Læsetid: 3 min.

Afklaret rullesten

Mick Jagger har både set lyset og fundet ud af, at han nok aldrig får styr på kvinderne
17. november 2001

Ny cd
Som man kan se i koncert-dokumentarfilmen Gimme Shelter, stikker en pilskæv Mick Jagger hovedet ud fra sin campingvogn kort før Rolling Stones går på scenen til Altamont-festivalen i 1969 og helvede bryder løs, fordi vagterne, det lokale Hells Angels, mister kontrollen over sig selv og en tusindtallig skare af stenede hippier.
Jagger og Stones er på dette tidspunkt, i perioden fra Aftermath i 1966 til Exile On Main Street i 1972, på sit højeste, både kunstnerisk og hvad indtagelsen af sprut, stoffer og celebre elskerinder angår.
Flere årtier og en snes plader senere møder vi i dag igen Mick Jagger, nu er han 58 år, og det handler om Herrens velsignelser på hans nye solo-cd, Goddess In The Doorway.
Engang i 80’erne var der stærke rygter om en snarlig opløsning af Rolling Stones, fordi barndomsvennerne Mick Jagger og Keith Richards gik hinanden på nerverne på grund af almindelig slitage og uenighed om hvilken musikalske kurs, bandet skulle følge. Richards ville stadig være tro mod bandets rødder i den rå rhytm’n’blues og rock’n’roll, hvorimod Jagger ville skrive mere tidstypisk popmusik.
Måske som et kompromis for at afværge en lukning af alle tiders bedste rockband, udsendte Jagger i 1985 sin første solo-plade, She’s The Boss, og har siden med vekslende frekvens i pauserne fra A-indkomsten i Stones udsendt album i eget navn. Både kunstnerisk og kommercielt har de været moderate succeser, debuten og Primitiv Cool to år efter overbeviste ikke rigtigt, at Jagger kunne stå alene uden sine rullesten, til gengæld er Wandering Spirit fra 1993 en god gang frækt pop. Med det dugfriske Goddess In The Doorway har Jagger dog sat navn på sit til dato bedste udspil.

Sikker musikalsk grund
Med på albummet er en række store kanoner, og med undtagelse af Lenny Kravitz virker de som yderst kompetente sparringspartnere. Kravitz er medansvarlig for pladens første singleudspil, det monotont spade-rockende »God Gave Me Everything«, men det er en dårlig repræsentant for resten af albummet. I modsætning til det kommer man op i de højere luftlag med »Joy«, en rocker, der rykker, med Bono på sang, et gospelkor i baggrunden og den go’e gamle møllehjulssvingende ex-The Who Pete Townsend på guitar. Her forkynder Jagger på bedste gospel-manér, at han har set lyset, følt skaberens kraft og kærlighed. Det er ikke første gang, Jagger benytter sig af religiøse temaer, men denne gang er der dog ikke tvivl om, hvilken side han står på.
Albummet handler imidlertid ikke udelukkende om at få frelse, selv om Jagger jævnfør sin levevis nok har haft brug for en hjælpende hånd et par gange, men også om kvalerne med de dér kvinder, som kan give en del bøvl for selv en rockmilliardær. At der, som titlen beskriver, er en gudinde i døråbningen, hentyder således både til noget spirituelt og yderst håndgribeligt for den gode Jagger.
Indledningsnummeret »Visions Of Paradise« lægger stilen for resten af pladen med en musikalsk indøvethed, som kun en gammel rotte mestrer. Jaggers sang om jalousi bekræfter den kendte sætning om, at hjertet har sine grunde, som forstanden ikke fatter. Antydninger af soul høres også, endda overbevisende på den salvelsesfulde »Dancing In The Starlight« og »Hide Away«, hvor en dunkende bas og Jaggers kattehyl styrer melodien sikkert i mål.
Hvor han tilsyneladende rent eksistentielt endnu har svært ved at finde sine ben, har den aldrende verdensstjerne fundet et sikkert musikalsk fundament. Numrene læner sig op af klassiske og gennemprøvede genrer som rock, rhythm’n’blues og soul i en afvekslende blanding af uptempo og ballader, leveret af et hold garvede musikere, som ikke har mistet følingen med nutidig, funky lyd. Og så har manden heller ikke mistet evnen til at synge, bare at høre den måde han trækker stemmen i mange af numrene er i sig selv en ekstra lille bonus.
Mere end nogen anden har Mick Jagger forenet sig med rocken i jagten på den evige ungdom, og mere end nogen har han været skydeskive for denne trang. Men med Goddess In The Doorway understreger han, at visse følelser vil man altid tumle med, ung som gammel. De skal stadig luftes, og intet tyder heldigvis på, at flaben bliver lukket på ham foreløbigt. Nej, der gror sgu’ aldrig mos på en gammel rullesten.

*Mick Jagger: Goddes In The Doorway. Produceret af Mick Jagger. Virgin Records. Udkommer tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her