Læsetid: 3 min.

Amdi, Osama og de kastrerede

Amdi Petersens forsvindingsnummer bør mane til eftertanke hos dem, der jagter Osama bin Laden
2. november 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Det tog Jyllands Posten 22 år at finde den nu 62-årige grundlægger af Tvind-imperiet, Mogens Amdi Petersen. Ifølge bladet holder han sig skjult i en 810 kvadratmeters lejlighed på Fisher Island med udsigt til fastlandets Miami Beach. Man viste billeder af et hus på øen og af en indgang til en fin lejlighed.
Men mr. Petersen himself var så fraværende på disse billeder, som han var på Poul Erik Skammelsens billeder for TV 2-nyhederne fra samme ø, og som han har været i al almindelighed siden 1979.
Dette må mane til eftertanke hos dem, der jagter Osama bin Laden. Han har formodentlig mere tungtvejende grunde til at gemme sig, end Amdi Petersen har, og han har trods alt nok også bedre muligheder, både økonomiske og geografiske, for at holde sig skjult, selv for Jyllands Posten. Så det kommer nok til at tage mindst 22 år, inden vi får hans lejlighed i de afghanske alper at se.
Ifølge en rundskrivelse på Internettet frarådes det, når og hvis man finder bin Laden, at henrette ham. For så vil han blot opnå det supermartyrium, han stræber efter. Og hvis man sætter ham i fængsel, vil tusinder af unge martyrer in spe sætte deres liv ind på at befri ham. Næh, råder rundskrivelsen: Man skal underkaste ham en kønsskifteoperation og sende ham/hende tilbage for at leve som kvinde hos talebanerne.

Kønsaktivitet
Apropos: DR 1 viste et rystende program – »De kastrerede« – om nedsættelse af voldsforbryderes kønsaktivitet ved hjælp af medicinsk kastration. Stoffet, man anvender, hedder Androcur. Det påstås at have en dæmpende virkning på produktionen af testosteron, det mandlige kønshormon, og dets varme fortaler er en tidligere overlæge ved Herstedvester, Heidi Hansen.
En voldsforbryder, der for eksempel har forgrebet sig på småpiger, kan få sin straf forkortet betydeligt, hvis han vil underkaste sig behandling med Androcur. Og ifølge dr. Hansen har man ikke haft en eneste recidivist, altså patient med tilbagefald, blandt personer under behandling med dette vidunderstof. For at få politikernes godkendelse af de hurtige tilbageslusninger til normallivet, har man fremlagt 23 tilfælde af positiv behandling med stoffet i en succesrapport.
Folkene bag »De kastrerede« har imidlertid talt med 20 mænd, der er dømt for voldsforbrydelser mod mindreårige. Ud af disse 20 havde de fem begået deres voldtægter, mens de var i behandling med Androcur. Disse fem indgik alle som positive eksempler i den rapport, der er forelagt politikerne. Der har altså været tale om en målbevidst fejlinformation af Folketinget.

Hjerteskærende
De fem voldsforbryderes egne beretninger var hjerteskærende. Først og fremmest fordi de var så utroligt åbenhjertige, at man forstod, at disse mennesker er alvorligt syge. Ingen af dem troede på nytten af behandling med Androcur. Tværtimod følte de, at de blev mere aggressive, mens de var under behandling, og at de var betydeligt farligere for deres omgivelser, når behandlingen ophørte, end de havde været, før den gik i gang. Og i normallivet er der ingen, der holder øje med, hvornår behandlingen ophører.
Ingen af de fem havde fået at vide, at Androcur har farlige bivirkninger for folk med blodtryksproblemer, sukkersyge og depressioner, eller at det kan fremkalde knogleskørhed og kræft. Faktisk havde en af de fem oplevet at se en medfange falde død om, og det netop en medfange med sukkersyge. »Men,« som dr. Hansen sagde, »vi kan jo ikke undersøge dem for alt muligt, inden vi giver dem Androcur.«
På spørgsmålet, om han mente, at Androcur ville afholde ham fra at begå nye voldtægter, svarede en af de fem: »Det tør jeg ikke stå inde for.« En af de andre havde i depression taget sagen i sin egen hånd og havde, for at få fred, skåret sine testikler af med et barberblad, havde afleveret dem i et glas til en fangevogter og bedt ham om at ringe efter Falck.

Troværdighed
Det forbløffende ved udsendelsen var, at de fem interviewede voldsforbrydere virkede mere troværdige end den læge, der havde haft dem under behandling.
Eller som en anden, men troværdig læge, sexologen Preben Hertoft, udtalte i »Bestseller« i anledning af udgivelsen af sine erindringer: »Vi er jo alle mennesker med kønsorganer, og ikke kønsorganer med et eller andet vedhæng.«
Halløj! Der er netop indløbet et telegram, dateret 1. november 2023:
Den 84-årige dansker mr. Amdi Petersen har solgt sin lejlighed på Fisher Island til den 66-årige mr. Laden. Mr. Laden er identisk med den i 22 år eftersøgte Osama bin Laden.
Da Fisher Island er privat område, og den private ejendomsret ifølge amerikansk lov er ukrænkelig, kan myndighederne intet stille op mod den berømte terroristleders tilstedeværelse på øen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her