Den tyske dramatiker Dea Lohers moderne tragedie forløses glimrende på Det Kongelige Teater
Teater
Klara bliver fyret fra sit job. Hun skrev mislykkede brugsanvisninger! Et strygejern er eksploderet og det samme er Klaras tilværelse: Ingen penge, ingenting at hænge sit liv op på. Men det tomrum, der opstår vil hun benytte til at finde ud af, hvem hun selv er. Hvor står hun selv i verden? Et identitetsprojekt, hun kaster sig ud i med stor optimisme: »Jeg er en fri og uafhængig person. Kan klare mig selv.«
Hun vil ændre noget. Gøre op med den løgn og det bedrag, hun ser omkring sig. Kæresten, søsteren og svogeren, en charmerende læge, en førtidspensioneret biseksuel biologilærer. Alle sættes i nye svingninger. Og så kører den moderne, bittersøde kærlighedskarrusel glimrende og omtrent fysisk sat på scenen af scenografen Martin Tulinius på Det Kongelige Teater.
Figurerne pukler rundt for at rykke de tunge sætstykker i nye konstellationer, bruger dem som værn mod hinanden, skjuler sig for hinanden bag dem. Og dekorationens farcedøre åbnes og lukkes virkningsfuldt i det, der ganske vist giver mindelser om en gammeldags tempokomedie, men som undervejs afslører sig sig noget ganske andet. Munter overtrækschokolade, bittersød 90er-kitch udenpå men med en skarptsmagende, dødelig gift længere inde.
Noget farligt indeni
Den unge tyske dramatiker Dea Loher er nemlig langtfra nogen jubeloptimist, for nu at sige det mildt. Der er noget farligt indeni. Selv om hun skriver aldeles vittig post-absurdisme og kan svinge satirens svøbe over småborgerligheden, »par-genereret elendighed« og forbrugersamfundets køb-og-smid-væk forhold også til de mennesker, der befolker det, munder hendes figurers bestræbelser ud i det store intet.
Livet er og bliver en straf. Klaras ihærdige forsøg på at finde en mening med tilværelsen lider skibbrud, selv om hun fungerer som katalysator for velgørende forandringer for alle mulige andre end sig selv. Hun opbruger sine muligheder. Finder ikke det, hun leder efter. Og ender med at stå med ryggen mod muren. Det gik ikke. Til trods for Klaras personlige nederlag er der alligevel så megen saft og kraft i Lohers replikker, så megen kampvilje, at sortsynet naturligvis ikke fungerer som en opfordring til publikum om at gå hjem og hænge sig. Men snarere som en velgørende solidaritetserklæring midt i civilsationskritikken, guddødemig. Den moderne tragedies luften ud. Katarsis for alle pengene. Op med humøret!
Ud af realismen
Den svære balancegang at få alle de lag til at samle sig, lykkes overmåde godt for instruktøren Rolf Heim i Turbinehallerne. Hans fysiske tilgang til kropssproget bryder diskret de episodiske hverdagsvignetter pludselige spasmer og små danse, kroppenes svajen mod hinanden, fra hinanden og er med til at trække Lohers tekst ud af det, der meget nemt kunne sættes på scenen som omtrent realistisk livsstilskomedie. Og samtidig tvinger han sine skuespillere væk fra naturalismen. De spiller genkendelige, virkelighedsnære personer men selv om de benytter sig af hele statsteater-skuespillerens indlevelsesapparat, er de indpodet en stilisering, der gør dem til repræsentative figurer, snarere end til psykologisk fremstillede enkeltportrætter. Man hører replikkerne som det, de er replikker, der er værd at lytte til og lytte efter.
Helle Hertz som den afklarede ældre biseksuelle kvinde, der går efter det, hun vil have, mestrer for eksempel optimalt den særlige kontakt med publikum, der opstår, når replikkerne siges med klar røst halvt vendt direkte mod salen. Men resten af holdet følger lige i hælene. I rollen som Klara klarer Susanne Storm den svære opgave at være tilpas neutral det meste af vejen som den figur, de øvrige læser en hel masse ind i. Hun er et passende blankt lærred for Lohers sårbare everywoman. I begyndelsen med positive forventninger i fuldt flor, indtil mismodet sætter ind og håndklædet kastes i ringet. I slutningens bitre erkendelsesreplikker får hun til gengæld lov til at spille smerten fuldt ud, en effektiv og bevægende forløsning.
Birgitte Simonsen får mange vittige øjeblikke ud af sin transformation fra forgræmmet forstadsneurotiker med forspildte drømme til forelsket, frisat og smilende lesbisk konvertit, mens Alexandre Willaume-Jantzen, Mikael Birkkjær og Henrik Jandorff spiller behændigt og morsomt på vekslende grader af maskulin ubestandighed og (selv)bedrag. Og med den ejendommelige skuespiller Ole Westh-Madsen for en gangs skyld rigtigt placeret som mærkelig, kinesisk gadekok.
Endelig har Rolf Heim tilføjet endnu en figur på scenen: Sangeren og musikeren Pete Livingstone, hvis kærlighedssange er et heldigt instruktørgreb, der accentuerer længslen og kampviljen. Så smukt, så sørgeligt, så fuld af håb.
Det er en forestilling, der undervejs overrasker over, hvor god den egentlig er. Værd at lytte til, værd at se.
*Klaras forhold. Skuespil af Dea Loher. Oversættelse: Claus Beck-Nielsen. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Martin Tulinius. Det Kongelige Teater, Turbinehallerne
