BOZORAK (Panjshir-dalen) Næsten to måneder efter snigmordet på dens leder, kommandant Massoud, ligner Nordalliancen stadig ikke et troværdigt alternativ til Taleban-regimet. Militært er det ikke lykkedes den at gennemføre noget afgørende fremstød trods USAs bombninger af Taleban-styrkernes fremskudte linier. Den kontrollerer fortsat kun ca. 15 procent af afghansk territorium.
Politisk er Nordalliancens forsøg på at overtale de væsentligste klanledere og kommandanter til at gå over på dens side indtil videre slået fejl. Ydermere er den stadig ikke nået til enighed om hvilke 60 medlemmer, den vil lade sig repræsentere af i det kommende Nationale Enhedsråd, der er første stadium før dannelsen af en bred overgangsregering.
»Taleban vidste præcis, hvad de gjorde, da de fik ryddet Massoud af vejen. Det er tydeligt, at Nordalliancen aldrig rigtig har overvundet tabet af ham. Det står mere og mere klart, at han var den eneste, der kunne lede den. Siden hans død har den vist sig ude af stand til at udgøre noget slagkraftigt alternativ,« siger Afghanistan-eksperten Frédéric Roussel fra sin aktuelle base i Djusanbé (hovedstaden i Tjadsjikistan, red.).
Pluralistisk bevægelse
Tre mænd har overtaget ledelsen efter den myrdede kommandant: Abdullah Abdullah er leder af allliancens internationale diplomati, general Fahim er militær øverstbefalende, og Younos Qanouni har det afgørende ord, når det gælder indre politiske anliggender. Det er netop her, skoen trykker.
Nordalliancen eller Den Forenede Front, som den nu foretrækker at kalde sig vil gerne føre sig frem som en pluralistisk og multietnisk oppositionsbevægelse. Men alle dens tre ledere er tadsjikker fra Pandjshir-dalen. Nordalliancen mangler desuden kvalificerede militære lederskikkelser. Det kan være den afgørende grund til, at den endnu ikke har iværksat den kombinerede offensiv, sådan som den stillede det i udsigt, få dage efter de amerikanske luftangreb begyndte. Ganske vist indledte den i midten af oktober et angreb på den vigtige Nordvestafghanske by Mazar-e-Shariff i håbet om, at den forholdsvis let ville falde. Flere gange har alliancens berygtede usbekiske general, Rashid Dostum, erklæret, at erobringen af byen var »nært forestående.«
Den reelle situation er imidlertid en helt anden: Erobringen er midlertidigt opgivet, og alliancens soldater taber terræn til Talebans styrker i området ved Mazar-e-Shariffs lufthavn, 20 km fra centrum. Hvis man skal tro general Dostum, afholder kun »mangel på ammunition« alliancen fra et gennembrud på denne front.
I vest ser alliancens styrker, til trods for, at de anføres af Ismael Khan en berømt krigshelt fra kampene mod Sovjets Røde Hær heller ikke ud til at være rykket afgørende frem mod den strategisk vigtige by Herat. Hvad Kabul-fronten angår, har der ikke været skyggen af offensiver fra alliancens side.
Bevidst om sine militære svagheder har Nordalliancen i stedet foretrukket at spille sine politiske kort. Men også her har resultaterne været lidet imponerende. Alliancen hævder, at hundredevis af talebanere er gået over til den, men endnu har den kun præsenteret journalisterne for 20-30 personer, der mere ligner tvangsrekrutterede landsbyboere.
Lang proces
Et gennembrud kan være undervejs i forbindelse med den igangværende dannelse af et nationalt enhedsråd. Det vil komme til bestå af 120 medlemmer 60 af dem er allerede udpeget af kredsen omkring den tidligere konge, Zahir Shah, der stadig opholder sig i sit eksil i Rom.
De 60 øvrige skal repræsentere de forskellige grupperinger, der udgør Nordalliancen. Flere gange har Nordalliancen annonceret, at nu havde man en liste parat. Senest har Abdullah Abdullah igen sagt, at listen vil ligge klar om »kort tid.« Så snart den foreligger, skal en delegation fra alliancen mødes med kongens folk på neutralt område. Det Nationale Enhedsråd kan så træde sammen og udpege en regeringschef, hvorefter der vil blive indkaldt til det såkaldte storråd, Loya Jirga, der skal samle 500-600 medlemmer fra alle dele af det afghanske samfund. Alt afhængig af den militære udvikling vil enten Enhedsrådet eller Storrådet beslutte, hvordan Afghanistans fremtidige overgangsregering skal sammensættes.
Men processen frem til denne regeringsdannelse risikerer at blive lang, så længe meningsforskellene om, på hvilket forfatningsmæssigt grundlag Afghanistan skal opbygges, er så markante. Et af de spørgsmål, der skiller, er, hvorvidt moderate talebanere skal tillades at deltage i den nye regering. Uenighederne her går på tværs af det etniske grupper, der udgør alliancen.
»Vi vil ikke have nogen talebanere overhovedet. Hvis amerikanerne går med til det, vil terrorismen snart genopstå, for Taleban og terrorisme er to sider af samme sag,« siger kommandant Anourai, militærchef for det shiamuslimske parti Hararak-e-islami, som sidder på fire pladser i det kommende råd. Sheik Erfan, der sidder i ledelsen af et andet shiamuslimsk parti, Wahdat, (også fire pladser) siger noget andet:
»Talebans ledere er udelukket fra at deltage i regeringen... bortset fra nogle enkelte stykker.«
Også spørgsmålet om, hvornår Kabul bør søges erobret, skiller vandene. For kommandant Anouari og sheik Irfan kan dette først komme på tale, efter at Det Nationale Enhedsråd er trådt sammen. På et pressemøde for få dage siden erklærede Abdullah Abdullah derimod, at dette absolut ikke bør være nogen forudsætning.
©Libération og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
