Læsetid: 3 min.

Bedre vine i undergrunden

Til vinklumme-rock og andet remix i den gamle pumpestation – med og uden mænd med kufferter
27. november 2001

Byens lyd
Vi havde fået meddelelsen fra en vis Flopper. Bandet Mænd med kufferter ville optræde i en bygning ved rangerarealet under Dybbølsbro. Hvad der skærpede interessen var, at bandet ville opføre en af Informations vinklummer.
Vi ankom til stedet i senaftenens skuml og mulm. Fra broen vindlede vi os ned til den svagt oplyste bygning ved det øde banelegeme.
Råt, råt, råt. Det var, hvad remix-lokalet var.
Under loftet et hejseværk, og fra en platform gik en trappe ned lige midt i musikken. Et kunstigt træ stod midt på det bare gulv. Idrætsfolk løb og løb på en filmsløjfe på bagvæggen. De kom aldrig i mål. En ung musiker bankede rytmisk på en tromme som i en døs.
Hvordan passede Chambertin, Pomerol og Petrus ind sådan et sted?
Min sidemand på rummets eneste stolerække forklarede, at der var tale om et lydeksperiment for minimaltrommesæt og båndoptager.
»Det meste kommer fra DAT-båndoptageren under mixeren,« hviskede han. Han hed Kristian. Han rejste sig og gik. Lidt efter var han tilbage. »Korrektion,« sagde han.
»Det er ikke en DAT. Det er en harddiskrecorder.«
Mænd med kufferter ankom. En af dem var en kvinde med paraply. På bagvæggen projiceredes fire lysende skeletter. Mændene begyndte at stille deres grej op.
Mænd med kufferter forlod igen scenen. »Meget kort koncert,« hørte jeg nogen bag mig sige. »Man nåede ikke at blive træt af dem.«
Fra en båndoptager messede en stemme en reklame for Tandberg ud i det efterhånden fyldte lokale.

Rejseminder
Et øjeblik sad kuffertmændene på gulvet og spillede på hver sin recorder, så det tilsammen udgjorde et lydeksperimentelt værk. Koncerten var i gang. Den kronragede forsanger reciterede fra en gammel bog, Rejseminder, så det ekkoede dybt. Han læste om »dengang vi rejste med vore forældre til Gardasøen...«
Så fulgte en ellers glemt sang fra revyen Elverstøj (Comediehuset, 1966), og det næste nummer handlede om, hvordan universet er bygget op. »Virkeligheden består af flere planer, der overlapper hinanden,« osv.
Jeg er ikke i stand til at beskrive lydene, som var mangeartede. Grumblen, susen, smæld. Kuffertfolkene havde hoveder, der forsvandt ned i forskellige typer apparater, men lyd kom der ud, og det var ikke Mozart, skønt også han ville have passet ind, da alt kunne bringes til at passe ind. Her fulgte en variation over den gamle børnesang, Sørens far har penge.
Spændingen bestod ikke mindst i, hvilke tekster man havde valgt.
Det blev hilst med klapsalver, da kuffertfolkene præsenterede en tekst af »en person, mange i bandet ser op til«. Og så fulgte highlights fra Flemming Kyeds vinklummer (jeg kunne tydeligt høre skribenten ranke sig bag mig). »Stoooort,« lød det. Og selv om det handlede om vine – den fornemme italienske sassicaia og creamsherryen, »dette fluidum,« så var gastronomien godt med: Risotto med svampe, skaldyr, sushi, jordbær i balsamico. Nummeret gik i den grad hjem. »Guuuuud, hvor var det godt,« lød det fra folkedybet. Eller var det Kyed?

I baglokalet
»Ideen med remix er at bruge eksisterende materialer, altså omforme noget, der i forvejen er,« fortalte Emil og Maya, da vi et øjeblik absenterede os til baglokalet.
Emil og Maya står sammen med Åsmund og Raz bag remix-arrangementerne, der forener performance, multimedie, lyd, lys, billedkunst, Peter Land og Bjørn Svin, DJ-kunst, video, foto, fortsæt selv.
Bygningen er en gammel pumpestation for kloakkerne, til dels stadig i brug, fortalte de. De havde fået lov af Vandforsyningen til at bruge den indtil videre. De var autonome med kunstnerisk og aktivistisk baggrund.
– Hvorfor gør I det?
De tænkte sig om.
»Vi er interesserede i at se, om der er værdier i det,« sagde Emil og tilføjede:
»Og så er der noget symbolsk i, at stedet ligger lige over for butikscenteret Fisketorvet. Vi repræsenterer to forskellige kulturer.«
De havde fået stedet op at stå uden ret mange penge, og der var fri entre, men de håbede, at kommunen ville forstå, at der er et stort behov for sådanne steder – og genoverveje sin støttepolitik.
Da vi forlod den gamle pumpestation, hørtes en stemme over højttaleren: »Jeg sidder med en Vodka Martini i et Boeing 747 mellem Osaka og Honolulu...«
Så stod vi atter i mørket på Dybbølsbro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her