Ny cd
Advarsel til den uindviede: Er man novice m.h.t. det amerikanske rockband The Velvet Underground, skal man nok ikke starte med den nys udgivne Bootleg Series Volume 1: The Quine Tapes. Den er snarere et af mange mulige steder, man eventuelt kan havne, hvis denne gruppes særegne lyd og sensibilitet rammer en nerve i én. For lyden på dette labre lille 3-cd sæt er som man kan forvente, i lyset af at det er sammensat af diverse koncertoptagelser, den senere kendte guitarist Robert Quine (Richard Hell, Lou Reed, Lloyd Cole) foretog med en primitiv kassettebåndoptager i San Francisco i løbet af 1969. Og som sådan, en rendyrket artefakt for liebhavere som undertegnede, der i forvejen har en halv meter piratoptagelser af mere eller mindre dubiøs lydkvalitet stående.
The Velvet Underground, ja: Nok det væsentligste amerikanske rockband i 60ernes sidste halvdel, omend det i sin levetid 1965-1970 ikke solgte synderlig mange hverken plader eller koncertbilletter endsige havnede på forsiden af tidens toneangivende rockmagasin, Rolling Stone. I sin oprindelige form indeholdt gruppen ikke færre end tre ikoniske figurer, der som solister alle skulle komme til at præge især 70ernes rockscene: Lou Reed, John Cale og Nico. Sammen med guitaristen Sterling Morrison og trommeslageren Moe Tucker var denne udgave af Velvets husorkester på Andy Warhols der endvidere opdagede bandet lige dele kunstnerkoloni, freakshow og værksted, The Factory samt fast bestanddel af Warhols banebrydende multimedieshow, Exploding Plastic Inevitable, som i midt 60erne satte en ny standard for, hvordan og hvorledes de forskellige kunstarter kunne såvel integreres som benyttes til nedbrydelsen af hverandre.
Nye standarder
Denne version indspillede i maj 1966 under primitive forhold The Velvet Underground & Nico den med bananen, De ved! der udsendtes i marts 1967 og som med sin blanding af benhårdt realistiske tekster fra tilværelsens overdrev, lyriske ballader, frenetiske rock-workouts og ren kakofonisk kaos satte nye standarder for rockens spændvidde og artistiske stræben.
En vigtig ingrediens var den klassisk uddannede John Cales medvirken, idet han tilførte Lou Reeds rockede og enkle, men litterært uangribelige sange erfaringer fra moderne kompositionsmusik i form af støj, monotoni, serialitet m.m. Desuden var hans tordnende violaspil en uadskillelig del af gruppens lyd. Men først strøg Nico med stjerner i øjnene for en karriere som junkie og chanteuse (i den rækkefølge) og efter et enkelt album som kvartet det hårrejsende, men uafviselige White Light/White Heat, udsendt januar 1968 smed Reed så Cale ud af bandet, grundet kunstneriske uoverensstemmelser.
Men i stedet for at opgive ævred, erstattede gruppen Cale med den mindre udfarende og mere føjelige Doug Yule og Velvet Underground Mk. II så dagens lys. Væk med kakofonien og de ekstreme eksperimenter til fordel for et mere neddæmpet og sangorienteret udtryk, som man kunne høre på den smukke, men kuldslåede The Velvet Underground-lp, udsendt i marts 1969. Og i hælene på det turede bandet så det meste af 1969.
Denne særdeles ekstensive turen blev allerede dokumenteret i 1974 fire år efter at bandet var gået hver til sit, men endnu ikke havde antaget
mytologisk status med dobbelt-lpen Live 1969, hvor man hører gruppen fra sin mere intime side i hæderlig lydkvalitet. Så hvad skal vi så med Bootleg Series Volume 1: The Quine Tapes? Er der tale om endnu en flogging of a dead horse?
En masse at komme efter
Som sagt lyden er udpræget lo-fi og bootleg-agtig, selvom al støj er bortreduceret. Til gengæld er orkestret på en lidt livstræt måde i total topform. Med Lou Reed i front giver gruppen på de tre cder sange fra alle sine fire lper samt et par af dem, der først senere dukkede på posthume udgivelser.
Det er en uspektakulær udgave af Velvets, som langt fra sin hjemstavn New York City det meste af november 1969 var strandet i den da noget falmede hippiehovedstad San Francisco, hvor den gav tre koncerter på det store spillested The Family Dog cd 1! for et stort set apatisk publikum, før den forflyttede residensen til klubben The Matrix cd 2 og 3 hvor Velvets agerede husorkester i tre uger for et stedse større og større publikum. Og Velvet-fanatikeren Robert Quine fangede det meste af det på sin lille Sony kassettebåndoptager med håndholdt mikrofon og hele molevitten. Senere overspillede han sine yndlingssekvenser til spolebånd, hvilket var klogt, eftersom de benyttede kassettebånd ikke kunne klare tidens tand og derfor er uspillelige i dag.
Det første man bemærker er de tre megalange versioner af et-akkord underet »Sister Ray«, der afslutter hver cd. I sin oprindelige form på White Light/White Heat var den et var indædt sonisk angreb på lytterens sanser, men her præsenteres nummeret konsekvent i roligt tempo med behersket lydstyrke, hvilket giver Reed masser af plads til tekstimprovisation samt hans særegne guitarsoli i fuld udstrækning. Der er i det hele taget masser at komme efter for aficionadoen: Moe Tuckers to slagsange, »After Hours« og »Im Sticking With You« i fine versioner, en imploderende »Black Angels Death Song«, en dvælende »White Light/White Heat«, en underspillet »Heroin«, en søvngængeragtig og blueset »Waiting For The Man« og meget, meget mere. Essentiel men kun for kendere, altså. Så blev det alligevel jul i Præstegården ...
*The Velvet Underground: Bootleg Series Volume 1: The Quine Tapes (Polydor/Universal)
