindst 20 år, fordi teknologiudviklingen ændrede økonomien.
Men 90erne stoppede den 11. september (og fik i Danmark det endelige dødsstød ved antimangfoldigheds- og selvforelskelses-valget i sidste uge kunne man hævde), fordi optimismen og troen på at man havde lært noget af den kolde krig blev manet så voldsomt i jorden, at man skulle være omtrent blind, hvis man ikke kunne se konsekvenserne.
Under 90ernes optimisme lå mener Birthe Hansen, forfatteren til en ny debatbog om terrorister og terror en understrøm af modstand i globaliseringen, som man lalleglad surfede henover i ren og skær selvlykke. Globalisering har også ført en lang række modstandsbevægelser og en aggressiv utilfredshed med sig. Bevægelser, der nu er endt i terror og havde sin mest voldsomme manifestation i World Trade Center.
Det porøse samfund
Birthe Hansen gennemgår en række historier om terrorister, der prægede 90erne; UNA bomberen, Oklahoma bomberen, Bin Ladens første forsøg på World Trade Center og så videre var alle et udtryk for det samme. Nemlig at det komplekse samfund, der er opbygget af netværker, er uhyre porøst. Hvis man er terrorrist, er det med andre ord lettere end nogen sinde før, at skade dem man hader.
Den åbenhed, som netop de åbne samfund bygger på, lever af og tror på, er selve dets akilleshæl.
Det besværlige ved dette, er, at terrorismen er opbygget i netværk, hvorfor en nationalstat, der er geografisk bundet, har svært ved at finde og slå ned på de relevante modstandere. Sociologen Zygmunt Baumann er blandt andet kendt for at sige, at modstanderne af det politiske system ikke længere har relevante bygninger at bestorme, fordi magten ikke længere kan fanges, men er opbygget som netværker. Den pointe holder ikke, kunne man hævde, da World Trade Center i den grad var relevant at bestorme, hvis man havde noget imod den vestlige verden og den vestlige udgave af globaliseringen.
Tostrenget strategi
Omvendt gør den sig gældende for amerikanerne, der som bekendt ikke har nogen relevant bygning at bestorme, hvis den skal nå sine politiske og militære mål. At de i disse timer render rundt og bestormer jordhuler, virker som en art simulation af at nu gør vi noget.
Baumanns pointe er altså vendt på vrangen, hvor det er staterne og magten der er magtesløse og modstanderne mod den herskende verdensorden, der fremstår som noget nært usårlige. Derfor mener Birthe Hansen, at man fra Vestens side bliver nødt til at have en tostrenget strategi, hvor man på den ene side slår hårdt ned på terror, samtidig med, at man tager dens rødder meget alvorligt.
Birthe Hansens bog er ganske udmærket. Den gennemgår en lang række celebre terroristers liv og værk. Og er på den vis oplysende. Dog bærer bogen præg af, at den er skrevet i et hug lige efter terrorhandlingen den 11. og at meget er sket, medens den har været til sats og i trykken. Men det må man leve med, hvis man som det er tilfældet her vil lave hyperaktuelle debatbøger.
*Birthe Hansen: Terrorisme de utilfredse og den nye verdensorden. 160 s., 175 kr. Lindhardt og Ringhof. Udk. i dag
