Læsetid: 3 min.

...som at barbere sig med en motorsav

Den 27-årige kunstner Søren Dahlgaard skal i april skydes ud af en kanon med en pensel på hovedet
29. november 2001

»Jeg har ikke lyst til at dø, men på den anden side er jeg tiltrukket af desperate handlinger,« siger den 27-årige dansker Søren Dahlgaard, der studerer på kunstskolen Slade i London.
Til april 2002 skal han skydes ud af en kanon på en ranch i Missouri, USA.
»Ideen er at bruge min egen krop som pensel. På min hjelm vil der være en svamp dyppet i maling, og det er så meningen, at jeg skal ramme et lærred, der er spændt ud mellem kanonen og sikkerhedsnettet,« siger han.
»Hvordan det helt praktisk kommer til at fungere, altså om jeg skal rive lærredet med i faldet, eller om det på en eller anden måde skal kunne bøje af, når jeg rammer det, ved jeg ikke endnu. Det tager Dave ’The Bullet’ Smith Jr. sig af. Han er professionel kanonkonge, og det er på hans ranch mellem Kansas City og St. Louis, at det skal foregå,« siger Søren Dahlgaard.

Ti meter lang kanon
»Da jeg ringede til ham første gang, ville jeg selvfølgelig godt høre om risikoen ved at blive skudt ud. Han sagde, at jeg bare skulle tage roligt: Det er lige så sikkert som at barbere sig med en motorsav...«
Normalt plejer en kanonkonge at flyve 50-60 meter, før han lander i sikkerhedsnettet, men Søren Dahlgaard skal kun flyve 15 meter.
»Det er den korteste afstand, hvis det stadig skal kunne lade sig gøre«, siger han.

Hverdagens absurditet
Det kræver god fysik at blive skudt ud. Trykket vil være på 7G, hvilket svarer til syv gange ens vægt. Braget og røgen, når kanonen fyres af, er kun til ære for publikum. De tre mest normale affyringsmekanismer er fjedre, lufttryk og elastikker, men The Bullet vil ikke ud med hvilken form for teknik, han bruger. The Bullet har selv konstrueret kanonen og betragter det som en forretningshemmelighed.
Selve kanonen er ti meter lang, og den bliver indstillet ved hjælp af en dummy, der i dette tilfælde vil have præcis den samme vægt som Søren Dahlgaard. På den måde undgår han at flyve enten for langt eller for kort. Og det kan i parentes bemærkes, at dummyerne i dag – i modsætning til tidligere – er vandtætte. Ifølge en anekdote fra The Bullet gik det i 60’erne galt for en kanonkonge, fordi hans dummy havde ligget i en vandpyt og suget vand til sig. Det betød, at kanonen blev indstillet forkert, og han røg flere meter forbi målet og blev slået til invalid.
– Men hvorfor i det hele taget kaste sig ud i sådan et halsbrækkende projekt?
»Jeg er optaget af hverdagens absurditet,« forklarer Søren Dahlgaard: »Hvad er normalt, og hvad er ikke normalt? F.eks skød den schweiziske actionmaler, Roman Signer, en stol ud af et vindue, og derved forvandlede han stolen fra et hverdagsobjekt til et projektil. Det er nogenlunde det samme, jeg prøver på: At forvandle mig til en pensel.«
»Samtidig ligger der også en eller anden form for indirekte politisk statement i mit projekt: Hvorfor skal man gøre, som folk forventer? Og det er jo også en del af dét at være kunstner: At vælge en anden vej end den samfundet tilbyder. Men i modsætning til 70’ernes direkte politiske kunst, som f.eks. Nørgaards hesteslagtning, tilbyder jeg ingen løsning på verdenssituationen.«
Ud over det maleri, som Søren skal lave i luften, skal han også have fastspændt et kamera på sin hjelm, og det hele skal fotograferes og filmes.
Det sidste står den engelske producer Rory Logsdall for. Han har tidligere lavet 18 dokumentarer om kunstnere, og da det kommer til at koste Søren Dahlgaard 100.000 kroner at blive skudt ud af kanonen, håber han, at salget af dokumentaren kan være med til at dække udgifterne. Lige nu ligger han i forhandlinger med BBC og Channel 4.

FAKTA
Søren Dahlgaard
*Søren Dahlgaard (søn af Frank Dahlgaard) er 27 år og kunstner. Han har udstillet siden 1996. Bl.a. på Efterårsudstillingen, Chisenhale Gallery, London, Brandts Klædefabrik og sidste år på TAKE:OFF 2001 udstillingen, Århus Kunstmuseum. I år på ICA (Institute of Contemporary Art), London, Becks
futures2.

*Jonas Lautrop er freelance journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her