Læsetid: 4 min.

Det bergensiske aftenland

Det er for svært at anbefale tredje del af Gunnar Staalesens ambitiøse trilogi om det 20. århundrede – ikke mindst til nye læsere
2. november 2001

(2. sektion)

Roman
Da jeg for et par år siden anmeldte de to første bind af Gunnar Staalesens imponerende ambitiøse trilogi om Bergen og det 20. århundrede, de allerede da ca. 1.200 siders gennemtrawling af tidernes gang i den fine gamle skibsrederby, foreslog jeg, at Staalesen i sidste bind ofrede et par sider på oplysende slægtstavler – en bemærkning, der i øvrigt blev klippet bort af pladshensyn. Ellers ville overblikket let glippe i det overvældende, vildt heterogene stof, som egentlig kun blev holdt sammen af en genstridig og sig vidt forgrenende mordgåde fra nytårsnat år 1900...

Rød tråd mangler
Staalesen må jo have hørt min bøn alligevel, for i 1999 – Aftensang flotter han sig med hele 24 sider slægtstavler oven i romanens 601. Og vi kommer da også endelig til klarhed over, hvem der myrdede den celebre konsul Frimann dengang, det bliver Varg Veums - Staalesens alter ego detektiv-fortæller gennem syv selvstændige krimier – fortjeneste at finde ud deraf. De sidste 50 sider, minus det afsluttende flashback til hin nytårsnat, er lagt i hans rappe mund.
Det vil sige, rap og rap. Varg Veum er blevet en ældre herre, årgang ’42, og en vis melankoli er ham slet ikke fremmed. Hans post festum opklaring afstedkommer heller ikke ligefrem nervedryppende action-scener, den foregår primært blandt gulnede papirer, gamle politirapporter, notesbøger og sent fundne breve.
Familien Veum hører selv til i udkanten af det store slægtskludetæppe af mægtige og ydmyge familier, der befolker Bergen gennem afvigte århundrede, og den sene opklaring får næppe andre konsekvenser, end at en meget gammel kvinde, datter af den famøse konsul Frimann, kan sove ind med en slags ro i sindet.
Det er jo da også noget, men ikke noget, der i øvrigt har samlet århundredekrønikens sidste bind. Der er ingen rød tråd anden end den vilje til afrunding af mangfoldige, forviklede skæbner, som de to første bind har lagt blot.

Ægte smerte
Og i de bind var den oprindelige kriminalintrige stadig en ret effektiv motor, både for spændingsniveauet og for den socialpsykologiske sammenhæng gennem alt det diverse. Foruden at visse kernepersoner bar igennem dem begge og gav dem oplevelsesmæssigt fokus og fordybelse. I Aftensang er der mange nye ansigter, men ingen, der over det lange stræk – fra begyndelsen af 60’erne til nu – for alvor fanger interessen.
Det kunne der måske være en vis pointe i, nemlig at de (post)moderne tider hverken afkaster så rene, stærke skæbner som tidligere tider, eller for den sags skyld samler de sociale forandringer op i så tydelige mønstre som før. Men pointen har temmelig katastrofale virkninger for det episke drive i så stor en historie som den, Staalesen så stædigt fastholder at ville fortælle.
Også i de tidligere bind var der lange døde passager, hvor man så at sige blot blev holdt ajour med slægternes gang i by og på land, men her er dette ret uepiske pligtstof nærmest vokset epidemisk. Kedeligt – og vældig besværligt at holde rede på, slægtstavlerne til trods.
Når man alligevel læser videre, så er det, fordi der dog under al denne annalistiske støvethed rumsterer en ægte smerte over forgængeligheden. Ikke bare den almene, at vi alle bliver ældre og skal dø, men også en gedigen hjemvé efter det 20. århundrede, dets mange forhåbninger, lovende opbrud og bristede illusioner.
I passager bliver Aftensang en veritabel dødebog, nostalgisk indfarvet af billeder af roligere, stædigere, længerevarende livsformer.
Og selvfølgelig har også dette sidste bind sine samlende hulspejle, der binder store grupper sammen. Kennedys død, der indleder bogen, og især boreplatformen Alexander Kiellands havari i 1980, hvor 123 mennesker omkom. På vidt forskellig vis, men dog forenet i store forhåbningers forlis, er de to begivenheder velegnede til at forene det heterogene, og i disse sekvenser samler Staalesen sine bedste evner i retning af tæt detaljering og lange ekkovirkninger.

Svær at anbefale
Hans kriminalistiske evner får til gengæld i Aftensang nøje sig med historien om en vis 11-årig Veslemøy Heggøys dybt traumatiske bortførelse og langtrækkende seksuelle angst. Det er bare ikke nok til at forbinde så bredt som tidligere. Ikke når vi rutinemæssigt skal gennem f.eks. lange ekskurser om det maoistiske AKP-ml i 70’erne, hvis pietistiske vækkelsesvæsen er afhandlet væsentlig mere indsigtsfuldt af bevægelsens egne, især Dag Solstad.
Det er svært at anbefale 1999 – Aftensang, ikke mindst til nye læsere. Trilogien har kvalitetsmæssigt bevæget sig i en nedadgående kurve, men er man én gang stået på, skal man naturligvis også have slutningen med, trods alt. Og ønsker man sig i ét stort fiktions-vue at få et samlet billede af det 20. århundrede i Norden, så er Gunnar Staalesens trilogi slet ikke det værste sted at henvende sig, lige meget hvor meget man så romanteoretisk kan betvivle mulighederne for en sådan realistisk repræsentation. Værket har sin afmægtige, men stædige patos i forsøget på det umulige.

*Gunnar Staalesen: 1999 – Aftensang. Oversat (godt) af Ilse M. Haugaard. 625 s., 449 kr. Forlaget Vindrose. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu