Læsetid: 6 min.

Allestedsnærværelsens rastløse trøst

3. november 2001

Intermetzo
Hr. Zaun hedder han hos Henrik Pontoppidan, direktør Zaun, der ifølge forfatterens talerør Torben Dihmer lider af den uhyggelige »Allestedsnærværende-Mani som blev indpodet folk ved aviserne«. Hr. Zaun, for hvem folk flygter, når de ser ham i det fjerne, og hvis navn udtales savn, hedder velsagtens sådan fordi noget væsentligt savnes i karakteren. Hr. Zaun slæber til stadighed rundt på vældige bundter af dagblade og tidsskrifter, som han, optændt af den hellige iver, haler frem af påklædningen, så såre han får den mindste lejlighed til at delagtiggøre andre i sine bekymringer for verden. De, der således ikke har nået at gemme sig i en port, bliver ofre for dette allestedsnærvær. »Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan«, lyder en de utallige daglige nyhedsopdateringer over for de sagesløse landsmænd, som hr. Zaun møder i den subtropiske, bedårende badeby nær Genua. Her opholder han og godsejer Torben Dihmer sig, vel at mærke hver for sig på rekreation. Torben Dihmer render ustandselig på det omvandrende efterplaprende nyhedsbyro med stemme som en skærveknuser. »Næsten hundrede mennesker skal være omkommet«, fortsætter hr. Zaun utrætteligt. »I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv. Og hvad mener De egentlig om Portugal, Godsejer Dihmer? Jeg vil sige Dem, jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer: Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis [gl. portugisisk betalingsenhed, gm.] men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet?«
Tilbage står Torben Dihmer uden svar, naturligvis, på på bygen af spørgsmål ud i den blå luft – og føler samtidig med trætheden af den andens utrættelighed oprigtig medfølelse med et menneske, for hvem allestedsnærværet er blevet til en rastløshedens plage, såvel for den allestedsnærværende som ikke mindst for hans omgivelser.

I disse tider så længe efter Pontoppidans tankevækkende vision af mødet i badebyen mellem de to præmoderne mennesker i De Dødes Rige er det forbundet med nogen vanskelighed ikke at udvikle sig til en art zaunsk kloning, forunderligt nok også til en afart af de plagede zaunske omgivelser. Nyhedsbehovet driver én fra tv til radio til aviser og tilbage igen for i samme time at gå på gaden efter udenlandske blade. På samme tid, skal guderne vide, er det betyngte sind helst fri for at se og høre yderligere. Eskapisten savner gode nyheder, længes tilbage til hverdagens opregning af lyse timer og bekymringer om ingenting og overtrækket på kassekreditten. Det var dengang, da højhusene og Pentagon stod endnu, og ingen mors sjæl forestillede sig sceneriet hin dag i september som andet end kommerciel hittepåsomhed i en dårlig film af Arnold Schwarzenegger.

Ved et zap midt i den zaunske nyhedsstrøm af slemt og værre står Mogens Glistrup pludselig dér og ligner skrubtudsen, prinsessen har kysset, uden at det hjalp. Den groteske mand galper op om muhammedanerne. De skal ud, ud, ud! Råber han og stamper i gulvet. Det gådefulde ved den gamle skattesvindler og alt hans væsen er, om han virkelig sådan for alvor, når alt kommer til alt, mener det. Man har sine tvivl. Han lever tilsyneladende i sin egen infantile uvirkelige virkelighed, hvor spillereglerne sidder på en kugleramme, som han med sin svamp af en hjerne har lært sig at tumle, men hvis menneskelige og moralske indhold ham intet siger. Alle forsøg på forklaringer til trods er det forfærdeligt at høre på ham. Det har meget været, siden tårnene faldt, forfærdeligt at høre på. Det er bare for meget.

Det syntes MF Lene Espersen også. I Ekstra Bladet. Dér har de fået den lyse idé at lade forskellige folk anmelde tv, når den faste anmelder, der giver tv-værterne karakter som han nu har forstand til, holder fri fra skolemesterrollen. Nu var det altså madam Espersen fra det Konservative restparti, der luftede pegasen. Nogle gange kan man blive mere end bekymret på folkestyrets vegne. L. Espersen har det åbenbart ikke så skidt med verdenssituationen, fremgår det af anmeldelsen. Hun lider angiveligt under at TV-Avisen ikke er mere glad. »Skru op for charmen, TV-A!« afslutter hun sin anmelderklumme. Skru op for charmen! Tænk at skrive sådan til en i øvrigt mere og mere populistisk og flad tv-nyhedsafdeling! »Hvad blev der af Happy news?« spørger MF’er Espersen som indgangsbøn i Ekstra Bladet. Ja, hvad blev der mon af dem! Midt i anmeldelsen afleverer det falmede konservative håb tillige de borgerliges uhæderlige standardfloskel om regeringen og indvandrerpolitikken. Lene Espersens påstand er den propagandamæssigt set hudløst gentagne og såre enkle, at det går galt, og Pia Kjærsgaard står til en valgsejr, og så kommer det: »– ikke mindst takket være statsministeren og regeringens mange ord, men ingen handling i udlændingepolitikken«. Anmeldelsen er skrevet i samme klokketimer, som justitsminister Jensen med henblik på at overvåge fortrinsvis folk af fremmed herkomst, hvis indvandring Lene Espersens eget parti har været med til at reducere til det internationalt retsligt set minimale, foreslog en ordentlig luns af de borgerlige rettigheder sendt til destruktion i Kommunekemi. Det burde vel efterhånden også være gået op for Lene Espersen, at vi i her i dette nationalt så værdibevidste fædreland i årevis har haft indvandrerstop, og at de danske udlændingebestemmelser hører til de skrappeste i Europa. Det må Lene Espersen da vide, hvis hun blot nu og da er et smut forbi Christiansborg eller stikker næsen i en avis, der ikke er Ekstra Bladet. Hvad hun skriver dér må altså, såfremt hun ikke kronisk ligger med hovedet i en høkasse, være påstande mod bedre vidende. Hvilket fænomen mildt sagt sandsynliggøres, hver gang politikere bag lignende bøvetheder skal til at være konkrete med deres forslag om yderligere stramninger af et område, der sådan set er kvalt af dem selv og regeringen i fællesskab. Med andre ord: Evner nogen af Lene Espersens observans for alvor at optræde så forfærdelig meget mere uanstændigt end regeringen på dette felt? Nej, det evner ingen andre end Kjærsgaard og Glistrup, for så er det nat med Danmark og internationalt samarbejde. Det ved de jo godt, de folk. Såfremt Espersen & Co tilstrækkeligt mange gange under valgkampen gentager den slags vås, ender det selvfølgelig med at de overbeviser sig selv. Utvivlsomt gavnligt for et gennemsnitligt mentalt velbefindende, når man skal ud og svinge stemmegaflen. Endelig ikke tænke for dybt og længe.

For at tømme kalken til dens bitre bund, konstaterer Lene Epsersen i samme tv-anmeldelse, at end ikke King of pop, Michael Jackson fandt nåde for »dagens dosis af pessimisme i TV-A«. Her kunne en mindre seriøs natur måske være kommet på den kætterske tanke, at en anmeldelse af Mr. Jacksons afkast måske ikke ligefrem er det allermest indlysende at fylde i en TV-Avis for tiden. Eller for alle tider. Men det er en anden sag, som ingen jo orker at diskutere.
Der gives imidlertid øjeblikke, hvor man ligefrem håber at møde hr. Zaun med alle hans bekymringer for jordskælvet i Portugal, jernbaneulykken i japan og oversvømmelserne i Østerrige. Alt andet end konservateusens plidder-pladder og Happy news. They are not here again.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her