Læsetid: 7 min.

De allerstørste helte

’Steps for the Future’ er et enestående dokumentarfilmprojekt, der trænger bag om de abstrakte rædselsstatistikker og giver det sydlige Afrikas hiv-katastrofe et menneskeligt ansigt. Det er film hvor livsglæde og ukuelighed er det bærende element
30. november 2001

(2. sektion)

Dokumentarfilm
»Jeg er et menneske ligesom jer,« indvender den 11-årige Memory, da hun nok en gang chikaneres af selvretfærdige voksne. Memory er gadebarn i Zambias hovedstad, Lusaka, hvor hun deler skæbne med omkring 75.000 andre børn, hvis forældre er døde af aids. I hele det sydlige Afrika er der omkring 12 millioner børn, der har mistet deres forældre pga. aids, så Memorys historie er på ingen måde enestående. Det eneste enestående ved den er, at den nu er blevet fortalt på film, i De forhadte børn, og således er blevet løftet ud af statistikkens abstrakte anonymitet.
Memory har levet på gaden siden hun var tre, og hun er blevet voldtaget så mange gange, at hun ikke længere har tal på det. Alligevel har hun hverken mistet livsglæden eller kampgejsten.
Mod alle odds lykkes det hende bl.a. at skaffe penge til et par briller, så hun og hendes venner kan se solformørkelse – et øjeblik af den pureste lykke. Og så er det ellers af sted for at få et glimt af Arnold Schwarzenegger – »de fattige børns rige og stærke ven« – under hans besøg i Zambia. Jo, livet kan også være herligt, selv om man end ikke har adgang til det laveste trin på verdens sociale rangstige.
I alt 17 millioner afrikanere er døde af aids, og epidemien kræver i øjeblikket 6.000 nye dødsofre om dagen alene i Afrika syd for Sahara, dvs. flere end terror-ofrene i New York den 11. september. Men verdens opmærksomhed er ikke rettet mod Afrika, og selv de afrikanske magthavere synes at negligere problemet og dets omfang. Det sydlige Afrikas hiv/aids-statistikker er svimlende og nærmest umulige at absorbere. Men ingen lades uberørt af mødet med Memory.

Kampen for en fremtid
Det er netop individuelle skæbner, der står i fokus i de omkring 40 hiv/aids-relaterede dokumentar- og kortfilm, som er det håndgribelige resultat af det helt unikke filmprojekt Steps for the Future. Projektet bærer undertitlen ’actually life is beautiful’, for det har netop været et omdrejningspunkt for initiativtagerne – det finske tv Yle 2 og det uafhængige sydafrikanske produktionsselskab Day Zero – at de hiv-smittede ikke skulle skildres som ofre, men som livsglade og ukuelige mennesker.
Formålet med Steps-filmene er først og fremmest at bryde den tavshed og de mange vrangforestillinger, der omgærder hiv/aids på lokalt plan i det sydlige Afrika. Filmene henvender sig imidlertid også til Vesten og er blevet solgt til tv-stationer over det meste af den vestlige verden, så det har været et kardinalpunkt, at filmene ikke bare skulle bæres af gode viljer, men tillige af professionelt håndværk. Derfor inviterede man udenlandske filmfolk – bl.a. fem danske klippere – ned for at give en hjælpende hånd. Men instruktørerne, hvoraf mange aldrig tidligere har haft mulighed for at lave film, er afrikanske, og det samme er de historier, der bliver fortalt.
At perspektivet således er afrikanernes eget, er helt essentielt, for et indfløjet
europæisk filmhold ville aldrig være kommet lige så tæt på hiv/aids-plagens konsekvenser i den afrikanske hverdag. På den anden side ville projektet ikke have været muligt uden vestlig støtte. Mange har bidraget, og blandt dem er Det Danske Filminstitut, TV 2, SPOR Media, samt Danida. Som en del af sin generelle hiv/aids-handlingsplan har Danida spyttet knap to mio. i projektet, for kampen mod aids-katastrofen er helt afgørende, hvis regionen overhovedet skal gøre sig håb om en fremtid. Og i den kamp er information en hjørnesten.

Pinki og Joaquim
Titelpersonen i Pinki yder sit til at øge bevidstheden om hiv/aids. Hun bor i Soweto og er selv hiv-smittet, efter en blodtransfusion, men skønt familien skammer sig over, at hun offentligt kalder sin sygdom ved dens rette navn – i stedet for som så mange andre at camouflere den som tuberkulose – drager hun rundt på skoler, i kirker og fagforeninger og holder bramfri foredrag om hiv/aids. Indimellem ryger hun på hospitalet, men ellers lever Pinki livet i overhalingsbanen – så længe hun har det. Inden hun selv havner på den travle kirkegård i Soweto, vil hun gerne redde et par liv og i øvrigt have det sjovt.
Joaquim er hverken så farverig eller så udadvendt som Pinki, men hans bedrift er for så vidt ikke mindre. Han stammer fra en fattig landsby i Mozambique, men har i mange år været minearbejder i Johannesburg. Lønnen er gået til piger og druk, indtil han mødte Maria, som han nu er gift med. Han har også en kone og en søn hjemme i Mozambique, men dem har han ikke set i 13 år. Da vi møder ham i En mand, to koner, står han for at begive sig ud på sit livs vanskeligste rejse, tilbage til landsbyen i Mozambique for at fortælle den første kone, at han er hiv-smittet. Hiv/aids er stadig et nærmest ukendt fænomen i landsbyen – kan Joaquims sygdom mon skyldes, at forfædrene nedkaldt en forbandelse over ham? – men det lykkes ham at forklare konen, hvorfor han ikke kan skænke hende de mange børn, hun drømmer om. Og så går turen tilbage til Johannesburg, hvor også Maria har krav på at kende sandheden.
En mand, to koner er fortalt i umådeligt smukke billeder, der lader det tidløse afrikanske landskab spille med som tavs kommentator til det moderne menneskelige drama. Men som hovedparten af Steps-filmene er En mand, to koner ikke kun en film om hiv/aids. Den er samtidig et lige så levende som betagende dokument om en minearbejders liv, ikke bare mellem to koner, men især mellem to kulturer.
Også En umulig forelskelse er meget mere end en hiv/aids-film. Den udspiller sig i instruktøren Khalo Matabanes eget miljø af privilegerede unge sydafrikanske intellektuelle og er bygget op omkring en middag med god mad og vin, hvor Khalo fortæller om en ung skønhed fra Soweto, som han mødte tilfældigt og forelskede sig i. Da hun ikke ville i seng med ham, gled de hurtigt fra hinanden, men længe efter ringede hun så til ham og forklarede, at hun var hiv-smittet. Der er tydeligvis ikke mange smittede i instruktørens bekendtskabskreds, så dette møde og Khalos egen reaktion på hendes bekendelse giver anledning til en selvransagelse, der kredser om kønsroller og forholdet mellem landsbyens traditioner på den ene side og den moderne levevis i storbyen på den anden.

Retten til at leve
Stadigvæk med udgangspunkt i individet rummer Steps-programmet tillige mere militante film, bl.a. om gay-bevægelsen i Sydafrika og om kampen for billig medicin til de hiv-smittede. Mig og Simon er Bev Palesa Ditsies meget personlige beretning om venskabet med den karismatiske Simon Nkoli, der nu er død af aids, kun 41 år gammel. Både Bev og Simon har været frontfigurer i kampen for anerkendelsen af bøsser og lesbiske i Sydafrika, hvor homoseksualitet som så mange andre steder i Afrika anses for et importeret, uafrikansk onde.
På trods af fængselsophold og sygdom levede Simon efter mottoet »When there is life, use it!«, og det gjorde han til fulde, i det han opfattede som én kamp, mod apartheid og for gay rights.
En kamp for livet går tæt på en anden ildsjæl: Zackie Achmat. Han er 38 år, bøsse og hiv-smittet, men skønt han selv tilhører de privilegerede, der har råd til medicin, nægter han at tage den, for han vil ikke være del af et samfund, hvor kun de rige har ret til at leve. Zackie er primus motor i den såkaldte
Treatment Action Campaign (TAC) og hovedårsagen til, at de multinationale medicinalvirksomheder opgav retssagen mod Sydafrikas regering om billig kopimedicin. Nu kæmper han og TAC for at få regeringen til at tilbyde hiv-medicin til alle, men de er oppe imod en præsident, der fortsat sætter spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem hiv og aids – og dét selv om Sydafrika er det land i verden, der har flest hiv-smittede: i alt omkring fem millioner.
En af TAC’s aktuelle mærkesager er at sikre medicin til hiv-smittede gravide. I Sydafrika dør der hver måned omkring 7.000 nyfødte børn – et problem, som den bevægende film En dødelig arv stiller skarpt på gennem et dobbeltportræt af to hiv-smittede vordende mødre. En stor del af disse børn kunne reddes, hvis moderen fik medicin, men myndighederne nægter stadig at udlevere den til alle, så derfor indledte TAC i mandags en retssag mod den sydafrikanske regering.
I en sluttekst konstaterer En kamp for livet tørt, at »på den tid det tog at lave denne film, er 200.000 sydafrikanere døde af aids-relaterede sygdomme.« Jeg ved ikke, om Memory, Pinki, Joaquim og den hiv-smittede skønhed fra Soweto stadig er i live, men det er en kendsgerning, at der i det sydlige Afrika er millioner som dem. Mennesker, som på trods af nød og sygdom er optændt af en livsglæde og et gåpåmod, som sætter materialismen og selvmedlidenheden i vores del af verden i sørgeligt relief. Det er en stor og tankevækkende berigelse at få mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af dem gennem dette unikke filmprojekt.
Nogle af de omtalte film har allerede været vist på TV 2 i denne uge, og i morgen, på den internationale aids-dag, kan man på TV 2 Zulu se Pinki, En mand, to koner, og En umulig forelskelse. Det er planen, at også De forhadte børn og Mig og Simon senere skal vises på TV 2, og Filminstituttet vil i løbet af foråret distribuere en række af filmene til biblioteker og skoler.
Man kan kun håbe, at så mange som overhovedet muligt vil se disse umådeligt stærke og smukke film. Ikke mindst kan man ønske, at de vil blive set af dem, der vil skære ned på den danske ulandsbistand.

*Mere på www.steps.co.za

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her