Læsetid: 3 min.

Ballelars i Amerika

Yes, hvor var det en festlig valgaften
23. november 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Det er fysisk umuligt for et nogenlunde normalt menneske at se den samme lille flok partiledere to aftener i træk i panel på landets to store tv-kanaler lægge op til valgaftenens orgastiske forløsning af folkets politiske spændinger, så jeg fulgte kun debatten på DR.
Derfor fulgte jeg også selve valget på den kanal, under en entusiastisk kvidrende ledelse af Eva Jørgensen, der sagde ’yes’ til stort set hvad som helst, Henning Olson kunne trække frem på skærmen. Hovedsagelig prognoser og de sædvanlige valgresultater, der i hvert fald frem til min personlige deadline var bedøvende ens, uanset om de kom fra det yderste Vestjylland eller fra den kreds på Frederiksberg, hvor Dansk Folkeparti tilsyneladende fik valgt en mavedanserinde ind i det nye ting.
Det er da en ny ting, og ny ting har vi åbenbart brug for. Måske var det valgets helt store tema?
Også en ret ny og efter bedste evne amerikaniseret dækning af valgaftenen.
Alt var lagt op til Rasmussens ankomst. Og ikke mindst til Rasmussen. Som om de var ens, hvad de ikke er.
Det fremgik trods alt af partilederdiskussionen et par aftener før. Her trængte for øvrigt især Marianne Jelved igennem med en iskold analyse af, hvad hun præcist kaldte Anders Fogh Rasmussens dobbeltsnak.
Den er jo nødvendigt, når man godt ved, at man kun bliver præsident, fordi Dansk Folkeparti bliver så stort, at det giver absolut flertal. Ikke fordi man absolut skal bruge det, men man skal da ikke lægge skjul på, at det er der. Selv om man skal lade, som om det ikke betyder noget.
Det betyder alt, og det var, hvad valget drejede sig om.
Nyrup Rasmussen, endnu fungerende statsminister var den sidste af de to små danske præsidentkandidater, der viste sig på skærmen. Man havde jo tabt, og det håndterede han egentlig fremragende.

Fællessang
Der var ikke et øje tørt, og slet ikke hans, da han opfordrede til, at man sang de to sidste vers af sangen om det smældende røde flag, der har været så meget igennem, men skidt med det, for »i dets folder er fremtiden gemt.«
Meget tyder på, at det ikke længere er fremtiden. Det er fortiden, men den kan vi også hurtigt få brug for, når Danmarks nye, store, moderne, folkelige parti overtager statens ror.
Der var også fællessang på Færgen Sjælland, hvor blåskjorterne holdt til. Det var ganske vist tidligere på aftenen, og man havde kun en exit poll at synge for, men den var til gengæld også flot – rent bortset fra at den holdt stik aftenen igennem.
Sangen var forfattet af bimse gamle Bertel Haarder og gik på melodien til »En sømand har sin enegang«. Lyrikeren sang selv for, men desværre spillede kan ikke seminarieviolin til. De mesterligt humpende vers handlede om, at nu kunne Nyrup passende gå sin vej og vistnok tage sin tante med. Marianne Jelved formodentlig.

Præsident på vej
Men det var bare opvarmning. Til »Anders Fogh sikken et show«, som de lettere brovtende sejrherrer intonerede, da den ny statsminister ankom efter at have været annonceret i omkring halvanden time og måtte mase sig svedende, fulgt af stakåndede reportere med mikrofoner, frem gennem menneskehavet til lyden af et gigantisk lysshow af den slags, man plejer at fyre af på forskellige kurser for kommende mellemledere af nedlagte
svineslagterier, der skal aktiveres til at være dum i arbejde.
Rasmussen havde medbragt hele familien, hustru og tre børn, der efter amerikansk mønster blev stillet op på scenen, og så holdt han en mærkelig tale.
Ikke så meget hvad han sagde, eller at han ikke sagde noget, for hvad skulle han sige. Mere hans åbenlyse anspændthed.
Som om han egentlig ikke brød sig om det. Mens hans makker, den afgående Rasmussen, faktisk så ud, som om han egentlig var glad for, at han nu for en periode i hvert fald kunne »lay that burden down.«
Ingen af dem havde jo heller fundet ret mange gudsord frem, der kunne spildes på Ballelars i valgkampen.
Derfor var det Ballelars der vandt. Over hele linjen, eller som den af vælgerne forsmåede Mimi Jacobsen bittert konstaterede: »De heiler jo frem som lemminger alle sammen«.
Yes! I fear for my tears!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu