Ny bog
Charles Baudelaire er den ene af de to indgangsportaler til den såkaldte modernisme. Den anden er amerikaneren Walt Whitman. Ingen af dem kan siges at have haft større indflydelse på hovedlinjerne i dansk poesi siden det moderne gennembrud midt i 1800-tallet. Jensen var der, og Claussen, men Jensen forlod det igen og Claussen blev klassificeret som dekadent.
Det er så vores billede af ham. Hashvraget Baudelaire. For ikke så længe siden fortolkede Suzanne Brügger hans »man skal altid være beruset« sådan, at kun med total bedøvelse i hash og sprut kan man holde den moderne verden ud.
Det er sådan set det stik modsatte af, hvad Baudelaire sagde. Ikke blot lød hans kommando: »Berus jer i dyd!« Han klargjorde det også yderligere i sin Det moderne livs maler, sådan her: »Intet har større lighed med det, man kalder inspiration, end barnets glæde, når det suger farver og former til sig. Jeg er ikke bange for at gå endnu videre: jeg mener, at inspirationen har noget at gøre med blodtilstrømningen, og at enhver sublim tanke bliver fulgt af en mere eller mindre nervøs rystelse, som giver genlyd helt ind i lillehjernen.«
Anonym
Det moderne livs maler, første bind i forlaget Klims serie af »Kulturklassikere«, er på mange måder Baudelaires manifest.
Forestillingen om nysgerrigheden som drivkraft. Åben interesse uden fordomme. Fysiologisk.
Titlens »maler« er illustratoren Constantin Guys, der hovedsagelig publicerede sine reportagebilleder af livet over alt, det mere eller mindre mondæne og modebevidste Paris eller slagmarkerne i Krimkrigen, i det engelske The Illustrated London News. Guys ville være anonym, også i den grad at Baudelaire måtte nøjes med at kalde ham »Mr. G«. Folk vidste måske nok alligevel, hvem det var, men anonymiteten var en vigtig forudsætnning.
At være knyttet til en signatur, som en slags social begrundelse for at kunne gøre, hvad man som et barn egentlig bare er, ville gøre arbejdet umuligt.
Nysgerrigheden, eller interessen for, det almindelige, det banale, det populære. Hele det senere moderne maleri er foregrebet i Baudelaires tekst, der med fordel kan læses sammen med hans Paradis Artificiels.
Der er en klassik i det. Baudelaire baserer ikke sin æstetik på ingenting. En beruselsens klarhed, der kan forvandles til, hvad den allerede er: En klarhedens rus.
Nu og her
»Moderniteten, det er det forbigående, det flygtige, det ikke-nødvendige, kunstens ene halvdel, hvis anden halvdel er det evige og urokkelige,« siger han. Og: »Ve den, der studerer klassikerne for andet end den rene kunst, kompositionen, den generelle metode. Hvis han dykker for meget ned i fortidens kunst, taber han erindringen om dagen i dag; han giver afkald på de værdier og fordele, som nutiden kan give ham; thi næsten al vor originalitet beror på det stempel, som tiden påtrykker vore sansninger.«
Man taler om at »løfte det ud af moden, som den rummer af poetisk i det historiske, at skille det evige ud fra det forbigående,« eller om det »forbigående, flygtige element, der uafladeligt forvandler sig.«
Det er moderniteten som konstans, til hver en tid, og det er ikke modernismen, ikke en harmonisering eller kanonisering af noget bestemt moderne i form og indhold. Det er netop skiftende, det er det konstante, og med evigheden som skiftende klangbund.
Vagn Lyhne lægger i sin glimrende efterskrift stor vægt på anonymiteten, og selvfølgelig på værkets reproducerbarhed.
Det foregår hele tiden: »Mr. G begynder med at ridse nogle blyantslinjer op, som kun lige markerer, hvor i billedets rum tingene skal befinde sig. De vigtigste flader bliver så skitseret løseligt med tynd farvelavering, hvor områderne først får svage og lette farver, men senere bearbejdes de og mættes efterhånden med mere intense farver. Til allersidst bliver tingenes omrids tegnet op med blæk... Han arbejder på denne måde med tyve tegninger ad gangen, heftigt og med en iver, der endog er til moro for ham selv; skitserne hober sig op og ligger i stakke på ti, hundrede, tusinde.«
Og hver af dem er hele tiden både færdig og i udvikling. Intet af disse billeder glemmer nogensinde det billedbarn, det engang var, og nysgerrigheden driver det hele.
Sådan læser man også bogen, der ret usædvanligt er illustreret med Mr. Gs tegninger. Vibeke Theisens oversættelse lægger ingen hindringer i vejen for den berusede læsning.
*Charles Baudelaire: Det moderne livs maler. Kulturklassiker Klim. Redaktion og efterskrift Vagn Lyhne. 160 s., 195 kr. Forlaget Klim. Udkommer i dag
